Populært sommerhus har asbest

En af Danmarks største producenter af fritidshuse, Kalmar-huse, har brugt asbest indvendigt mellem loftsbrædderne. Uvidende sommerhusejere og håndværkere risikerer at indånde farlige asbestfibre i forbindelse med renoveringsarbejde og ombygning.

Der er asbest i en bestemt type sommerhuse, som blev bygget i Danmark frem til 1980. Det kan Kontant på DR1 afsløre.

Under slogan'et "Fritidshuse med god karakter" har Kalmargården A/S bygget cirka 11.000 sommerhuse over hele Danmark. Frem til 1980 brugte firmaet, fuldt lovligt, asbest i lofterne i træhusene. Asbesten sidder som sorte lister, der samler de indvendige loftsbrædder

Brugen overrasker Dansk Asbestforening under Dansk Byggeri og Statens Byggeforskningsinstitut (SBi). Torben Valdbjørn Rasmussen er forfatter til SBi-vejledningen over de mest kendte asbestmaterialer i byggerier herhjemme. Vejledningen fortæller intet om sommerhusene.

Farligt at beskadige- Det er fibrene, vi ikke vil indånde, og det kan udgøre en fare, hvis man helt ubeskyttet bryder materialet ned, altså borer huller eller på anden måde skader asbesten. Det skal man ikke, siger Torben Valdbjørn Rasmussen til DR's forbrugermagasin Kontant.

Civilingeniøren understreger, at asbesten ikke er farlig, så længe den sidder uberørt i lofterne. Det er heller ikke noget problem at male asbestlisterne.

Asbest har siden 1986 været forbudt at anvende inden døre. Det er et materiale, der kræver stor opmærksomhed, når man renoverer eller ombygger, siger overlæge og arbejdsmediciner Rolf Petersen.

- Vi ved, at der i værste fald kun skal én eller ganske få fibre til at give sygdommen lungehindekræft. Derfor øger det risikoen for den dødelige sygdom, hvis husejere eller håndværkere uforvarende beskadiger asbestmateriale inden døre og hvirvler støv op, siger Rolf Petersen.

Uvidende husejere

DR's Kontant har kontaktet en række ejere af Kalmar-huse. Ingen har været klar over, at lofterne indeholder asbest. I husenes tilstandsrapporter bliver det typisk bemærket, at de originale bølgeeternittage er lavet af asbest, men den indvendige brug er ikke beskrevet.

I forbindelse med programmet har Kontant fået undersøgt et stykke af en loftsliste på et laboratorium. Det viser sig, at asbesten indgår i en såkaldt internit-plade. Koncentrationen af asbest er cirka 9 % - nogenlunde det samme som i bølgeeternitage. Tage, der tidligere har krævet dødsofre, fortæller overlæge Rolf Petersen.

- Langt de fleste, der bliver kræftsyge, har arbejdet med asbest, men der er også "gør-det-selv folk", som får lungehindekræft. Nogle har ubeskyttet skåret asbestholdige tagplader til i haven i et par dage, siger Rolf Petersen.

Personligt har han ingen problemer med at opholde sig i et Kalmar-sommerhus, så længe asbesten er intakt og ikke kan frigive fibre.

Nu er der orientering på hjemmeside

Kontant har uden held bedt firmaet Kalmargården A/S oplyse, hvilke sommerhuse, der er bygget med asbest i lofterne, og hvor mange der er tale om. Programmet har også spurgt direktør, Hans Martin Jessen, om firmaet har advaret husejerne tilstrækkeligt.

I en mail til programmet svarer han:

"Dette selskab har købt rettighederne til at anvende navnet Kalmargården og Kalmar-huse, men Kalmargården A/S har ingen forpligtelser overtaget i forhold til tidligere byggerier."

Firmaet har efter Kontants henvendelser indrykket en orientering om asbest på deres hjemmeside. Her hedder det bl.a.:

"Ejer du eller køber du et Kalmar-hus fra før 1986, er der med stor sandsynlighed brugt asbestholdige byggematerialer. [..] Ved indendørs arbejde med asbest må du ikke selv foretage dig noget [..]"

Facebook
Twitter