Bad luck: Rotter på Bornholm kan godt tåle gift

Øens skadedyr har især en ting på menukortet, der gør dem resistente over for rottegift.

På Bornholm er der heller ingen ræve til at æde skadedyrene, og det gør det ekstra svært at holde bestanden nede. Arkivfoto. (Foto: Casper Dalsgaard Sander © dr)

- Husk nu vitaminerne.

Vi har sikkert alle hørt opfordringen fra enten vores mor eller læge, og mens vi andre måske en gang imellem glemmer at tage vores vitaminer, så forholder det sig ganske anderledes for en del af de bornholmske rotter.

For landbrugsrotternes kostplan styrker rotternes overlevelsesevne på Bornholm, forklarer biolog Torben Sønnichsen, som for nylig deltog i et møde på Christiansborg, hvor 50 rotteeksperter diskuterede det lodne skadedyr.

For dyrene er nemlig især glade for at gnaske sig mætte i noget, der står mange steder på øen.

- Rotterne æder majs ude på markerne, og derved får de K-vitamin. Det gør, at de ikke falder døde om, når de får rottegift, forklarer biologen.

Landbrugsrotterne plejer ellers at holde sig ude på landet, men på Bornholm løber de ind i byerne.

I resten af landet lever landbrugsrotterne ellers en utryg tilværelse – for rotten må normalt kigge sig godt over sin pelsbelagte skulder, når den bevæger sig ude i det fri.

Rottens naturlige fjende er nemlig ræven, der ofte er på jagt efter en stor og fed rotte. Men siden rovdyret uddøde tilbage i 1980’erne på Bornholm, har rotterne kunne gå ganske frit på øen.

- Rotterne er store og fede og trives rigtig godt, fortæller Torben Sønnichsen.

Så landbrugsrotterne har altså nærmest frit slag, når gnaverne kommer på besøg i eksempelvis Rønne, Nexø og Allinge. For selvom man bekæmper rotter med gift der, hjælper giften ikke på de K-vitamin fyldte rotter fra landet.

Men hvis man gerne vil skuffe de glubske skadedyr, så kan der gøres noget, siger Torben Sønnichsen:

- Man skal selvfølgelig være omhyggelig med sit affald, og omkring butikker og plejehjem skal affaldet være lukket ned, siger han.

Kloakrotterne er den største plage

Selvom landbrugsrotternes naturlige resistens over for rottegift er et problem i sig selv, så står de landlige rotter kun for en lille del af rotteangrebene på Bornholm.

For bare få meter under asfalten – i byernes kloakker – huserer kloakrotterne, som har det med at besøge de bornholmske hjem via afløb og toiletter. Og det er dem, som i særlig grad er en sand rotteplage for bornholmerne.

- 90 procent af alle rotteangreb i byerne kommer fra kloakrotter, fordi der er et ledningsnet over hele byen, hvor rotterne trives rigtig godt, siger Torben Sønnichsen.

Antallet af rotteanmeldelser siger i hele landet. På landsplan var der sidste år over 200.000 anmeldelser, hvilket er dobbelt så mange som for bare fem år siden.

Facebook
Twitter