Arkitema tegner nyt Hammershus-besøgscenter

Besøgscentret bliver opført i bl.a. træ og beton og kommer til at passe til både slotsruinen og landskabet, mener Naturstyrelsen.

Det nye besøgscenter ved Hammerhus blev præsenteret af blandt andre direktør for Naturstyrelsen Niels Christensen og arkitekt og fagdommer Lone Wiggers. (Foto: © Sofie Rønde Mathiesen, DR)

Arkitektkonkurrencen om, hvordan det nye besøgscenter ved Hammerhus skal se ud, er slut, og der er kåret et vinderprojekt.

Det er Arkitema Architects fra København ved Poul Schülein, der har tegnet besøgscentret.

Ifølge Naturstyrelsens direktør Niels Christensen, der er formand for juryen, placerer bygningen sig ind i området på landskabets præmisser.

- Det er positivt og afgørende, at bygningen ikke overstråler hverken ruinen eller landskabet, siger han.

Betyder flere besøgende

Det er Naturstyrelsens erfaring, at store og nye besøgscentre får besøgstallet til at stige, og det er ingen undtagelse denne gang, siger direktør i styrelsen Niels Christensen.

- Vi tror, der kommer flere. Erfaringen viser, at når man laver projektet som det her, så får det flere til at komme. Og så bliver det spændende at se, om det også vil bidrage med flere besøg uden for sæsonen, siger Niels Christensen.

Bygningen bliver opført med blandt andet beton og træ og bliver naturfarvet.

Besøgscentret kommer foruden udstillingen bl.a. også til at rumme en skoletjeneste og en stor café, og det hele skal stå færdigt i 2016.