Vraget DF’er får løn i to år fra Folketinget: ’Jeg vil ikke arbejde gratis’

Ib Poulsen holder orlov fra sit civile arbejde for at undgå at blive trukket i eftervederlaget fra Folketinget.

Ib Poulsen (DF) røg ud af Folketinget ved valget i år. De næste to år har han orlov fra sit job som havnebetjent i Hanstholm Havn. (Foto: PRIVAT © dr)

Det blev et farvel til Folketinget for DF’eren Ib Poulsen ved valget i juni. Ligesom 60 andre folketingspolitikere mistede han sin plads, og måtte tilbage til et civilt arbejde. Men i stedet for at genoptage sit job som havnebetjent i Hanstholm Havn, har han valgt at tage orlov frem til juli 2021.

Det er præcis så lang tid, som han har ret til sit eftervederlag på 56.494 kroner fra Folketinget om måneden, og det er ikke tilfældigt.

- Arbejde er udelukket. Med de nuværende regler vil det blive modregnet eftervederlaget, så det betyder, at jeg vil skulle arbejde gratis. Det har jeg aldrig hørt om nogen, der vil, siger han.

I stedet for at vende tilbage til sit arbejde, bruger han tiden på at prioritere nogle af de ting, han ikke har haft tid til, mens han har været fuldtidspolitiker.

- Jeg har stort hus og stor have, som jeg har forsømt, mens jeg har siddet i Folketinget, og det trænger til en kærlig hånd. Det prøver jeg at fylde tiden ud med, og så fisker jeg i fritiden.

Malker systemet

DR har lavet en rundspørge blandt de 61 politikere, der forlod folketinget efter valget. Heraf har 40 svaret, og 23 oplyser, at de får det fulde eftervederlag på 56.494 kroner, uden at blive modregnet nogen anden indtægt. Det kan de gøre i op til to år. Ib Poulsen forstår ikke, at politikerne har ret til så meget eftervederlag, men når muligheden er der, vil han udnytte den.

- Jeg så gerne, at reglerne blev lavet om, så de lignede det private erhvervsliv, hvor du får tre eller seks måneders løn, hvis du bliver fyret. Det synes jeg er fair, og det burde man også gøre i Folketinget. To års eftervederlag er ikke i orden.

Kan du forstå, hvis man som skatteyder synes, at du malker systemet?

- Det er jeg fuldstændig enig i. Jeg synes også systemet er forkert, og sådan er det på mange niveauer i Folketinget og på kommunalt niveau. Der bliver tit snakket om at kikke på det, men jeg synes aldrig de her regler er blevet fair og ordentlige, så det synes jeg, at man skulle gå i gang med.

Ib Poulsen sidder også i byrådet i Thisted, hvilket han får knap 14.000 kroner om måneden for. De første 12 måneder kan han tjene det uden at blive trukket i eftervederlaget, hvorefter det vil blive modregnet. Men det generer ham ikke.

- Det har jeg ikke spor i mod, for jeg brænder for det kommunalpolitiske, siger han.

Ib Poulsen bruger en del af fritiden på at fiske. (Foto: PRIVAT © dr)

Politikere vil ændre regler

I den forrige valgperiode gjorde politikerne også god brug af de offentlige kroner. Her blev der udbetalt knap 51 millioner kroner i eftervederlag i løbet af de to år efter valget, hvilket svarer til 82 procent af de penge, politikerne havde mulighed for at få udbetalt.

Men politikerne bør ikke have vilkår, der er så meget mere gunstige end resten af befolkningen, mener både SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti, som har fremsat et beslutningsforslag om netop politikernes privilegier, der skal behandles i Folketinget i november.

- Det skal ikke være sådan, at folketingsmedlemmerne er stillet væsentligt bedre end resten af befolkningen, siger gruppeformand Peter Skaarup (DF).

Samme holdning har Enhedslistens demokratiordfører Rosa Lund.

- Jeg synes jo, der er noget fuldstændig urimeligt i, at man har forringet arbejdsløse danskeres vilkår så meget, at man pisker dem igennem systemet, og så har man herinde en ordning, hvor man kan gå og hygge sig lidt, siger hun.

I går åbnede også Venstre og Socialdemokraterne op for at ændre på politikernes lukrative vilkår, og gruppeformand for Socialdemokratiet, Flemming Møller Mortensen, vil nu indkalde partierne til forhandlinger.

Tidligere fremgik det, at Ib Poulsens indtægt fra byrådet bliver modregnet eftervederlaget fra Folketinget. Det gør det imidlertid først efter et år, da folketingsmedlemmer må tjene op til 144.358 kroner de første 12 måneder, de modtager eftervederlag.

FacebookTwitter