Nyheder
18. maj kl. 18:38

Region Midtjylland går på jagt efter berørte patienter i amputationssag

Hvem er de midtjyske patienter, der unødigt kan have fået deres ben amputeret og har krav på erstatning?

Det svar har Region Midtjylland i dag forsikret Styrelsen for Patientsikkerhed om, at den er gået i gang med at finde.

Det skete efter et krisemøde onsdag eftermiddag, hvor regionen desuden sagde til styrelsen, at de patienter, der lige nu har behov for en amputationsforebyggende behandling, enten bliver behandlet akut i regionen eller med det samme henvist til en anden region.

- Vi har fået svar på de områder, vi ønskede uddybet, og aftalen er, at regionen kommer med en skriftlig besvarelse, siger styrelsen til DR Nyheder.

Mødet blev holdt, fordi Styrelsen for Patientsikkerhed var utilfreds med den redegørelse, som Region Midtjylland har afleveret i sagen om de op 47 unødvendige benamputationer årligt igennem en længere årrække.

Sagen kom frem for knap tre uger siden, hvor regionen sagde, at de berørte patienter ville få besked. Men regionen har endnu ikke sendt brevene.

Nyheder

  1. I går kl. 23:32

    Boris Johnson afviser skotsk selvstændighedsafstemning

    Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, har travlt i disse timer, hvor ministrene ryger ind og ud ad regeringens svingdøre.

    Han har dog også haft tid til at forfatte et brev til Skotlands førsteminister, Nicola Sturgeon, hvori han gør hende det klart, at det ikke er tid til at genbesøge det spørgsmål, som skotterne for bare otte år siden gav et nej til.

    Han mener nemlig ikke, at det er tid en afstemning om skotsk selvstændighed fra Storbritannien.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    I brevet, som kan læses på regeringens hjemmeside, skriver Johnson, at "nu hvor landet har så hidtil uset mange udfordringer både hjemme og ude, er det ikke tid til at vende tilbage til det spørgsmål, som klart blev besvaret af den skotske befolkning i 2014".

    - Skotland vil få muligheden for at vælge frihed. Jeg håber, det bliver til en folkeafstemning den 19. oktober 2023, og hvis ikke, så når der er parlamentsvalg igen. Det skotske demokrati vil ikke være denne eller andre premierministres fange, skriver hun.

  2. I går kl. 23:15

    England vinder åbningskampen til EM foran 68.000 tilskuere på Old Trafford

    Hjemmebanefavoritterne fra England fik tæt på den perfekte start på EM-slutrunden. (Foto: Franck FIfe © Ritzau Scanpix)

    Foran et feststemt hjemmepublikum vinder England med 1-0 over Østrig i åbningskampen ved EM.

    Allerede efter 16 minutter bragte Arsenals Bethany Mead englænderne foran på et mål, hvor der var stor tvivl om, hvorvidt bolden overhovedet var inde.

    Men efter et VAR-gennemsyn blev målet anerkendt, og de engelske kvinder kunne lade sig tiljuble over slutrundens første mål.

    De over 68.000 tilskuere kunne gennem kampen se hjemmebanefavoritterne dominere over det østrigske landshold, der forgæves forsøgte sig at kombinere gennem Englands høje pres.

    Det lykkedes sjældent, og kampbilledet blev derfor præget af stor engelsk overlegenhed.

    På trods af flere mindre målchancer til begge hold, så forblev Bethany Meads mål det eneste i kampen.

    Danmark tager på fredag hul på slutrunden med kampen mod Tyskland. Kampen kan ses på DR1 med optakt fra kl.20 og kampstart kl.21.

  3. I går kl. 22:22

    Apple indfører ny funktion som værn mod "nul-klik-hacking"

    En ny funktion, der blandt andet skal give mulighed for, at menneskerettighedsforkæmpere, politiske dissidenter og andre mål for hackingangreb er bedre beskyttet, vil snart være tilgængelig på alle Apples produkter.

    Det skriver Reuters.

    Den nye funktion kommer til at hedder "Lockdown Mode" og kan bruges fra efteråret. Funktionen er blevet skabt, efter to israelske sikkerhedsselskaber har udnyttet fejl i Apples software. Det har betydet, at de nemt har kunnet bryde ind i iPhones, uden at ofret har behøvet trykke på eller godkende noget.

    Softwarefejlen hang hovedsageligt sammen med Messenger-appen, som hackere nemt kunne sende filer til. Med "Lockdown Mode" vil disse beskeder nu blive blokeret.

    Apples repræsentanter forklarer i forbindelse med lanceringen, at den nye funktion er det bedste værn mod "nul-klik-hacking", som dog stadig sker yderst sjældent. Derfor vil de færreste Apple-brugere have brug for at slå funktionen til, fortæller de.

  4. I går kl. 21:55

    Kontroversielle Michael Jackson-sange fjernet fra streamingtjenester

    'Breaking News', 'Monster' og 'Keep Your Head Up' er måske ikke de Michael Jackson-sange, der vækker størst genklang. Men til gengæld har de i de seneste år været blandt de mest omdiskuterede.

    For siden sangene blev udgivet på det posthume album 'Michael' fra 2010 har flere fans insisteret på, at de tre sange ikke var med Michael Jacksons stemme.

    Nu er sangene så blevet fjernet fra alle streamingtjenester. Der skriver Variety.

    - At fjerne sangene er den simpleste måde at komme væk fra snakken om dem en gang for alle, skriver Sony Music og boet efter Michael Jackson i en fælles udmelding, og uddyber:

    - De resterende sange på albummet vil forblive, og intet ved denne beslutning skal tolkes som et udtryk for en bekymring om ægtheden ved de fjernede sange.

  5. I går kl. 21:14

    Kvinde er stukket ihjel under det svenske folkemøde

    En kvinde i 60'erne er onsdag aften afgået ved døden efter at være blevet stukket med kniv i Visby på Gotland i Sverige.

    Det skriver Reuters.

    Det skete under den politiske festival Almedalsveckan, der er den svenske pendant til det danske Folkemøde på Bornholm, som hvert år samler tusindvis af mennesker til politiske taler og arrangementer.

    Ifølge Reuters skete knivstikkeriet tæt på det sted, hvor Centerpartiets leder, Annie Lööf, holdt tale.

    En 33-årig mand er siden blevet pågrebet. Det er uvist, om manden, som ikke er tidligere straffet, kendte kvinden på forhånd.

    Ifølge Ritzau vil svensk politi endnu ikke ikke kommentere mulige motiver. Det vides derfor heller ikke, om overfaldet var politisk motiveret.

  6. I går kl. 21:13

    Barndomsven er dømt for at dræbe Grammy-vindende rapper

    Erick Holder skød sin barndomsven efter at være blevet beskyldt for at være stikker. (Foto: pool © Ritzau Scanpix)

    Den amerikanske rapper Nipsey Hussle, der i 2019 fik en Grammy for det bedste rap-album, blev skudt mindst 12 gange over hele kroppen i et voldsomt angreb i 2019 foran sin egen tøjbutik i Los Angeles.

    I dag har gerningsmanden, den 32-årige Eric Holder, så fået sin dom for drabet og yderligere to forsøg på drab. Det skriver NBC.

    Eric Holder og Nipsey Hussle voksede ellers op sammen og var begge medlemmer af banden Rollin 60s Neighborhood Crips.

    Under retssagen kom det frem, at Eric Holder skød sin barndomsven, fordi han blev anklaget for at være stikker.

    Derfor bar hans angreb også præg af, at han var i "sine følelsers vold".

    Strafudmålingen finder sted den 15. september.

  7. I går kl. 20:52

    Bosted har ikke tilladelse til at huse gruppe af udsatte udlændinge, selvom Udlændingestyrelse har givet dem opgaven

    (© Grafik: Signe Heiredal/DR Nyheder)

    Planerne om et center for udsatte udlændinge og asylansøgere i Vrå er truede.

    En særlig gruppe udlændinge, der har skabt store lokale protester, skulle efter planen være flyttet fra asylcentret i Sandved ved Vejle til en landejendom sydvest for Vrå i Nordjylland senest den 30. oktober.

    Det kunne Udlændingestyrelsen i går fortælle i en pressemeddelelse, hvor de samtidig annoncerede, at Botilbuddet Norden havde vundet et udbud om at stå for opgaven med at huse op til 20 udlændinge de næste tre år.

    Jeg synes, det er noget rod, at man udsender en pressemeddelelse og gør en masse mennesker bekymret. Og så viser det sig, at der ikke er styr på det.
    Rikke Biegel, borger i Vrå

    Men nu viser det sig, at botilbuddet kun har tilladelse til at huse maksimalt syv personer på adressen, der var tiltænkt til opgaven, og som indtil nu har fungeret som bosted for andre borgere.

    Byrådsmedlem i Hjørring Kommune Sven Bertelsen (S) ville selv være blevet nærmeste nabo. Han undrede sig, da han i går læste Udlændingestyrelsens pressemeddelelse.

    - Som nærmeste nabo har jeg jo set, at der på stedet altid har boet mellem seks-syv unge mennesker. Derfor fik jeg den tanke, om man egentlig havde tilladelse til flere.

    Og da byrådsmedlemmet gik i gang med at grave, viste det sig, at adressen lå i en såkaldt landzone - og derfor kun havde bevilling på at huse maksimalt syv beboere.

    - Det vil rent faktisk sige, at det nu skal gå den helt naturlige gang igennem plansystemet i kommunen, forklarer Sven Bertelsen.

    - Derfor er vi nødt til som politikere at tage stilling til det her - først i Teknik- og Miljøudvalget. Og lur mig, om der ikke er en eller anden, som sender sagen i byrådet. Så kan alle 31 byrådsmedlemmer tage stilling til, om de synes, vores kommune og bostedet er velegnet til det klientel.

    De udsatte udlændinge bor lige nu på et asylcenter i Sandvad ved Vejle, hvor der har være mange protester fra lokale.

    Det er rigtig træls, at det center skal ligge så tæt herpå, fordi jeg ved, at der er rigtig mange, der er utrygge ved det allerede.
    Rikke Biegel, borger i Vrå

    Sidst i oktober kunne Ekstra Bladet fortælle, at der blandt de flygtninge, som befandt sig i Sandvad, var tidligere kriminelle. Udlændingestyrelsen meddelte også, at der kunne være beboere, der tidligere er dømt for personfarlig kriminalitet.

    Da Udlændingestyrelsen i går udsendte deres pressemeddelelse med planerne om at flytte beboerne til Nordjylland, skabte det lynhurtigt voldsomme reaktioner blandt lokale i Vrå.

    Blandt andet hos Rikke Biegel, der kommer til at bo bare 200 meter fra den adresse, hvor planen er at indkvartere de nye beboere.

    - Det er rigtig træls, at det center skal ligge så tæt herpå, fordi jeg ved, at der er rigtig mange, der er utrygge ved det allerede.

    Hun oprettede hurtigt en begivenhed i den lokale Facebook-gruppe, der opfordrede borgere til at troppe op ved et informationsmøde, der skulle være aftalt af Botilbuddet Norden i aften, men nu er blevet aflyst.

    Selvom møddet blev aflyst, mødte der alligevel over 100 borgere op for at drøfte deres utilfredshed med hinanden.

    Borgere fra Vrå og omegn mødte talstærkt op på cykelstien ud for botilbuddet. (Foto: PRIVATFOTO)

    - Det kommer til at have en betydning for, om folk har lyst til at bosætte sig i Vrå. Det ligger lige ud til en cykelsti, som utrolig mange bruger. Jeg frygter, at der kommer til at være ubehagelige oplevelser for folk, der bruger cykelstien, som kommer til at føle sig utrygge, siger Rikke Biegel.

    Og flere borgere har udtrykt bekymring om, at der ikke har været styr på tilladelserne til at huse et større antal personer på botilbuddet.

    - Jeg synes, det er noget rod, at man udsender en pressemeddelelse og gør en masse mennesker bekymret. Og så viser det sig, at der ikke er styr på det, Udlændingestyrelsen har udsendt en pressemeddelelse omkring.

    I Udlændingestyrelsens pressemeddelelse fra i går står der, at beboergruppen, der nu skal flyttes fra Sandvad, er personer, som ”på grund af deres adfærd og/eller pasnings- og plejebehov ikke kan fungere eller rummes på et almindeligt asylcenter.”

    I Sandvad glæder formand for beboerforeningen Kirsten Paugan sig over, at beboerne nu snart bliver flyttet til Nordjylland.

    - Det her handler om, at det er et eksperiment, og det er vi ikke interesserede i at have i vores baghave. Det er en dato og et skriv, vi har ventet på i rigtig lang tid. Det er enormt lettende. Og der er noget mentalt godt i at have det på skrift nu og vide, at der er en udflytningsplan.

    Herunder kan du se optagelser fra én af demonstrationerne i Sandvad tilbage i december sidste år.

    Tidligere har Vrå både huset syriske flygtninge i asylcentre, og lige nu bor der ukrainske flygtninge i byens gamle skole.

    Derfor mener Rikke Biegel ikke, at det er byens tur til at modtage flere.

    - Vi synes ikke, det er vores tur til at tage ansvar, og vi føler ikke, vi er blevet spurgt i denne sag. Vi føler bare, der er kommet en pressemeddelelse, og så står vi tilbage med den information lige nu, hvor kommunen går på sommerferie. Vi føler, det er blevet trukket ned over hovedet på os.

    Det har endnu ikke været muligt for DR at få en kommentar fra hverken Botilbuddet Norden ApS eller Udlændingestyrelsen vedrørende den manglende tilladelse til at huse udlændingene på bostedet i Vrå.

  8. I går kl. 20:50

    Ecco kan snart ikke kalde sig kongelig hofleverandør længere: En usædvanlig, men nødvendig beslutning

    Demonstranter troppede op foran foran Ecco på Strøget i København i marts, fordi Ecco ikke vil stoppe salget af sko fra sine butikker i Rusland. (Foto: søren bidstrup © Ritzau Scanpix)

    Til næste år er det slut for Ecco med at pryde sig med en kongekrone, når firmaet vil sælge sko.

    Det danske skofirma fra Bredebro i Sønderjylland må fra april næste år ikke længere kalde sig kongelig hofleverandør. Det har det danske kongehus fortalt tidligere i dag.

    Siden Rusland valgte at invadere Ukraine, har flere vestlige virksomheder valgt at forlade det russiske marked. Men ikke Ecco. Her står man fast og fortsætter med at holde åbent i skofirmaets over 200 russiske butikker, der giver firmaet et trecifret millionoverskud.

    Beslutningen har ført til kritik af Ecco, hvilket også har fået flere sportskæder til at droppe salget af Eccos produkter. Dog begrunder Ecco beslutningen med, at de tager hensyn til deres russiske ansatte.

    Det danske kongehus ønsker ikke at forklare, hvorfor selskabet fra næste år mister titlen. Og i Sønderjylland er meldingen blot, at Ecco tager kongehusets beslutning til efterretning.

    Men Jacob Heinel Jensen, der dækker den kongelige familie for BT, er dog ikke i tvivl om, hvorfor Ecco mister sin krone. Den ligger i Ukraine og i Rusland.

    Kronprins Frederik har tidligere fortalt, at hans familie var bekymrede på grund af krigen i Ukraine. Her ses han under mindehøjtideligheden for ofrene for skyderiet i Field's sammen med prins Christian. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

    - Det er en ganske usædvanlig udmelding.

    - Vi skal huske på, at kronprinsen og dronningen har været ude at udtale sig om krigen, og kronprinsen har sagt, at vi står sammen med det ukrainske folk. Det passer ikke sammen med, at man giver Ecco kongekronen, siger Jacob Heinel Jensen.

    Det er jo en kæmpe mavepuster for ens brand.
    Carsten Herholdt, stifter af The Brand Agency

    Han har i flere artikler i BT dækket kongehusets og Eccos forhold i forbindelse med krigen i Ukraine. Han fortæller, at båndene er stærke, fordi Ecco var med til at finansiere dele af Schackenborg, men også nu står som medejer af slottet. Schackenborg var prins Joachim hjem fra 1993 og bruges stadig som prinsens hjem.

    Desuden ses kongefamilien og familien bag Ecco også privat, siger Jacob Heinel Jensen.

    Han vurderer, at kongehuset er blevet mere værdipolitiske, særligt på grund af kronprinsparret.

    I sagen om Herlufsholm Skole valgte kronprins Frederik og kronprinsesse Mary også at tage to af deres børn ud af skolen, efter Næstved-skolen i en TV2-dokumentar blev udsat for stor kritik på grund af krænkelser og vold. Sådan en kritik hænger ikke fantastisk godt sammen prinsesse Marys Mary Fonden, der bekæmper mobning, forklarer Jacob Heinel Jensen.

    Når kongehuset vælger at trække kronen og titlen som kongelig hofleverandør væk fra Ecco, så er det at pille ved Eccos dna. Det mener Carsten Herholdt, der er stifter af The Brand Agency, som hjælper virksomheder med reklamestrategier.

    - Det er jo en kæmpe mavepuster for ens brand. Både for de ansatte, men også muligheden for at markedsføre sig, siger han.

    Ukrainere demonstrere i København imod Eccos fortsatte arrangement i Rusland i marts. (Foto: søren bidstrup © Ritzau Scanpix)

    Han vurderer, at mærkatet kan have betydning i særligt Norden, men også i de asiatiske lande, hvor kongehuset og "den danske fortælling" betyder en del i markedsføringen.

    På den anden side er Ecco dog så stort et varemærke, at fjernelsen af kongekronen måske nærmere vil føles som en lille vind end et stygt stormvejr.

    - Faktisk er det ikke sikkert, at det vil påvirke Eccos salg. Ecco er gigantisk og har over 2.000 butikker på verdensplan. Eccos kendskabsgrad er så stor, at mange alligevel nok vil tænke Ecco, når man vil købe sko, siger Carsten Herholdt.

    Ifølge kongehusets hjemmeside kan 103 danske og 5 udenlandske virksomheder kalde sig hofleverandører til det danske kongehus.

  9. I går kl. 20:50

    Brand opstod i flymotor i Københavns Lufthavn

    Politi og redningsfolk drønede ud mod Københavns Lufthavn, hvor der her til aften var udbrudt brand i et passagerfly.

    Politiet skrev i første omgang på Twitter, at de havde fået melding om en "hændelse med et passagerfly", der havde problemer med gaten.

    Det blev dog ikke uddybet, hvad der var sket. Men der er kommet lidt mere klarhed over situationen nu.

    Branden opstod nemlig i en motor på et passagerfly, der holdt ved gaten.

    "Ilden slukket, passagerer er evakueret, og der er ingen tilskadekomne", oplyser Københavns Politi på Twitter.

    Tidligere i dag var Københavns Politi også på pletten, da en mistænkelig kuffert skulle undersøges. Det viste sig, at den var ganske ufarlig.

  10. I går kl. 20:40

    Dreyer siger farvel til Rusland og skifter permanent til FCM

    Efter et kort ophold i russisk fodbold vender Anders Dreyer nu hjem til FC Midtjylland på en permanent aftale. (Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

    Anders Dreyers eventyr i russisk fodbold har for denne omgang fået et endegyldigt punktum, efter den danske fodboldspiller har skrevet kontrakt med FC Midtjylland til 2026.

    Spekulationerne om Dreyers fremtid har været mange, men nu kan de parkeres.

    I forbindelse med udelukkelsen af russiske klubber fra international topfodbold fik Dreyer i marts muligheden for at komme til FCM på en lejeaftale i resten af den forgangne sæson.

    Den aftale er nu blevet lavet permanent.

    - Jeg ønskede et permanent skifte, og det var Kazan med på. Jeg synes, FC Midtjylland er kommet til et sted, hvor europæisk gruppespil og pokaler er noget, man skal spille med om hvert år, siger Anders Dreyer.

  11. I går kl. 20:21

    For mere end 40 år siden skød han præsident Reagan og tre andre: Nu beder han om tilgivelse

    John Hinckley Jr håber på tilgivelse efter sit attentatforsøg i 1981. (Foto: Brendan SMIALOWSKI © Scanpix Denmark)

    John Hinckley Jr. kunne for to uger siden endelig kalde sig en fri mand efter mere end 40 år, hvor han både har siddet bag tremmer og været prøveløsladt.

    Straffen er lang, og årsagen til det er, at han i 1981 skød den amerikanske præsident, Ronald Reagan, og tre af andre i dennes følge.

    Under et interview i ABC-programmet 'Nightline' fortæller han nu, at han er ked af sine gerninger dengang.

    - Jeg tror ikke, at de kan tilgive mig, og jeg bebrejder dem heller ikke for ikke at kunne det, forklarer han.

    Hinckley forklarede under sin anholdelse skyderiet med, at han ville imponere filmstjernen Jodie Foster. Han oplyser, at han intet havde imod præsidenten, som han tilmed mente var god, men at han blandt andet led af "en voldsom depression", da han planlagde skyderiet.

    Alle fire mænd overlevede 1981-attentatet, men to har fået alvorlige følgeskader.

    Pressemedarbejderen James Brady blev skudt i hovedet og sad i kørestol frem til sin død, mens Secret Service-agenten Thomas Delahanty har alvorlige nerveproblemer med venstre arm. Præsidenten slap med en tur på skadestuen i 12 dage.

  12. I går kl. 19:50

    Efterladte genstande fra søndagens skyderi bliver hentet

    Politiet er i dag blevet færdig med undersøgelserne i indkøbscenteret Field's, hvor skyderiet fandt sted i søndags.

    Efter skyderiet har politiet samlet efterladte genstande sammen, som det hele dagen har været muligt at hente.

    Og de efterlade genstande spænder bredt fra varer til tasker, sko og barnevogne.

    - Det er meget tydeligt, at folk har sluppet det, de har haft i hænderne, fortæller Vicepolitiinspektør Trine Fisker fra Københavns Politi.

    En af dem, der i formiddags var på Københavns Politigård for at hente sine ting, var Magdalen Matchenkowska.

    - jeg hentede min taske, pung, min mobiltelefon og trøje, der lå på bordet, hvor vi var ved at spise med mine to piger og min mand, beskriver hun.

  13. I går kl. 19:03

    Omdiskuteret Kyrgios spiller sig i sit livs første Grand Slam-semifinale

    Den australske tennisspiller Nick Kyrgios var rørt efter sejren. (Foto: Neil hall © Ritzau Scanpix)

    Der er mange meninger om tennisspilleren Nick Kyrgios, men efter sejren over Cristian Garin, så er det indiskutabelt, at han nu er i Wimbledon-semifinalen.

    Kyrgios spillede op til sit bedste, hver gang kampen blev sat på en spids, hvilket var nok til at slå Garin i tre sæt med cifrene med 6-4, 6-4, 7-6.

    Tiebreaken i tredje sæt var præget af nervøsitet, hvilket måske skyldes, at Kyrgios stod overfor karrierens største resultat.

    Af den grund var det også en lettere rørt Kyrgios, der udtalte sig overfor publikum på Court 1, da sejren blev en kendsgerning.

    - Jeg troede, at skibet, der skulle tage mig i en semifinale i en Grand Slam-turnering, var sejlet, siger Nick Kyrgios.

    Semifinalepladsen kommer i en periode, hvor der ellers er problemer uden for banen for Kyrgios.

    Tirsdag kom det frem, at tennisstjernen er anklaget for "overfald i hjemmet" tilbage i december. Det har Kyrgios advokat bekræftet.

    I semifinalen skal australieren møde vinderen af kvartfinalen mellem Taylor Harry Fritz og Rafael Nadal.

  14. I går kl. 18:58

    Mistænkt tilstår masseskyderi ved Highland Park

    En time efter det voldsomme skyderi mod en parade 4. juli i en forstad til Chicago under en fejring af den amerikanske uafhængighedsdag, fangede det lokale politi den 21-årige mand Robert E. Crimo.

    Politiet var overbevist om, at han var gerningsmanden, og den overbevisning viser sig nu at holde stik.

    For Robert E. Crimo erkender, at det er ham, som står bag masseskyderiet.

    Det fortæller en advokat fra Lake Countey ifølge Retuers.

    Skyderiet fandt sted ved Highland Park og kostede otte mennesker livet, mens 47 blev såret. Ifølge politiet affyrede Robert E. Crimo over 70 skud mod paraden i angrebet - som han nøje havde planlagt i flere uger.

    Robert E. Crimo står umiddelbart over for en straf på livstid uden mulighed for prøveløsladelse.

  15. I går kl. 18:43

    LIVE: Overlever Boris Johnson? Ministre flygter fra regeringen

    Boris Johnson i det britiske parlament i dag. (Foto: JESSICA TAYLOR © Ritzau Scanpix)

    Den britiske premierminister, Boris Johnson, kæmper for at blive ved magten.

    En række ministre har trukket sig fra regeringen i protest over ham og opfordrer ham til at gå af.

    Følg med i livebloggen her:

  16. I går kl. 18:25

    Ministre udvandrer i flok, men Boris Johnson nægter at forlade kriseramt regering

    Storbritanniens Boris Johnson har ikke tænkt sig at gå fra en regering i krise. Han bliver, mens minister efter minister forlader ham. (Foto: DANIEL LEAL © AFP or licensors)

    Det er næsten svært at skrive en opdateret artikel om den ministerflugt, der lige nu og i det seneste døgn har stået på i Boris Johnsons regering.

    For hver gang man tjekker, har antallet ændret sig. Endnu en minister er trådt tilbage.

    I skrivende stund har 16 ministre meldt sig ud.

    Det skulle dog vise sig, at de ikke blev de sidste. Onsdag formiddag fulgte den britiske børne- og familieminister Will Quince trop og gik af, ministeren for skolestandarder, Robin Walker, gjorde det samme, og siden - og på samme dag - har adskillige andre fulgt efter.

    En premierministers opgave under vanskelige omstændigheder, når man har et afgørende mandat, er at klø på.
    Boris Johnson, premierminister i Storbritannien

    Men på trods af afgangene fortalte Boris Johnson i en spørgetime i det britiske underhus i dag, at han ikke har tænkt sig at gå af og dermed forlade en regering i krise. I stedet vil han blive for at kæmpe.

    - En premierministers opgave under vanskelige omstændigheder, når man har et afgørende mandat, er at klø på, sagde Boris Johnson under spørgetimen.

    Her kan du se et udsnit fra den spørgetime, som Boris Johnson var i tidligere i dag:

    Ministerflugten sker i protest mod den seneste tids skandaler, som har ramt den britiske premierminister og hans regering.

    Senest har Boris Johnson fået stor kritik for håndteringen af sagen om et tidligere parlamentsmedlem, der blev tvunget til at gå af efter afsløringer om seksuelle krænkelser. I sagen ændrede Johnson forklaring ad flere omgange.

    Det fik finansminister Rishi Sunak og sundhedsminister Sajid Javid til at trække sig.

    Da finansministeren trådte tilbage, var det blandt andet med ordene, at "offentligheden forventer med rette, at regeringen opfører sig ordentligt, kompetent og seriøst".

    - Jeg mener, at disse standarder er værd at kæmpe for, og det er derfor, jeg træder tilbage, skriver Sunak i et tweet.

    Derudover er der den såkaldte partygate-skandale, hvor Boris Johnsom også kom i modvind. Her blev det afsløret, at der var blevet holdt fester i premierministerens embedsbolig på Downing Street 10, mens landet var lukket ned på grund af coronavirus i 2020.

    Den britiske regering består af premierministeren, som under sig har 20 kabinetministre og 99 viceministre. Regeringen har altså i alt 120 ministre.

  17. I går kl. 18:24

    Enhedslisten kalder manglende psykiatriplan for løftebrud

    Pernille Skipper (EL) mener, der er tale om et løftebrud, hvis ikke der ligger en aftale inden et valg. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

    Tragedien i Field's søndag aften har sat gang i debatten om en tiårsplan for psykiatrien endnu engang.

    Og nu siger Enhedslisten, at hvis ikke regeringen har formået at stable en aftale om den tiårige plan for psykiatrien på benene inden et eventuelt folketingsvalg, så er der tale om et løftebrud.

    Det fortæller partiets psykiatriordfører, Pernille Skipper (EL).

    - De seneste par måneder har vi gået og råbt ad Magnus Heunicke - både bag lukkede døre, men også i pressen - for at sige til ham, at vi er altså bange for, at det, han gør lige nu, det er at trække tiden, siger hun.

    Efter vores mening skal man jo ikke vente til man er på kanten af en regeringsperiode med at indfri forståelsespapiret
    Karina Lorentzen, gruppeformand i SF

    - Så kommer der valg, inden vi får lavet en aftale. Og det er altså løftebrud.

    En tiårsplan for psykiatrien står nemlig i det forståelsespapir, som regeringen aftalte med sine støttepartier, da regeringen blev dannet efter det seneste folketingsvalg.

    Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har i forrige uge indkaldt folketingets partiet til forhandlinger om netop psykiatriplanen 9. september.

    Men stod det til både Enhedslisten og SF, så gik forhandlingerne altså i gang endnu tidligere.

    - Vi har efterlyst det her rigtig mange gange. Efter vores mening skal man jo ikke vente, til man er på kanten af en regeringsperiode med at indfri forståelsespapiret, siger gruppeformand for SF Karina Lorentzen.

    Karina Lorentzen (SF) vil have forhandlingerne tidligere end september. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

    Ifølge politiet er den mistænkte 22-årige kendt i psykiatrien, og han blev varetægtsfængslet i surrogat. Det vil sige varetægtsfængslet på en lukket psykiatrisk afdeling i stedet for i et fængsel.

    Detaljer om hans forhistorie i psykiatrien er dog endnu ikke kendt, men det har alligevel sat gang i en større debat om en manglende psykiatriplan.

    Det er dog kommet frem, at den 22-årige forsøgte at ringe til Psykiatrifondens kriselinje før skyderiet. Telefonerne var dog lukkede, da åbningstiderne var ændret på grund af sommerferie.

    Forhandlingerne om psykiatriplanen kan altså risikere at ligge i kanten af en regeringsperiode, hvis De Radikale indfrier truslen om at stille mistillidsvotum 4. oktober, hvis ikke statsminister Mette Frederiksen (S) har udskrevet valg inden.

    I forhold til at det er så længe siden, styrelsen kom med et udspil, mener jeg, der er dømt nøl.
    Christina Thorholm, Socialordfører i De Radikale

    Også i Venstre undrer de sig over, at de skal vente helt til september.

    - Jeg forstår ikke, hvorfor vi skal vente til september. Vi har længe sagt, vi er klar til at sætte os ved forhandlingsbordet. Så jeg synes godt, man kunne starte allerede i august, siger Jane Heitmann, der er partiets psykiatriordfører.

    Alle partierne inklusive De Radikale mener, at man snildt kunne have startet forhandlingerne i starten af året, hvor Sundhedsstyrelsen kom med sit faglige oplæg til en ny plan.

    Men der har altså været musestille fra regeringen, når det kom til at sende en invitation til forhandlingerne.

    - I forhold til at det er så længe siden, styrelsen kom med et udspil, mener jeg, der er dømt nøl, siger socialordfører i De Radikale, Christina Thorholm.

    - Som politikere har vi jo alle sammen et ansvar, men regeringen har serveretten på det her. Det er et svigt af psykiatrien, for vi ved godt, der har været mange udfordringer de sidste år, siger hun videre.

    Den opfattelse deler Enhedslisten.

    - Der er gået rigtig lang tid med at lave et rigtig vigtigt arbejde, som Sundhedsstyrelsen er kommet med i januar, siger Pernille Skipper.

    Der er tale om løftebryd, hvis der ikke lander en aftale om en tiårig plan for psykiatrien inden et eventuelt folketingsvalg, mener Pernille Skipper. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    - Men efter januar må man bare sige på godt jysk, at vi har bøvlet en del med regeringen om at få forhandlinger i gang.

    Hun understreger endnu engang vigtigheden af at få klappet aftalen af, inden der kommer et valg, og dermed også vigtigheden af at få sat gang i forhandlingerne inden 9. september.

    SF mener også, at det vil være "rigtig ærgerligt", hvis ikke planen kommer på plads inden et valg.

    Sundhedsminister Magnus Heunicke hører støttepartiernes frustration over, hvorvidt der lander en aftale om psykiatrien inden et kommende folketingsvalg.

    - Jeg kan love, at jeg vil gøre alt for det. Vi har det faglige oplæg, vi har haft møder med eksperter og med partiernes ordførere. Jeg mener, vi sådan set er klar, siger sundhedsministeren, som tilføjer:

    - Jeg mener, det vil kunne lade sig gøre at lave en aftale forholdsvist hurtigt. Men som samtidig er grundig og baserer sig på det grundige arbejde.

    Vi skal forbedre vores psykiatri, og det er uafhængigt af den tragiske skudepisode i Field's.
    Magnus Heunicke (S), Sundhedsminister

    Selve forhandlingerne kan ifølge Heunicke først finde sted efter sommerferien, da der fortsat er travlt med forhandlinger om en anden reform, nemlig sundhedsformen.

    - Så snart de er færdige - det er de før sommer - begynder vi så på forhandlinger om psykiatriplanen.

    Han tilføjer, at der blandt andet på grund af coronapandemien også har været forsinkelser på oplægget til tiårsplanen, der landede tidligere i år.

    Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) håber, forhandlingerne om en tiårsplan i psykiatrien hurtigt kan falde på plads.

    Sundhedsministeren medgiver, at psykiatrien længe har været udsultet, og derfor vil regeringen også sætte ind med flere initiativer.

    - Vi skal forbedre vores psykiatri, og det er uafhængigt af den tragiske skudepisode i Field's.

    Ved regeringens første finanslov blev der tilføjet 600 millioner kroner ekstra til psykiatrien, som der ifølge ministeren også var behov for.

    - Der arbejder nu 600 mennesker flere i psykiatrien, der er ved at blive etableret 121 nye sengepladser i retspsykatrien og Børne- og ungepsykiatrien, siger Heunicker og tilføjer:

    - Oven på det lægger vi så vores tiårsplan for psykiatrien, som vi gik til valg på.

    Heunicke tilføjer, at de i forbindelse med tiårsplanen for psykiatrien kigger ind i oprettelse af én samlet landsdækkende linje, hvor folk kan ringe ind til døgnet rundt.

    - Jeg mener, det skal være så enkelt og simpelt som muligt. Med en åbningstid døgnet rundt, med ét nummer i hele landet.

  18. I går kl. 18:22

    Vinden giver hjemmebanefordel til EM i sejlsport

    Fra 5. til 10. juli er der er EM i sejlsport i Aarhus, hvor også sejlere udenfor Europa deltager for at prøve evnerne af. Foto: Simon Brix

    Med 10 meter i sekundet rammer vinden de mange farvestrålende flag og trækker hastigt bådende længere ud i Aarhus Bugten.

    Men både styrke og retning kan være svært at vide sig sikker på, når man som hundredevis af sejlere i disse dage dysteri EM i sejlsport i Aarhus. Disciplinerne er de samme, som der blev dystet i ved seneste OL; 49er, 49erFX og Nacra 17.

    - Man kan godt tro, det er nemt og forudsigeligt, men så skifter det pludseligt, siger Per Hjerrild, Regatta Manager hos Sailing Aarhus.

    Han er en de lokale, der hjælper alle sejlerne på plads, når de er på land. Men når de i bølgerne, er det op til sejlerne selv at sørge for, at de har styr på alle vejrforholdene og den lokale geografi.

    - Aarhus har både flade stykker, men også høje bygninger, og det skal man tage højde for som både arrangør og sejler. Andre sejlere (fra andre dele af verden, red.) kan være vant til forhold, hvor man i højere grad kender vinden, og ved hvornår den slår over. Det kan man ikke sige her på samme måde, fortæller Per Hjerrild.

    De dystes i tre forskellige klasser, der også sejles i til OL. Banerne ligger ude i Aarhus Bugten, og den særlige topografi kan give drilske vindforhold for sejlerne på det ellers rolige vand. Foto: Simon Brix

    De lette 49er-både racer rundt i bugten, og på afstand kan man se, hvordan duoerne ombord på et splitsekund springer fra den ene side til den anden, og selvfølgelig dukker hovedet halvvejs, for at undgå at komme i karambolage med skibets mast, der hastigt svinger fra side til side.

    Og det er ikke bare kroppen, der skal være skarp på de mange omstillinger og skiftende vindretninger. Det skal sindet også, fortæller Peter Homilius Hansen, cheftræner i Elitecenter Aarhus, under Dansk Sejlunion.

    - 80 procent af alle beslutninger, man træffer som sejler, er baseret på vind. Derfor er det enormt vigtigt at kunne læse vinden. Derfor bruger vi også meget tid på at meteorologi på et praktisk niveau, for eksempel at kunne aflæse vandet, så vi ved, at de mørke områder er der, hvor der er mest vind, forklarer Peter Homilius Hansen og peget ud på Aarhus bugten.

    Samtidig trækker nogle polske, engelske og new zealandske sejlere deres både op af vandet. De tætsiddende neoprendragter afslører, at en ordentlig fysik er påkrævet for at kunne tøjle båd og vejr. Men Peter Homilius Hansen understreger, at træningen også foregår med dagens vejrudsigt.

    - Jeg har sejlet over det meste af verden, og jeg synes faktisk, vi i Danmark har nogle virkelig gode vejrudsigter fra DMI. Og det er vigtigt. jeg vil gætte på, at hvert hold sejlere har kigget på vejrudsigten 15-20 gange, inden de skal ud, siger han, og understreger, at det igen er vinden, der er afgørende.

    - For hver sekundmeter, vinden ændrer sig, jo mere ændrer båden sig. Så vi forsøger hele tiden at læse vinden de næste 20 minutter.

    De to new zealandske sejlere Oscar Gunn og Logan Dunning Beck oplever i høj grad, at lokale kan få et forspring i bølgerne på grund af deres kendskab til særligt vinden. Foto: Simon Brix

    Med det store fokus på vejr, prognoser og forståelsen af begge dele, følger også et behov for at kunne planlægge.

    - Vinden er jo doven og vil løbe, hvor den møder mindst modstand. Ved vestenvind er det afgørende at aflæse et mønster, opsummerer elitecheftræner fra Dansk Sejlunion Peter Homilius Hansen.

    Men Aarhus bugten er særligt drilsk. Mens det meste af landskabet ud til kysten er fladt, sørger både Riis Skov og højden, som Risskov ligger på, for, at man kan møde en springende vind, der kan skifte både retning og styrke. Det kan ske, hver gange der er vestenvinden, hvilket er den mest normale vindretning i landet.

    Det gør det tæt på umuligt at ligge en fast strategi i bugten. Men det er ikke alle forundt at kende den konklusion, og derfor kan danske og særligt lokale sejlere have en fordel.

    - Aarhus er så svær og kaotisk, så det er svært at finde et mønster, men det er faktisk endnu vigtigere at vide, at der ikke er et mønster. Det kan være lige så vigtigt som at prøve at forudsige det. Det er da en eller anden form for hjemmebanefordel, siger han.

    Og det nikker de anerkendende til langs den 49er båd, der netop er trukket op på land, hvor et new zealandsk sejl endnu vejrer i vinden, mens 23-årige Oscar forsøger at bugsere båden op på en trailer.

    Man kan virkelig mærke, at de lokale er vant til at sejle her. Det kan man direkte se.
    Oscar Gunn, sejler

    De to new zealændere har ellers forsøgt at fratage de lokale danske konkurrenter fordelen i lokalkendskab til vind og bugt. Begge sejlede her i 2014 og igen 2018. Og mens de forskellige baner strækker sig langt ud i bugten, og derved nærmer sig Djurslands sydlige pynt, så er det ikke her, de to blev mest overrasket over vindforholdende.

    - Da vi sidst var her, var der jo ikke andet end et enkelt lille skur herude, griner de og peger omkring sig på Aarhus Ø.

    - Nu er der jo høje bygninger, og mange af dem, og det kan virkelig give drilske forhold med vinden. Så det er noget helt andet at sejle her nu end i 2018.

  19. I går kl. 18:20

    Juraeksperter: Rugemoderfirma handler 'ulovligt' i Danmark

    Tammuz har arbejdet med at formidle og annoncere for rugemoderskabsaftaler i Danmark siden 2016, hvor de etablerede et nordisk kontor. (© DR Grafik Nathalie Nystad)

    Det israelske firma Tammuz har i seks år annonceret for, at danskere kan betale hundredtusindvis af kroner for at få et barn gennem en udenlandsk rugemor.

    Men virksomhedens praksis er ulovlig, fortæller flere juraprofessorer til DR's P1.

    Hvis jeg skulle give et juridisk råd til den pågældende virksomhed, så var det: drop Danmark, I kan ikke gøre det uden at komme i strid med adoptionsloven.
    Sten Schaumburg-Müller, professor i strafferet på Syddansk Universitet

    - Hvis jeg skulle give et juridisk råd til den pågældende virksomhed, så var det: drop Danmark, I kan ikke gøre det uden at komme i strid med adoptionsloven, siger Sten Schaumburg-Müller, der er professor i strafferet på Syddansk Universitet.

    Det strider mod dansk lovgivning at formidle kontakt mellem en dansker og en rugemor i udlandet. Det er også forbudt at annoncere for rugemoderaftaler. Sådanne overtrædelser kan ifølge adoptionsloven give en bøde eller fængsel i op til fire måneder.

    Alligevel annoncerer Tammuz mod Danmark. Virksomheden har en dansksproget hjemmeside, hvor kunder kan livechatte på dansk og få information om virksomhedens priser for aftaler om rugemoderskab - også kendt som surrogati.

    Der er mulighed for at livechatte, på dansk, inde på Tammuz’ dansksprogede hjemmeside, hvor man kan få oplyst hvad virksomhedens forskellige rugemoderskabsaftaler koster. (Screenshot DR, Tammuz.com/da)

    Desuden har virksomheden betalte annoncer hos Facebook og Google målrettet et dansktalende publikum.

    Netop derfor mener Birgit Feldtmann, professor i strafferet på Aalborg Universitet, at virksomheden overtræder dansk lovgivning.

    - Man (Tammuz, red.) henvender sig til et dansk publikum, man henvender sig til danske potentielle kunder, og det foregår på dansk blandt andet med chatten. Min vurdering er, at det er ulovlig annoncering. Fordi det er forbudt at lave annoncering for surrogati ifølge Adoptionsloven.

    Tammuz har flere Google-annoncer, som henviser til deres dansksprogede hjemmeside, når man søger efter rugemoderskab og surrogati på søgemotoren.(Screenshot DR, Google.com)

    Mikkel Raahede, der er landerepræsentant for Tammuz i Danmark, er klar over, at det er ulovligt at formidle rugemoderskabsaftaler og annoncere for det.

    - Det er derfor, jeg arbejder fra Sverige, har han tidligere fortalt til DR.

    Han oplyser yderligere til DR, at hjemmesiden bliver administreret fra Tammuz’ hovedkontor i Tel-Aviv i Israel. Men det gør ingen forskel, hvis annonceringen er målrettet Danmark, siger Birgit Feldtmann, professor i strafferet:

    - Hvis man laver indhold og hjemmesider, der har en særlig tilknytning til Danmark, så er det forhold begået i Danmark. Uanset hvor hjemmesiden ellers hører hjemme. Det er ret tydeligt, at man går efter en dansk kundekreds og interessenter via sproget og tydeligt via det indhold, og at man kan chatte på dansk.

    Selvom Tammuz’ landerepræsentant fortæller, at de opererer fra udlandet, viser DR's research, at Tammuz har annonceret for fysiske seminarer i København om, hvordan man kan få et barn gennem en rugemoder. Det fremgår af ældre udgaver af Tammuz’ dansksprogede hjemmeside.

    Tammuz har også annonceret for, at potentielle kunder kan holde personlige møder med virksomhedens landerepræsentant, hvor de kan stille spørgsmål om virksomhedens arbejde og rugemødrenes destinationer.

    Det har de på deres Facebook-side, hvor de i efteråret 2021 oplyste om specifikke datoer, hvor virksomheden vil være tilstede i Aarhus.

    Tammuz har gennem deres Facebook-side annonceret for, at man personer kan booke møde firmaets landerepræsentant til et personligt møde i efteråret 2021 i Aarhus. (Screenshot DR, Facebook: "Tammuz Nordic".)

    Selvom virksomheden har adresse i Tel Aviv, og landerepræsentanten mener, at han arbejder fra Sverige, så kan Tammuz retsforfølges fra Danmark.

    - Det gælder alle, der medvirker til den ulovlige handling. Det vil sige, at en repræsentant i Danmark, der går rundt og markedsfører de her tjenester på den ene eller den anden måde, også vil kunne blive dømt for en overtrædelse, siger Jan Trzaskowski, professor i markedsføringsret på CBS.

    Social- og ældreminister Astrid Krag (S) oplyser i et skriftligt svar, at hun allerede har rettet henvendelse til Ankestyrelsen, der er øverste myndighed i spørgsmål om rugemoderskab.

    - Hvis de oplysninger, som P1 har, er korrekte, så er det alvorligt bekymrende, skriver hun.

    - P1’s oplysninger om blandt andet fysiske seminarer i Danmark er nye for mig. Derfor har jeg videregivet oplysningerne til Ankestyrelsen som opfølgning på min tidligere anmodning til styrelsen, skriver social- og ældreminister Astrid Krag videre.

    Det har hele tiden været Tammuz’ opfattelse, at så længe materialet ikke annonceres på og i danske medier og i henhold til gældende relevante nationale lovgivninger, er der ikke problemer.
    Mikkel Raahede, landerepræsentant for Tammuz i Danmark

    Landerepræsentant for Tammuz i Danmark Mikkel Raahede svarer i et skriftligt svar, at han mener, der er behov for at ændre lovgivningen på surrogati-området, og at det ikke har været hans opfattelse, at virksomheden overtræder dansk lov.

    - Det har hele tiden været Tammuz’ opfattelse, at så længe materialet ikke annonceres på og i danske medier og i henhold til gældende relevante nationale lovgivninger, er der ikke problemer. Der er tale om en hjemmeside, der administreres af Tammuz, en Israelsk virksomhed med hovedsæde i Tel Aviv, Israel, står der i Mikkel Raahedes svar.

    Han skriver videre:

    - Skulle det efter nærmere undersøgelser vise sig, at denne praksis ikke er i overensstemmelse med en generelt accepteret fortolkning, vil Tammuz naturligvis ændre praksis.

    Ankestyrelsen bekræfter overfor DR, at de har modtaget Social- og Ældreministerens henvendelse om Tammuz, men oplyser yderligere, at de ikke kan udtale sig om den konkrete sag.

  20. I går kl. 17:56

    Simon Clarke vinder 5. etape på brostenene: Vingegaard lider lille tidstab til Pogacar

    Efter en utrolig tæt spurt tog det løbsarrangørerne flere minutter at offentliggøre, hvorvidt Taco van der Hoorn eller Simon Clarke var vinderen af dagens etape. (Foto: GONZALO FUENTES)

    Den australske cykelrytter Simon Clarke fra holdet Israel-Premier Tech vandt onsdag 5. etape i Tour de France efter en yderst dramatisk afslutning.

    Undervejs på brostensetapen havde det danske klassementshåb Jonas Vingegaard en defekt.

    Derfor måtte han sammen med sine holdkammerater, anført af Wout van Aert i den gule førertrøje, kæmpe som en besat for at begrænse tidstabet til den forsvarende Tour de France-mester, Tadej Pogacar.

    Selvom der på et tidspunkt var over et minut mellem Vingegaard og Pogacar, så lykkedes det danskeren og Jumbo-Visma-holdet at mindske det endelige tidstab til 13 sekunder.

    Værre gik det for Vingegaards medkaptajn, Primoz Roglic, for han styrtede efter at have kørt ind i en halmballe. Roglic tabte over to minutter til Pogacar.

    Magnus Cort, som kørte sig i bjergtrøjen på de tre etaper i Danmark, var igen i udbrud og kæmpede med om etapesejren.

    Han blev hægtet af i slutfasen og måtte tage til takke med femtepladsen.

    Wout van Aert formåede at forsvare den gule førertrøje.

  21. I går kl. 17:38

    Politiet afslutter undersøgelser i Field's

    Københavns Politi har siden søndagens skyderi i Field's været til stede i centret for at danne sig et overblik over episoden og lede efter spor. Dette arbejde afsluttes nu.

    Det oplyser de på Twitter.

    Derfor overdrages Field's nu til indkøbscentrets ledelse.

  22. I går kl. 17:36

    Mistænkelig kuffert i Københavns Lufthavn var falsk alarm

    Københavns Politi var fra omkring klokken 16 til stede i Københavns Lufthavn for at undersøge en mistænkelig kuffert.

    Derfor afspærrede de et område i terminal 2, mens den blev undersøgt.

    Men kufferten viste sig at være ganske ufarlig. Det skriver Købehavns Politi nu på Twitter.

    Derfor er afspærring fjernet igen.

  23. I går kl. 17:22

    Metallica brager afsted på hitlisterne og takker Netflix-serie for det

    Sammen med sine bandmedlemmer i Metallica var danske Lars Ulrich helt oppe at køre over finaleafsnittet af Stranger Things, hvor deres sang 'Master of Puppets' spiller en stor rolle. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    Først gjorde Netflix-serien 'Stranger Things' et gammelt Kate Bush-nummer til noget nær den mest hørte sang på kloden, og nu kan det samme meget vel være ved at ske for Metallica-nummeret 'Master of Puppets' fra 1986.

    Sangen spiller en central rolle i den seneste sæsons finaleafsnit, som har været udgivet siden den 1. juli, og brager lige nu afsted på hitlisterne.

    På musiktjenesten Spotifys globale lister over verdens mest hørte sange er den lige nu nummer 14, og det lader ikke til, at den har tænkt sig at stoppe der.

    Brugen af det efterhånden gamle Metallica-hit vækker glæder hos metalbanden, som i et opslag på Instagram skriver, at de er begejstrede for den måde serieskaberne har inkorporeret sangen i 'Stranger Things' på.

    - Da vi så, hvordan de havde løst opgaven, blev vi overvældet. Det er så ekstremt godt eksekveret, skriver bandet blandt andet på Instagram.

    Det lader dog ikke til, at sangen er lige så populær i Danmark som andre steder i verden. I hvert fald er den ikke at finde på Spotifys danske hitliste.

  24. I går kl. 17:20

    Rødindsmurte spaniere åbner omdiskuteret tyreløbsfestival

    Rødvinen er her, der og alle vegne under åbningen af San Fermín. (Foto: JUAN MEDINA © Ritzau Scanpix)

    Så kan alle aficionados godt læne sig tilbage og knappe deres San Miguel op.

    For i dag starter festivalenSan Fermín, der for fans af tyrefægtning må være lige så imødeset, som juleaften er det for et lille barn.

    San Fermín er en ugelang begivenhed, der afholdes hvert år i den spanske by Pamplona i det nordlige Spanien.

    Fejringerne starter ved middagstid den 6. juli og fortsætter indtil midnat den 14. juli.

    Festivalen er især berømt og berygtet for det voldsomme tyreløb, som finder sted i byens gader, der kaldes "Sanfermines". Det er første gang siden coronaepidemien, at festivalen finder sted.

    Nedenfor kan du se billeder fra åbningsceremonien.

    • Der er mange traditioner i forbindelse med åbningen af San Fermin-festivalen. For eksempel bliver der hældt vin udover alt og alle. (Foto: JUAN MEDINA © Ritzau Scanpix)
    • Et lokalt band spiller pamplonsk musik som en del af åbningsceremonien. (Foto: ANDER GILLENEA © Ritzau Scanpix)
    • De fleste deltagere har medbragt røde tørklæder. Rød er generelt en farve, man ser overalt i gadebilledet. (Foto: MIGUEL RIOPA © Ritzau Scanpix)
    • Nogle har købt billet til de helt gode pladser. (Foto: JESUS DIGES © Ritzau Scanpix)
    • Man kan jo blive så begejstret, at politiet involveres. Det kender vi alle. (Foto: MIGUEL RIOPA © Ritzau Scanpix)
    1 / 5
  25. I går kl. 17:12

    DR-korrespondent hopper med ombord: For 67 kroner kan du rejse med tog i Tyskland i en måned

    Smæk rumpetten i sædet, kig ud af ruden, og så kan du ellers bare læne dig tilbage, mens landskabet suser forbi dig.

    Med tog kan man komme vidt omkring, og hos DSB mærker de også begejstringen. De melder udsolgt på alle direkte togforbindelser til Tyskland frem til 19. juli.

    Og noget tyder på, at Tyskland er stedet at være denne sommer.

    For de tyske regionaltog er propfyldte i øjeblikket, men det kunne et initiativ fra den tyske regering også være årsagen til.

    For ni euro - hvad der svarer til 67 kroner - kan man nemlig rejse rundt på tværs af landet i en hel måned.

    Du kan se Michael Reiters rejse i toppen af artiklen.

  26. I går kl. 16:35

    Markant fald i ansøgere til sygeplejeuddannelsen vækker bekymring i Nordjylland

    - Det er meget bekymrende, at færre og færre melder sig ind på sygeplejeuddannelsen i Nordjylland.

    Sådan lyder det fra Peter Møller Pedersen, uddannelsesidrektør på UCN.

    For i år er der 295, der har søgt ind på sygeplejeuddannelsen via kvote 1, og det er 36 procent færre end sidste år.

    - I sidste ende kan det betyde, at vi ikke kan uddanne sygeplejersker nok til sundhedsvæsenet, og det vil jo selvfølgelig få fatale konsekvenser, siger Peter Møller Pedersen.

    Alle de store velfærdsuddannelser har fået færre ansøgere end i 2021.

  27. I går kl. 16:29

    Jack Wilshere er fortid i AGF

    (Foto: Ernst van norde © Ritzau Scanpix)

    Når Superligaen igen bliver sparket i gang i næste uge, bliver det uden Jack Wilshere.

    Den tidligere Arsenal-spiller skrev i februar en kontrakt med AGF, der varede sæsonen ud. Nu er klubben og Wilshere, der har spillet 34 landskampe for England, blevet enige om ikke at forlænge samarbejdet.

    Det skriver klubben på sin hjemmeside.

    - Vi ønsker alle at takke Jack for den tid, han har været i AGF. Det har været en stor fornøjelse at arbejde sammen med ham og opleve ham dele ud af sine erfaringer fra en meget flot og speciel karriere, siger AGF-sportschef Stig Inge Bjørnebye i en pressemeddelelse.

    Jack Wilshere nåede at spille 14 kampe for klubben. På sin hjemmeside skriver AGF, at der har været dialog omkring en forlængelse af samarbejdet, men at der i sidste ende ikke var enighed.

    Engelske Wilshere lavede en enkelt assist i sine 14 kampe. Ingen af dem endte med en sejr til AGF.

    - Med sin tillidsfulde personlighed og nede-på-jorden-attitude har han gjort et stort indtryk på alle i AGF. Han er blevet en ven af vores klub, og vi ønsker ham alt det bedste for fremtiden og held og lykke med de nye udfordringer, han kaster sig over, siger Stig Inge Bjørnebye.

  28. I går kl. 16:13

    Politiet undersøger mistænkelig kuffert i Københavns Lufthavn

    Københavns Politi er lige nu til stede i Københavns Lufthavn i anledning af en mistænkelig kuffert.

    Derfor har de afspærret et område i terminal 2, mens den undersøges.

    Samtidig oplyser de, at de sender en ny opdatering ud på Twitter, når de har nyt i sagen.

  29. I går kl. 16:01

    Milanos kokainkonge overført til Italien efter flere årtiers jagt

    55-årige Rocco Morabito skal sidde i fængsel i 30 år. (Foto: Ueslei Marcelino © Ritzau Scanpix)

    En af Italiens mest eftersøgte mænd er nu tilbage i landet efter flere årtier på flugt.

    Rocco Morabito, der er kendt som "kokainkongen af Milano", blev arresteret sidste år i Brasilien efter at have gemt sig bag en falsk identitet i Sydamerika i mange år.

    Men da han registrerede sin datters fulde navn ind på den skole, hun skulle starte på, blev myndighederne i byen João Pessoa opmærksomme på hans tilstedeværelse. Og efter flere timers overvågning slog de til.

    Det skriver BBC.

    Rocco Morabito var en central figur i den italienske Ndrangheta-mafia, der vurderes at stå bag indsmuglingen af cirka 80 procent af al den kokain, der sniffes i Europa.

    Den 55-årige mafioso skal sidde 30 år i fængsel.

  30. I går kl. 15:51

    Krisen fortsætter: Endnu seks ministre trækker sig fra Boris Johnsons regering

    Det går ikke stille for sig i Boris Johnsons regering i dag.

    Listen af ministre, der siden i går har trukket sig, bliver længere og længere.

    I et fællesbrev, som Sky News har publiceret, skriver fem viceministre, at de følger i hælene på deres kollegaer.

    En sjette minister har i en seperat erklæring også meddelt, at han trækker sig.

    Lægger vi alle fratrædelserne sammen, når vi op på 14 ministre.

    Fratrædelserne er sket i protest mod premierministeren efter den seneste tids skandaler, som Johnson og hans regering har været genstand for.

  31. I går kl. 15:29

    'Meget beklagelig administrativ fejl' fra Statsministeriet koster 4,2 millioner skattekroner

    Det kan være dyrt at rejse.

    Det har det også været for Statsministeriet, der fra 2016 til 2021 har brugt 4,2 millioner kroner til hotel- og transportudgifter i forbindelse med statsministres deltagelse i EU-topmøder.

    Men pengene kunne have været refunderet, oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.

    Udenrigsministeriet har derfor undersøgt, om millionerne kan refunderes med tilbagevirkende kraft, men EU har meddelt, at det ikke er muligt.

    Statsministeriet kalder hele miseren for en "meget beklagelig administrativ fejl".

    - Der er nu indført en ny administrativ praksis, så det sikres, at der søges refusion for både transport og hotel for alle rejser til EU-topmøder, der er eller vil blive gennemført i 2022 og derefter, siger Helene May Vibholt, afdelingschef for organisation og service i Statsministeriet.

  32. I går kl. 15:13

    20-årig mand undgår udvisning for dødskørsel med 100 kilometer i timen

    Det koster en 20-årig mand tre år og ni måneders fængsel, at han en juninat sidste år kørte med mindst 100 kilometer i timen ind i krydset mellem Borups Allé og Mågevej i København.

    Han ramte en 21-årig mand, som var på vej hjem fra fest med tre venner. Den 21-årige døde på stedet af sine voldsomme kvæstelser.

    Trods den lange fængselsstraf undgår den 20-årige mand at blive udvist af landet, som anklagemyndigheden ellers gik efter. I stedet fik den dømte en advarsel.

    - Betingelserne i Udlændingeloven for udvisning er opfyldt. Men vi har fundet, at det ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at udvise dig, sagde retsformand Louise Falkenberg til den dømte.

    Den dømte har udbedt sig betænkningstid i forhold til at anke.

  33. I går kl. 15:03

    Dansk håndboldkeeper skal spille for FC Barcelona

    Emil Nielsen har 17 landskampe for Danmark. (Foto: Mikkel Berg Pedersen © Ritzau Scanpix)

    Håndboldmålmanden Emil Nielsen skifter sin franske klub Nantes ud med de spanske giganter fra FC Barcelona.

    Det oplyser storklubben på sin hjemmeside.

    Den 25-årige landsholdsspiller har fået en kontrakt til 2025.

    - Jeg er meget spændt på at spille for Barcelona. At komme hertil har altid været min drøm, siger Emil Nielsen til klubbens hjemmeside.

    I 2019 skiftede Emil Nielsen fra Skjern Håndbold til Nantes. Inden det spillede han for Århus Håndbold.

    Og det er ikke bare hvilken som helst storklub, som Emil Nielsen skal tørne ud for. FC Barcelona har vundet Champions League de seneste to sæsoner og 11 gange i alt, hvilket er flest nogensinde.

  34. I går kl. 14:47

    Boris Johnson nægter at forlade regeringen, efter flere ministre er trådt af

    Hvis nogen troede, at Boris Johnson følte sig presset til at gå af som Storbritanniens premierminister, kan de godt tro om igen.

    For han vil med egne ord blive ved med at kæmpe for ikke at forlade en regering i krise.

    - En premierministers opgave under vanskelige omstændigheder, når man har fået et kæmpestort mandat, er at fortsætte, sagde Johnson under en spørgetime i det britiske underhus i dag.

    - Og det er det, jeg har tænkt mig at gøre.

    Spørgetimen kommer, efter fem ministre fra Johnsons regering på under et døgn har trukket sig i protest mod premierministeren.

  35. I går kl. 14:33

    Endnu en person er fængslet i drabssag fra Silkeborg

    Tidligere i dag blev en fjerde person anholdt og fremstillet i grundlovsforhør i forbindelse med et drab, der blev begået på Langelinie i Silkeborg tilbage i januar.

    Christian Skov Poulsen, der er anklager i sagen, oplyser efter grundlovsforhøret til Ritzau, at den anholdte, som er en 40-årige mand, nu er fængslet.

    Den 40-årige mand er den fjerde person, der bliver fængslet i sagen. To mænd og en kvinde sidder i forvejen fængslet i sagen. Det har de alle gjort i flere måneder.

    Ifølge sigtelsen blev offeret, en 54-årig mand, stukket flere gange med en kniv og fik blandt andet skåret halsen over. Manden forblødte efter det voldsomme overfald.

    Indtil nu har politiet formodet, at der var tale om et opgør i misbrugsmiljøet. Det er stadig den formodning, man arbejder ud fra.

  36. I går kl. 14:28

    Selv om den britiske regering falder sammen om ørerne på ham, står Johnson fast: Min opgave er at klø på!

    Selvom medlemmerne af den britiske regering fortsat falder som fluer, har chefen for det hele, premierminister Boris Johnson, på ingen måde tænkt sig at forlade sin post.

    Det har han netop slået fast under en - selv efter britiske forhold - ophedet spørgetime i parlamentet.

    Her blev Johnson blandt andet spurgt, om han kunne forestille sig et scenarie, hvor han rent faktisk ville trække sig.

    - Hvis jeg følte, at det ville være umuligt for regeringen at blive siddende, ville jeg træde af, lød det fra Johnson inden han tilføjede:

    - Men en premierministers opgave under svære omstændigheder, når han har et afgørende mandat, er at klø på! Og det har jeg tænkt mig at gøre!

    I går satte den britiske sundhedsminster og finansminister gang i en lavine af opsigelser internt i regeringen, der er fortsat dagen igennem. Flere britiske medier spekulerer derfor heftigt i, om Johnson kan blive afsat af sine egne partimedlemmer i løbet af de næste timer og dage.

  37. I går kl. 14:19

    Danske virksomheder har tilbagebetalt 71 procent af coronalån

    Under coronapandemien måtte flere virksomheder ud at låne penge fra staten, for at holde hjulene kørende.

    1. april var førse betalingsfrist for mange virksomheder, 1. juni var der endnu en frist, der skulle overholdes.

    Skattestyrelsen oplyser i en pressemeddelelse, at virksomhederne har betalt 19,2 miliarder tilbage ud af de i alt 26,9 milliarder, som er lånt ud. Det svarer til 71 procent.

    Virksomheder, der hidtil ikke har kunnet betale deres coronalån retur, har mulighed for at oprette en betalingsordning hos Skattestyrelsen.

    Denne løsning har godt 15.000 virksomheder valgt at benytte, og i alt er 6,3 milliarder kroner af resterende lån inkluderet i en betalingsordning hos Skattestyrelsen.

  38. I går kl. 14:06

    Seks mænd tiltalt for at støtte Islamisk Stat

    Seks mænd enten tilsluttede sig terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien eller ydede økonomisk støtte til den.

    Det mener anklagemyndigheden, der nu har rejst tiltale mod mændene.

    To af mændene er sigtet for at være rejst ind i Syrien for at tilslutte sig organisationen.

    Den ene af dem og fire andre mænd er tiltalt for at have sendt penge til Islamisk Stat eller personer, som har været tilknyttet organisationen, skriver anklagemyndigheden.

    - Vi mener, at de seks personer med deres handlinger har bidraget til at fremme terrororganisationen Islamisk Stat, siger Jakob Berger Nielsen, statsadvokat i Viborg, der betegner den form for støtte som "meget alvorlig."

    De seks mænd er henholdsvis 37, 32, 31, 30, 29 og 28 år.

  39. I går kl. 14:00

    DSB melder om udsolgt på direkte togrejser til udlandet

    Alle direkte afgange til Tyskland er udsolgt med DSB frem til 19. juli melder de på deres hjemmeside. (Foto: Fabrizio Bensch/Reuters/Ritzau Scanpix)

    Lange køer i lufthavnene, strejker og høje brændstofpriser.

    Hos DSB melder de om udsolgt på alle direkte togforbindelser til Tyskland frem til den 19. juli.

    Udsolgte billetter viser en klar tendens, siger Charlotte Saltoft Kjærulff, kundechef i DSB, som ikke kun skyldes, at folk er sultne for at komme ud og rejse.

    - Der er ikke nogen tvivl om, at der er en kæmpe rejselyst, fordi folk har været hjemme i Danmark i et par år på grund af corona.

    - Men allerede før corona så vi også, at den bæredygtige måde at rejse på, hvor det også går lidt langsommere, og man oplever noget undervejs, er en tendens, som bare tager til. Det tror jeg også, vi ser i år, siger hun.

    Der er netop mange gode grunde til, at vi vælger toget, når vi skal på sommerferie, mener Lars Thykier fra Danmarks Rejsebureau Forening.

    - Vi ser for eksempel, at bæredygtigheden er kommet tilbage på dagsordenen, siger han.

    Stefan Pfattheicher, som er lektor og centerleder ved center for integrativ erhvervspsykologi ved Aarhus BSS, er i tvivl om, hvorvidt forbrugerne pludselig er blevet mere motiverede til at tage toget af hensyn til bæredygtigheden.

    I Frankrig har en togrute mellem Paris og Bordeaux næsten udkonkurreret flyforbindelsen
    Lars Thykier, administrerende direktør Danmarks Rejsebureau Forening

    - Der er nogle mere plausible grunde til, at så mange pludselig vælger toget, siger han.

    - Det er sommerferie, brændstofpriserne er høje, flykaos i lufthavnene og billige togbilletter i Tyskland for kun 9 euro. Der er mange faktorer, som kan få forbrugerne til at vælge den alternative vej, som også er mere bæredygtig.

    Selvom han ikke vurderer, at det alene er vores samvittighed, som får os til at vælge toget, så er det et vigtigt valg ifølge Stefan Pfattheicher.

    - Klimaforandringerne er ægte, så man burde vælge det alternative valg, siger han.

    Som forbruger har man et ansvar, siger Lars Thykier, som også mener, at forbrugerne i højere grad burde stille krav til rejseudbyderne.

    - Hvis forbrugerne gør opmærksom på, at de gerne vil rejse bæredygtigt, så kan det jo også være, at togrejseudbyderne vælger at lave andre alternative rejsemetoder til næste år.

    Hvorvidt vi er villige til helt at opgive bekvemmeligheden ved hurtige flyveture for mere miljøvenlige togture, er Lars Thykier ikke sikker på.

    - Problemet er, at der er meget få forbindelser fra Danmark. Der findes kun direkte togforbindelser til Tyskland og Sverige. Grundproduktet er der, men det er ikke et godt nok alternativ i forhold fly, som stadig er det mest attraktive produkt både tids- og prismæssigt, siger han.

    Hos Danmarks Rejsebureau Forening vil de gerne have et reelt alternativ.

    - Togforbindelserne i Europa er generelt mægtig gode. Hvis du rejser fra Tyskland, kan fjerntoget bruges på en helt anden måde, og i Frankrig har en ny TGV- togrute mellem Paris og Bordoux næsten udkonkurreret flyforbindelsen, siger Lars Thykier.

    Ifølge Charlotte Saltoft Kjærulff kan det stadig lade sig gøre at rejse med DSB på sommerferie, hvis man har lidt ekstra tålmodighed.

    - Hvis man gerne vil tage en direkte afgang, skal man et par uger frem. Men man kan også godt komme til Tyskland, hvis man er villig til at lægge et ekstra stop eller to ind.

    Om forbrugeren vælger det mere bæredygtige alternativ frem for CO2-dyre flyrejser vil komme an på flere ting, mener Lars Thykier.

    - Det er vigtigt, at produktet er konkurrencedygtigt. Det må ikke være for besværligt, dyrt eller langsomt. Som det ser ud nu, er jeg ikke imponeret over det fjerntogsprodukt, som togudbyderne på det danske marked tilbyder, siger Lars Thykier.

  40. I går kl. 13:59

    Styrtdyk i ansøgere får eksperter til at frygte negativ spiral for sygeplejefaget

    28 procent færre ansøgere har søgt sygeplejerskeuddannelsen som første prioritet. (Foto: (Grafik) Søren Winther Nørbæk)

    Det er allerede svært at fylde de hvide sygeplejerskeuniformer på landets hospitaler, i hjemmeplejen og flere andre steder.

    Og mange af dem ser også ud til at skulle samle støv i fremtiden, hvis man kigger på antallet af kvote 1-ansøgere med professionsbacheloren som sygeplejerske som førsteprioritet.

    Jeg vil ikke tale et katastrofeagtigt scenarie frem, for vi har stadig et godt og robust sundhedsvæsen, men vi kommer til at se betydelige udfordringer
    Mickael Bech, forsknings- og analysechef

    Selvom der generelt er færre personer, der har søgt ind på en videregående uddannelse i år end de sidste fire år, så er faldet i ansøgere til sygeplejerskeuddannelsen alligevel markant.

    28 procent færre har søgt ind end i 2021, om ser du på faldet i perioden 2019 til 2022, så er det oppe på 32 procent. Med til den fortælling hører dog også, at rekordmange søgte ind i coronaårene.

    Det er ikke kun sygeplejerskeuddannelsen, der oplever et markant fald i ansøgere. Alle de store velfærdsuddannelser har fået færre ansøgere end i 2021.

    Og det er dårligt nyt for sygeplejerskerne, der allerede nu ofte kigger forgæves efter nye kolleger.

    - Det er en tendens, der er blevet forværret meget drastisk hen over det sidste års tid, og det bliver en kæmpe udfordring at besætte stillinger.

    -Dels er der stigende pres på sundhedsvæsenet både på hospitaler og i den kommunale ældrepleje, men så ser vi samtidig, at der er flere, der forlader faget, forklarer Mickael Bech, der er forsknings- og analysechef hos VIVE, hvor han har forsket i sundhedsvæsenets kvalitetsstyring.

    Så lyder det som en ualmindelig dårlig cocktail, at vi nu kan se et stort fald i antallet af folk, der søger ind i faget?

    - Det er helt uholdbart.

    - Jeg vil ikke tale et katastrofeagtigt scenarie frem, for vi har stadig et godt og robust sundhedsvæsen, men vi kommer til at se betydelige udfordringer på nogle afdelinger, områder og i nogle dele af landet, hvor det kan få ret dramatiske konsekvenser, siger Mickael Bech.

    Han ser ansøgertallene som udtryk for en proces, der for alvor og med tid kan lægge det danske sundhedsvæsen i benlås.

    - Vi ender mere og mere i en negativ spiral, hvor de arbejdsforhold og arbejdsvilkår, der er for sygeplejerskerne, bliver værre og værre, fordi de mangler kolleger. Og når det bliver værre, så er der flere og flere, der risikerer at blive skubbet ud af faget, og så vil man jo mangle endnu flere kolleger.

    Vibeke Røn Noer er forskningsleder ved Via University College, og har blandt andet forsket i nyuddannede sygeplejerskers overgang fra uddannelse til arbejde. Hun mener, at sygeplejerskefaget allerede står i midten af den førnævnte negative spiral.

    - Det er alarmerende ansøgertal, og alle advarselslamper blinker, men det er som om, at man fra politisk side ikke handler på det.

    Vibeke Røn Noer fortæller, at hun gentagene gange har talt med sygeplejersker, der fortæller, at arbejdspresset står i vejen for 'Grunden til, at de valgte uddannelsen. At drage omsorg for andre mennesker' (Foto: Søren Kjeldgaard © Soren Kjeldgaard)

    Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) skriver i en pressemeddelelse, at man nu skal have en "alvorlig drøftelse om udfordringerne" med uddannelserne og de faglige organisationer.

    De konkrete initiativer skal man dog kigge langt efter i pressemeddelelsen.

    - Der er en tendens i tiden, der tilsiger, at jo mere akademisk en uddannelse er, jo finere er den. Det har vi en opgave i at gøre op med, lyder det fra ministeren.

    Ifølge Vibeke Røn Noer handler flugten fra en fremtid som sygeplejerske dog om alt mulig andet end fine, akademiske fornemmelser.

    - I de studier, vi har gennemført, der er arbejdspresset den altoverskyggende årsag til, at sygeplejersker og sygeplejestuderende, tvivler på en fremtid i faget.

    - De studerende, jeg møder i min forskning, beretter om et arbejdspres, der er så massivt, at de vakler og begynder at tvivle på, om de kan holde til det på sigt, siger Vibeke Røn Noer.

    Sygeplejerskerne har været meget verbale om det arbejdspres her. Er man kommet til at skræmme nye ansøgere væk, ved at være så udtalt omkring problemerne?

    - Ja, retorikken smitter jo, og der er også mange, der har været ude at sige, at nu skal vi fortælle de gode historier, men man kan ikke kun tegne et glansbillede, for man er nødt til at åbne øjnene for den virkelighed, det også er.

    Det mener Dorthe Boe Danbjørg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd, dog ikke, at man kan skyde sygeplejerskerne i de hvide træsko.

    Er man kommet til at tale faget ned og har skræmt nye sygeplejersker væk?

    - Nej. Jeg vil gerne understrege, at ansvaret ligger hos de ansvarlige politikere. Man taler ikke faget ned, bare fordi man fortæller om de forhold, man arbejder under, siger hun.

    Man er nødt til at begynde at overveje, hvilke prioriteringer man har, og hvilke patientrettigheder man giver, for man kan ikke nå alt det, man lover befolkningen lige nu
    Mickael Bech, forsknings- og analysechef

    Hos Dansk Sygeplejeråd peger man også på lønnen som en afgørende faktor i at tiltrække nye studerende.

    -Lønnen er jo en helt klar forklaring. Man kan se, at man altså ikke kommer til at tjene nok. Og så er der arbejdsvilkårene. Skæve vagter, aldrig fri, overarbejde, at man bliver ringet ind på alle tidspunkter af døgnet, siger næstformand Dorthe Boe Danbjørg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd.

    - Løsningerne ligger lige for. Som politiker kunne man starte med at investere i den offentlige sektor, man kunne sikre, at de typisk kvindedominerende fag får en højere løn, og så kunne man sørge for bedre normeringer og dermed også bedre vilkår.

    Ifølge Mickael Bech fra VIVE skal løsningen også findes et sted, der er lidt sværere at italesætte.

    - Man er nødt til at begynde at overveje, hvilke prioriteringer man har, og hvilke patientrettigheder man giver, for man kan ikke nå alt det, man lover befolkningen lige nu, siger han.

    Da de kommende studerende tidligere på året skulle søge om optag via kvote 2, var sygeplejerskeuddannelsen også faldet 36 procent i antallet af ansøgere.

  41. I går kl. 13:40

    Udtalelse om profeten Muhammed skaber uro i Indien - professor kalder det triviel viden i Islam

    En menneskemængde uden for den indiske ambassade i Indonesiens hovedstad. På plakaten ses Nupur Sharma, nu tidligere talsperson for Indiens regeringsparti (BJP). Hundredevis af indonesiske muslimer demonstrerede efter Nupur Sharmas kommentarer om profeten Muhammed. 17 juni 2022. EPA/Bagus Indahono (Foto: BAGUS INDAHONO © Ritzau Scanpix)

    En udtalelse fra en talsperson fra Indiens regeringsparti har for nylig kastet landet ud i et diplomatisk stormvejr, som flere medier har sammenlignet med Muhammedkrisen.

    Udtalelsen vakte voldsom fordømmelse fra en række primært muslimske lande, og hundredevis af indere er gået på gaden i protest.

    Kvinden bag selve udtalelsen, Nupur Sharma, er blevet truet på livet og suspenderet som talsperson for det indiske regeringsparti, BJP.

    Senest er en skrædder ifølge en række medier, herunder CNN, blevet myrdet efter at være blevet forbundet til et opslag på sociale medier med støtte til Nupur Sharma.

    Men hvad sagde Nupur Sharma egentlig?

    Søger man på nettet, er det ikke så ligetil at finde ud af, selvom der er skrevet massevis af artikler om sagen.

    Det britiske medie BBC vil ikke gengive udtalelsen, fordi den ifølge BBC er “offensive in nature” - stødende af natur.

    Ordene faldt i en ophedet tv-debat, og for at blive klogere på sagen har DR's Detektor nu fået oversat et klip fra debatten, som er blevet delt på sociale medier:

    - Stop det nu! Jeres flyvende hest og alt det, som er skrevet i jeres koran. Skal jeg begynde at gøre grin med din religion? At elske en 6-årig pige, og så i en alder af 9 år have sex med hende. Hvem gjorde det? Profeten Muhammed, sagde Nupur Sharma og fortsatte:

    - Skal jeg begynde at sige mere? Jorden er flad ifølge koranen 88.22. Stop dit sludder. At sidde på en flyvende hest og flyve væk…

    At profeten Muhammed giftede sig med pigen Aisha, da hun var seks år, og fuldbyrdede ægteskabet, da hun var ni år, er dog ifølge ekspert Thomas Hoffmann rimelig mainstream inden for store dele af islam.

    Han er professor i islamisk teologi ved Københavns Universitet

    - Det er fuldstændig triviel viden i klassisk islam.

    Han finder det absurd, at BBC ikke vil bringe udtalelsen.

    - Jeg synes, det er dybt problematisk. Hvis man begynder at finde alt det her krænkende, så vil det jo være nogle meget tynde nyheder, vi efterhånden får. Man behøver jo på ingen måde nødvendigvis at være enig i indholdet af det, man rapporterer.

    En demonstrant tramper på en plakat af Nupur Sharma under protester mod hendes udtalelser, på en gade i Mumbai i Indien, 6 juni 2022. REUTERS/Francis Mascarenhas (Foto: FRANCIS MASCARENHAS © Ritzau Scanpix)

    Ifølge professor Thomas Hoffmann står detaljerne om Aishas alder og ægteskabet ikke i selve Koranen, men kan findes i flere hadither, som er en samling af udtalelser fra Muhammad selv og personer i hans omgangskreds.

    - Herunder er der rigtig mange hadither, som er sagt af Aisha, som siger, at hun var seks år, da ægteskabskontrakten blev indgået, og at de fuldbyrdede ægteskabet, da hun var ni år.

    Der kan ifølge Thomas Hoffmann være forskel på graden af autencitet, som tillægges de forskellige hadither.

    - Men faktisk er lige præcis flere af dem, der handler om Aisha, ægteskabet og seksualiteten nogle af de hadither, der er behæftet med den allerstørste troværdighed i den islamiske tradition. Så jeg tror, det har noget at gøre med den kontekst, emnet er blevet bragt op i, som har tændt en gnist. For det er virkelig standardstof i klassisk islam.

    Ifølge Thomas Hoffmann er der i nyere tid kommet flere, der sætter spørgsmålstegn ved Aishas alder.

    - Der er en heftig aktivitet på det område, der handler om at genfortolke, genlæse og gøre Aisha ældre end de oprindelige kilder.

    Sådan har det dog ikke altid været, påpeger han.

    - Det var i mange år overhovedet ikke kontroversielt. Det var ikke ualmindeligt med børneægteskaber. Det er først i atten-nittenhundredetallet, at det er blevet et kontroversielt emne.

    Især shia-muslimer er ifølge Thomas Hoffmann mere skeptiske over for haditherne om Aisha end flertallet af sunni-muslimer.

    Det sidste understreges af islamforsker på Dansk Institut for Internationale Studier Jaer El-Jaichi:

    - Det er på sin vis rigtigt, at hadither berettet af Aisha er behæftet med høj troværdighed, men det gør sig kun gældende inden for sunni-islam, siger Jaer El-Jaichi.

    Nupur Sharmas udtalelse faldt i en heftig debat i det indiske tv-program Times Now 1, som siden har fjernet tv-debatten fra mediets Youtube-kanal.

    Den ophedede debat, som Nupur Sharma deltog i, handlede om, hvorvidt hinduer har ret til at tilbede en genstand, som er blevet fundet under en ældgammel moské.

    Ifølge flere hinduer er den fundne genstand et helligt symbol på guden Shiva - en såkaldt shivling. Andre hævder, der er tale om en fontæne.

    Nupur Sharma har skrevet på Twitter, at hendes udtalelse i debatten var en reaktion på nedsættende kommentarer om symbolet.

    - Jeg kunne ikke tolerere de kontinuerlige fornærmelser og disrespekt over for vores gud, og jeg sagde noget som svar på det.

    Hun trak i samme tweet sin udtalelse tilbage.

    - Hvis mine ord har skabt ubehag eller såret religiøse følelser hos nogen overhovedet, så trækker jeg ubetinget min udtalelse tilbage. Det var aldrig min intention at såre nogens religiøse følelser.

    En anden talsperson fra regeringspartiet ved navn Naveen Jindal skrev også kommentarer om profeten Muhammad på Twitter, hvilket bidrog til den i forvejen udbredte harme.

    Han er nu ekskluderet fra partiet.

    En menneskemængde råber slogans, mens de holder plakater med krav om at få Nupur Sharma arresteret. I Kolkata, 7 juni 2022. REUTERS/Rupak De Chowdhuri (Foto: RUPAK DE CHOWDHURI © Ritzau Scanpix)

    Et klip fra tv-programmet gik viralt, da det blev delt på Twitter af journalist Mohammed Zubair.

    Han kritiserede programmet for at være en platform for folk, der ophidser til had.

    Han er medskaber af faktatjeksiden Alt News og har åbent kritiseret Modis regering.

    Mohammed Zubair er siden blevet arresteret for nogle tweets, der ligger flere år tilbage.

    Flere medier omtaler anholdelsen i forbindelse med Mohammed Zubairs deling af klippet, men ifølge myndighederne er anholdelsen ikke relateret til deling af videoen med Nupur Sharma.

    - De to sager er ikke direkte forbundet, da Zubair er blevet anholdt for et gammelt tweet, der siges at have såret Hindu-religiøse følelser. Men efter Nupur Sharma-kontroversen er Alt News kommet under pres, siger Ravinder Kaur, der er lektor i moderne Indien- og Sydasienstudier på Københavns Universitet.

    Efter udtalelsen fra Nupur Sharma krævede en række lande officielle undskyldninger fra Indien. Lande som Pakistan, Kuwait, Qatar og Saudi Arabien fordømte udtalelserne, mens der flere steder i regionen opstod opfordringer til boykot af indiske varer.

    Både i Indien og Bangladesh har der været protester på gaden imod Nupur Sharmas udtalelse. Derudover har en indisk gren af al-Qaeda ifølge Al Jazeera truet med at hævne sig.

    I forbindelse med historien om drabet på en skrædder, skriver BBC, at angrebsmændene har hævdet, at motivationen var, at skrædderen skulle have udtrykt støtte for Nupur Sharmas udtalelser på de sociale medier.

    Ifølge Al Jazeera blev manden tidligere på måneden anholdt for at have udtrykt støtte for Nupur Sharma.

    Og indisk politi har ifølge Washington Post udtalt, at opslaget på sociale medier var en del af motivet.

    Detektor har fået oversat to videoer, hvor de to nu anholdte mænd vedkender sig drabet. Her siger de ikke noget om Nupur Sharma, men sender en trussel til Indiens premierminister, Narenda Modi, som de nævner ved navn.

    Detaljerne om mordet bliver nu efterforsket af politiet.

    Ifølge flere eksperter, Detektor har talt med, er det vigtigt at vide, hvad der er gået forud for udtalelsen, for at forstå hvorfor den har skabt så voldsomme reaktioner.

    Det muslimske mindretal i Indien har været under pres, efter premierminister Narendra Modi kom til magten i 2014.

    - Regeringens politik og voldelige angreb fra partitilhængere har været særligt målrettet muslimer, skrev Human Rights Watch så sent som i marts.

    Det muslimske mindretal i Indien udgør med godt 200 millioner mennesker omkring 14 procent af befolkningen.

    Ifølge Marianne Qvortrup Fibiger, der er lektor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet, er spændingerne taget til under regeringspartiet BJP - Indiens Folkeparti.

    - Siden BJP kom til magten, har der blandt mange højtstående politikere været en implicit kritik af islam som en religion, som ikke på samme måde som hinduismen hører til i Indien. Den retorik er øget, efter Modi er blevet genvalgt, siger hun.

    Diskussionen om, hvem der har ret til at dyrke religiøse symboler i offentligheden er taget til i takt med den nuværende regerings hindunationalistiske politik.

    Det bunder særligt i en sag fra 1991, hvor nogle hindunationalistiske grupper rev en gammel moské ned i Indien.

    Det førte til massive uroligheder og er en konflikt, der kostede mere end 2.000 mennesker, primært muslimer, livet.

    I 2019 afgjorde højesteret i Indien, at den hellige grund, som både hinduer og muslimer i landet længe har gjort krav på, skulle tildeles hinduerne.

    Der er altså tale om konflikter, der har ulmet i Indien over lang tid.

    Ifølge Ravinder Kaur, lektor i moderne Indien- og Sydasienstudier på Københavns Universitet, kan situationen i Indien derfor ikke direkte sammenlignes med Muhammedkrisen.

    - Den nuværende krise står ikke mellem sekularisme og ytringsfrihed på den ene side og religiøs tro på den anden side, siger hun.

    - Det handler om ældre hindu-muslimske konflikter og samfundsdynamikker, der har præget det moderne Indiens historie.

    BBC vil ikke stille op til interview om mediets beslutning om ikke at bringe citatet.

    Flere danske medier har omtalt sagen uden at bruge citatet.

    Herunder Politiken, der skriver, at “Nupur Sharma, i en tv-debat udtalte sig om profeten Muhammeds yngste kones unge alder, da hun blev gift med profeten”.

    Her siger journalist på udlandsredaktionen, Alexander Sjöberg, at tidspres gjorde det vanskeligt at finde citatet i en tilstrækkelig god oversættelse:

    - Det er ikke et aktivt fravalg, det er helt sikkert. Det handler mere om, at jeg hellere ville beskrive, hvad der stod i citatet, end at have et citat med, som kunne risikere at være forkert oversat.

    Så hvis du havde haft i en god oversættelse, ville du så have bragt det?

    - Det ville jeg ikke se nogen umiddelbare problemer i.

    I radioprogrammet ‘Det, Muslimer taler om’ på 24syv nævner værterne heller ikke udtalelsen, eller hvad den handler om.

    Lytterne får at vide, at udtalelserne var “nedsættende”, at profeten blev “hånet”, og at talsmændene havde udtalt sig "imod profeten Muhammed".

    Radiovært Elias Ramadan siger, at de ligesom Politiken heller ikke kunne nå at verificere en oversættelse af udtalelsen, inden de gik i luften.

    Hvis du havde vidst, hvad udtalelsen var, ville du så have taget det med?

    - Det er jo meget relevant for lytterne og gæsterne at vide, hvad der er blevet sagt. Men det var ikke det, der var fokus for os.

    Han vil ikke svare klart på, om han synes, citatet burde have været med, da det ifølge ham er en redaktionel beslutning, han ikke kan tage alene.

    Hvis du selv hørte citatet, ville du så kalde det nedsættende eller forhånende, som er nogle af de ord, der også bliver brugt i programmet?

    - Det er lidt ligesom i Amerika, hvor man har det her N-ord. Når man siger det internt blandt sorte, kan det være en måde at hilse på hinanden, og der ved man jo, at det ikke menes nedsættende. Jeg nævner det, fordi afsenderen er så afgørende.

    Elias Ramadan siger, at hvis eksempelvis en underviser på et universitet omtaler Aishas alder i ægteskabet i en diskussion om emnet, vil han ikke opfatte det som nedsættende.

    - Om jeg selv ville føle ubehag ville afhænge af, hvem afsenderen er. Er man en afsender, der normalt ikke siger så meget til det, hvis muslimer bliver dræbt, og støtter organisationer som gør det (dræber muslimer, red.), så ville jeg måske føle ubehag.

    Synes du, der er nogen i Danmark, der ikke må sige det her?

    - Nej, jeg synes ikke, der er nogen, der ikke må sige noget. Jeg siger bare, at jeg nok også ville blive ramt eller berørt af det. Men jeg synes ikke, der er nogen, der ikke skal have lov til at sige noget, som mange forskere mener er faktuelt, siger Elias Ramadan, der er vært på radioprogrammet ‘Det, Muslimer taler om’ på 24syv.

  42. I går kl. 13:10

    Red Barnet advarer om, at en humanitær katastrofe kan være på vej i Sri Lanka

    Mere end to tredjedele af alle familier på Sri Lanka har ikke nok mad, viser en undersøgelse, som Red Barnet har lavet ved at spørge mere end 2.000 husholdninger i landet.

    Samtidig viser undersøgelsen, at en tredjedel af familierne har reduceret måltiderne til deres børn de seneste uger.

    - De fleste på Sri Lanka kæmper med at få mad på bordet, få fat i benzin og få lægehjælp, siger Red Barnets direktør på Sri Lanka, Julian Chellappah.

    Østaten er i øjeblikket ramt af en massiv økonomisk krise. Det har blandt andet ført til, at myndighederne har valgt at lukke skolerne i alle større byer.

    Her var mere end fire millioner børn ellers sikre på at få et måltid hver dag.

  43. I går kl. 13:03

    Danske EU-politikere er skuffede over 'grønstempling' af naturgas og atomkraft

    Det er 'et stort nederlag for klimaet', at et flertal af Europa-Parlamentet nu bakker op om, at naturgas og atomkraft i visse tilfælde skal kategoriseres som bæredygtige investeringer.

    Det mener den socialdemokratiske europaparlamentariker Niels Fuglsang, som selv var blandt de 278 europaparlamentarikere, der stemte for at nedlægge veto mod planen.

    Det samme var blandt andet SF's Kira Marie Peter-Hansen, der med egne ord er 'meget skuffet' over resultatet. Samme melding kommer fra Enhedslistens Nikolaj Villumsen.

    - Det er virkelig tragisk, udtaler han.

    Venstres Linea Søgaard-Lidell ønskede også at spænde ben for forslaget, da hun er imod, at naturgas bliver betraget som en grøn investering, da det er et fossilt brændsel.

    - Vi risikerer at binde os til naturgas i mange år efter, vi burde have udfaset det, siger hun.

    Til gengæld er De Konservatives EU-parlamentariker, Pernille Weiss, glad for resultatet. Hun mener, at både naturgas og atomkraft er nødvendige skridt på vejen mod en klimaneutral verden.

  44. I går kl. 12:57

    Ecco mister titlen som Kongelig Hofleverandør

    Fra næste år er det slut med at levere prinsessesko og kongestøvler for skotøjsfirmaet Ecco.

    Kongehuset har nemlig meddelt Ecco, at de ikke får forlænget prædikatet Kongelig Hofleverandør, skriver Ritzau.

    Titlen har Ecco ellers haft siden 1991.

    Firmaet fortæller ifølge Ritzau, at de tager beslutningen til efterretning, men at de ikke har yderligere at tilføje.

    Der kommer dermed ikke nogen begrundelse for, hvorfor prædikatet tages fra Ecco. Virksomheden har i et stykke tid været kritiseret for at opretholde deres forretning i Rusland, efter landet angreb Ukraine.

  45. I går kl. 12:45

    Von der Leyen: EU skal forberede sig på stop for russisk gas

    Den russiske gasforsyning er usikker, og derfor skal EU’s 27 medlemslande forberede sig på, hvordan de kan klare sig uden.

    Sådan lød det i dag fra Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, der opfordrede EU-landene til at lave nødplaner for at forberede sig på, hvad de gør, hvis leverancerne af russisk gas bliver afbrudt.

    Det skriver nyhedsbureauet AP.

    - Det er indlysende, at Putin fortsætter med at bruge energi som et våben, og det er derfor, at Kommissionen arbejder på en europæisk nødplan, sagde von der Leyen til EU's lovgivende forsamling.

  46. I går kl. 12:35

    Femte minister trækker sig i protest mod Johnson

    Den femte minister på under et døgn har nu trukket sig fra Boris Johnsons konservative regering.

    Senest har byminister John Glen trukket sig fra posten i protest mod premierministeren.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Det sker, efter også ministeren for skolestandarder og børne- og familieministeren har meldt deres afgang.

    De følger to af premierminister Boris Johnsons topministre, sundhedsministeren og finansministeren, der tirsdag aften også valgte at trække sig.

  47. I går kl. 12:30

    Europa-Parlamentet blåstempler atomkraft og naturgas som bæredygtige investeringer

    Hvis du gerne vil give den grønne omstilling et ekstra skub, kan du nu med god samvittighed investere dine sparepenge i nye atomkraftværker eller naturgasanlæg.

    Et flertal i Europa-Parlamentet har nemlig blåstemplet, at atomkraft og naturgas i visse tilfælde skal betragtes som bæredygtige investeringer på linje med vindmøller og solceller.

    Det er ellers et spørgsmål, som har vakt stor debat siden årsskiftet, hvor Europa-Kommissionen meddelte, at de to energiformer skulle inkluderes i EU’s nye store opslagsværk til private investorer over bæredygtige investeringer, den såkaldte bæredygtigheds-taksonomi.

    Flere kritikere, heriblandt den danske regering, har blandt andet slået på, at naturgas udleder CO2, mens atomkraft producerer radioaktivt affald.

    For at spænde ben for forslaget ville det kræve, at et absolut flertal af Europa-Parlamentet – 353 parlamentarikere– stemte imod. Men det var der ikke, og derfor overlever det.

  48. I går kl. 12:03

     I retning mod Sjælland er Storebæltsbroen igen åben for biltrafik

    I retning mod Sjælland er Storebæltsbroen igen åben for biltrafik. Det skriver Sund & Bælt, der driver forbindelserne over Storebælt og Øresund.

    På Østbroen i retning mod Sjælland kan man regne med at skulle vente i lidt ekstra tid. Her er der nemlig kødannelse, lyder det fra Sund & Bælt.

  49. I går kl. 11:40

    Storebæltsbroen er i øjeblikket spærret i østlig retnig

    Der er sket et færdselsuheld på Storebæltsbroen, og derfor er broen i øjeblikket spærret i retning mod Sjælland.

    Det oplyser Fyns Politi, der samtidig siger, at 'det formegentlig er i kortere tid', at broen er spærret.

    Rednings- og oprydningskøretøjer er på stedet. Broen forventes åbnet igen klokken 12.15.

  50. I går kl. 11:33

    Palæstinas præsident har mødt lederen af Hamas for første gang i mange år

    Tre glade mænd i Algeriet; Mahmud Abbas, Abdelmajid Tebboune og Ismail Haniyeh. (Foto: - © Ritzau Scanpix)

    Ikke siden 2016 har Palæstinas præsident Mahmoud Abbas og Hamas-lederen Ismail Haniyeh stået ansigt til ansigt.

    Men det er der netop blevet lavet om på, da de to mødtes i Algeriet, som i øjeblikket fejrer, at det er 60 år siden, landet blev uafhængigt af Frankrig.

    Under mødet skrev begge ledere under på et dokument, som skulle sørge for, at der bliver opkaldt en gade efter Algeriet i byen Ramallah, som ligger på Vestbredden.

    Abbas og Haniyeh var blevet inviteret til Algeriet af landets præsident, Abdelmadjid Tebboune.

Mere fra dr.dk