VK-uenighed om Gaza-krig

Venstre og De Konservative er uenige om Gaza-konflikten. Den konservative Per Stig Møller siger, at Israel mangler "proportionalitet", mens statsministeren fordømmer Hamas.

Per Stig Møller kritiserer Israel for ikke at tænke på proportionerne, mens Anders Fogh Rasmussen siger, at Hamas har brudt våbenhvilen. (Foto: DR © DR)

Statsminister Anders Fogh Rasmussen mener, der i debatten om Israels angreb på Gaza er en tendens til ensidig kritik af Israel. Og han vil ikke tale om, at Israels handlinger skal være "proportionelle". På sit ugentlige pressemøde opfordrede han begge parter til våbenhvile.

Udenrigsminister Per Stig Møller har talt om, at der skal være proportionalitet i Israels handlinger. Og han mener ikke, at der er dét, når Israel angriber dansk-donerede sundhedsklinikker.

Fogh: - Hamas har brudt våbenhvile

Statsministeren derimod siger, at han undrer sig over debatten og begrebet "proportionalitet": - For hver eneste, der bliver dræbt, er én for meget. Det er ikke sådan, at man kan sige, at fordi der "kun" bliver dræbt ti israelere, så må man ikke angribe Hamas, siger statsministeren:

- Det er altså Hamas, der har brudt en våbenhvile, det er Hamas, der er begyndt at angribe Israel. Og så har Israel ret til at forsvare sig.

Konservative fordømmer Israels drab på civile

Den konservative udenrigsordfører, Tom Behnke vil fortsat gerne tale om proportionalitet. Han siger, at hans parti støtter Israels ret til at forsvare sig mod Hamas. Ikke desto mindre siger Tom Behnke:

- Når Israel forsvarer sig, skal landet naturligvis være opmærksom på proportionaliteten. Som konflikten har udviklet sig, er der ikke problemer med proportionaliteten set med mine øjne, men Israel bør være bedre til kun at ramme Hamas og ikke civile, også selvom det kan være svært i mange situationer, når Hamas for eksempel bevidst bruger civile som "skjold".

Facebook
Twitter