16 bornholmere tog Mensas IQ-test

Søndag tilbød Mensa gratis intelligenstest på Bornholm. 16 personer benyttede sig af tilbuddet.

Her ses en kvinde, som er klog nok til at være medlem af Mensa. Lotte Helms Kjær, som sidder i Bornholms Kommunalbestyrelse for Borgerlisten, er med i den lokale afdeling af Mensa. (Foto: Michael Tarp- DR Bornholm © DR Bornholm)

16 bornholmere er måske på vej til at blive medlem af Mensa, som er en forening for folk med en særlig høj IQ.

Søndag tilbød Mensa gratis intelligenstest på Bornholm til alle interesserede. Omkring 30 mennesker mødte op på biblioteket i Rønne, hvor der inden testen var et foredrag om intelligens.

16 af deltagerne valgte efterfølgende at tage Mensas IQ-test, men først om 4-6 uger får de svar på, hvilken IQ de hver især har, og om den giver mulighed for medlemskab af Mensa.

Mensa Danmark er den danske afdeling af den verdensomspændende forening Mensa, og foreningen optager personer, som ved en test har demonstreret, at de hører til de 2 procent mest intelligente i befolkningen.

Facebook
Twitter