Ambulancerne på Bornholm når ikke hurtigt nok frem

For sen responstid fra ambulancerne kan være et spørgsmål om liv eller død, lyder det fra Hjerneskadeforeningen.

Der er blevet afsat 19,3 millioner kroner om året til at forbedre ambulancerne i Region Hovedstadens responstid. (Foto: Anders Debel hansen © Scanpix)

En stor del af Bornholms ambulancer var ikke hurtige nok til at rykke ud sidste år.

Ni ud af ti ambulancer, som kørte med udrykning på Bornholm sidste år, var fremme inden for 14 minutter og 52 sekunder. Og det er næsten to minutter mere i forhold til Region Hovedstadens eget krav til akut-kørsler. Det viser en opgørelse, som DR Bornholm har fået indsigt i.

Regionen har et mål om, at 90 procent af alle udrykninger skal være fremme på under 13 minutter.

Netop spørgsmålet om minutter er en vigtig faktor. Det kan nemlig være et spørgsmål om liv eller død. Sådan lyder vurderingen fra Morten Lorenzen, direktør i Hjerneskadeforeningen:

- Hvis man eksempelvis er faldet om med at hjertestop, og hjernen har været uden ilt i to minutter, så får man en hjerneskade. Derfra er det kun et spørgsmål om, hvor stor hjerneskaden bliver i forhold til den tid, det tager, inden man kommer under behandling. Så tid betyder ufatteligt meget, siger Morten Lonrezen og fortsætter:

- Tid kan i den sidste ende være afgørende for, om man kommer godt ud af en akut situation eller ej.

Ikke flere ambulancer til øen

Næstformand i sundhedsudvalget i Region Hovedstaden, Leila Lindén (S), er i forvejen bekendt med problematikken:

- På Bornholm har vi altid ligget i den høje ende. Men vi har bevilget et pænt millionbeløb til at købe ekstra beredskab for i 2018, efter at vi kunne se, at det var et problem i hele regionen at nå frem til tiden, siger hun.

Der er blevet afsat 19,3 millioner kroner årligt til at forbedre ambulancernes responstider i hele regionen. Men der er ekstra udfordringer ved netop Bornholm, lyder det fra næstformanden:

- Den er svær for os på Bornholm, fordi afstandene er anderledes. Det er klart, at det går hurtigere i det indre København sammenlignet med en ambulance, der skal køre fra Rønne til Nexø.

Leila Lindén mener, at det er svært at argumentere for at indsætte flere ambulancer på Bornholm, da det er det sted i regionen med færrest kørsler. Efter vinterferien vil hun til gengæld undersøge, om der kan ændres ved arbejdsrutinen hos ambulanceleverandøren, Falck, så ambulancerne kan rykke hurtigere ud:

- Hvis det er en måde at organisere sig på, så ville jeg synes, at det var det, man skulle gøre lynhurtigt, siger Leila Lindén, næstformand i sundhedsudvalget i Region Hovedstaden.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på bornholm@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.