10-årige Magnus alene med sin sygdom: Jeg følte, jeg var den eneste med diabetes

Det kan ofte være svært for især børn med diabetes at forstå og forklare sygdommen.

Magnus Høgsdorf-Rasmussen fik for tre år siden konstateret type 1-diabetes. (Foto: PRIVAT © DR bornholm)

Et stigende antal danske børn rammes af type 1-diabetes - eller sukkersyge, som det sommetider kaldes. Og det kan være svært for især børn, der rammes af den kroniske sygdom, for der følger nemlig ofte en del uforståenhed fra omverdenen med i købet.

Den oplevelse har 10-årige Magnus Høgsdorf-Rasmussen fra Rønne på Bornholm også. Han er et af de omkring 4000 danske børn, der har type 1-diabetes.

- Mange folk spørger, hvordan det er at have diabetes. Det kan godt være lidt irriterende. Jeg har ikke altid lyst til at fortælle om det, men sommetider svarer jeg, at jeg skal prikke mig i fingeren for at få mit blodsukker. Men hvis folk ikke ved, hvad blodsukker er, ved jeg slet ikke, hvad jeg skal svare, siger Magnus Høgsdorf-Rasmussen.

Forskellen på diabetes 1 og 2

Diabetes 1 rammer ofte børn eller unge. Forskerne ved ikke, hvad der udløser sygdommen, og den kan derfor hverken forebygges eller helbredes.

Diabetes 2 rammer primært voksne. Sygdommen er arvelig, men udløses ofte af usund livsstil.

Kilde: Diabetesforeningen

De fleste børn kan hoppe på cyklen, tage til svømning og spise fredagsguf uden at tænke nærmere over, hvad der egentlig sker i kroppen. Og sådan var det også for Magnus Høgsdorf-Rasmussen, indtil han for tre år siden fik konstateret den kroniske sygdom.

- Hvis jeg svømmer eller går til fodbold, går mit blodsukker ned, så skal jeg tænke over, om jeg skal spise noget. Hvis jeg spiser slik, skal jeg måle mit blodsukker først og så tage insulin. Det fylder meget. Hvis jeg cykler hjem fra skole, skal jeg også tænke over, hvor højt mit blodsukker er.

Man har brug for at blive forstået

Efter tre år ved Magnus Høgsforf-Rasmussen alt om kulhydrater og blodsukkermåling. Men det kan stadig være svært for ham at forklare andre om sygdommen. Derfor er blandt andet en god idé, at familierne med børn med diabetes mødes med andre familier, der også er berørt af sygdommen.

Og det var netop baggrunden for et diabetesnetværk for børnefamilier på Bornholm, som Magnus Høgsdorf-Rasmussens mor startede i efteråret.

- Det er sjovt at kende nogle andre, der har diabetes. Jeg troede kun, at det var mig, der havde diabetes her på Bornholm, siger Magnus Høgsdorf-Rasmussen.

Magnus' mor har startet en netværksgruppe på Bornholm for familier med børn med diabetes. (Foto: PRIVAT © DR bornholm)

Også Magnus' mor er tilfreds med initiativet:

- Man har brug for som menneske at blive forstået, men også at have noget til fælles. Og det er fantastisk at være i et netværk, hvor man forstår hinanden, kan vidensdele og erfaringsudveksle.

Og det er noget, som Signe Hasseriis, der er chefrådgiver i Diabetesforeningen, kan nikke genkendende til. Det kan nemlig være svært for børn at forklare og forstå deres egen sygdom, hvorfor det giver god mening at mødes med andre i samme situation.

- Det er en kompliceret mekanisme inde i kroppen. Hvordan skal man kunne forstå og forklare det - også for voksne mennesker.

Samtidigt er der også en del fordomme forbundet med sygdommen:

- Fordommene omkring især type 1-diabetes er, at det er opstået på grund af livsstil, eller at barnet har spist for meget sukker. Omverdenen er samtidig for restriktive overfor børnene. De tror, at børnene slet ikke må få en kage, og det kan gøre ondt på familierne, siger Signe Hasseriis.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på bornholm@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.