Bekymret bornholmsk pendler til nyt færge-rederi: I tænker kun på turisterne!

Nogle bornholmere er bekymrede over ny færgeforbindelse, men som turist har du stadig rig mulighed for at komme billigt til øen.

Fremmødet var stort til dialogmødet mellem bornholmerne og Molslinjen, som blev holdt torsdag aften. (Foto: Johannes Kaas Fallesen - DR Bornholm)

Bornholmerne er blevet glemt af Molslinjen til fordel for turisterne. Sådan lød bekymringen i hvert fald, da rederiet torsdag aften holdt dialogmøde med bornholmerne.

Molslinjen overtager fra 1. september 2018 sejladsen til og fra Bornholm. Dialogmødet mellem Molslinjen og bornholmerne trak massevis af folk til, og der var ikke en eneste stol ledig, da mødet startede.

Når Molslinjen overtager besejlingen af Bornholm, vil det som udgangspunkt betyde billigere billetter. Hvis man bestiller sine færgebilletter i nogenlunde god tid eller er lidt fleksibel med rejsetidspunktet, kan man få en bil-billet til 99 kroner per vej. Derfor vil de billige billetter måske især komme turisterne til gode. Det er i hvert fald det, nogle af de bornholmere, der var mødt op til dialogmødet, frygter.

Også pendlerne til og fra Bornholm er bekymrede for udsigterne efter 1. september, som ofte ikke har mulighed for at bestille billetterne i god tid.

- Vi taler da meget om, om vi skal blive her på Bornholm. Vi bor halvdelen af tiden her - og halvdelen af tiden på Sjælland. Spørgsmålet er, om vi har råd til at lægge 6.000-8.000 kroner mere om måneden. Det er mange penge taget ud af en husholdning, siger Christina Krönlein, som tager udgangspunkt i de dyreste bil-billetter, som står til 800 kroner per vej.

Hun har været vant til at benytte den pendleraftale, der knytter sig til det nuværende rederi, Færgen. Molslinjen har endnu ikke offentliggjort, hvilken form for rabat man kan regne med som pendler til og fra Bornholm. Men et egentligt pendlerprodukt er under beregning i øjeblikket hos rådgivningsfirmaet COWI.

Pendler frygter manglende fleksibilitet

Det er også udsigten til den manglende fleksibilitet omkring billetterne, som bekymrer Christina Krönlein.

I Molslinjens nuværende prisstruktur vil det nemlig koste et gebyr, hvis man skal ændre sin billet for de billigste billettyper.

- Lige nu ser det ud til, at priserne bliver billigere. Men til gengæld kommer der afgifter på, hvis vi ændrer billetterne. Hvis vores møde trækker ud, så er vi nødt til at ændre billetten. Sådan er dagligdagen for os, siger Christina Krönlein og fortsætter:

- Hvis du kommer fra Nordsjælland eller fra Jylland, risikerer du at havne i en kø. Så er man nødt til at ombooke billetten, men det kommer nu til at koste os.

Der er flere måder at komme til og fra Bornholm på. Efterhånden kan man flyve fra flere og flere danske byer. (Grafik: Signe Heiredal)
Der er flere måder at komme til og fra Bornholm på. Efterhånden kan man flyve fra flere og flere danske byer. (Grafik: Signe Heiredal)

Christina Krönlein var bestemt ikke den eneste, der luftede sine bekymringer til dialogmødet mellem Molslinjen og bornholmerne. Og hendes spørgsmål til de tre direktører fra Molslinjen, der var til stede på mødet, høstede aftenens største bifald fra tilhørerne.

- De nævner turisme i hele deres slideshow, og de vil gerne have tilflyttere til. Men de vil fjerne den sene færge om lørdagen, og det betyder, at man kan ikke nå noget i København, fordi man skal tidligt afsted mod Bornholm. Vi kan ikke have et liv, medmindre vi får et værelse i København, hvis vi skal noget derovre.

Om lørdagen fjernes den seneste afgang fra Ystad til Bornholm klokken 20.30. Det betyder, at sidste mulighed for at komme med Ystad-færgen til Bornholm er klokken 16.30.

Molslinjen gav dog på mødet udtryk for, at der sagtens kan komme ændringer i forhold til sejlplanen, hvis der er et ønske om det.

Molslinjens administrerende direktør, Carsten Jensen, vil ikke sige, at man har undervurderet, hvor meget færgebetjeningen egentlig betyder for bornholmerne. Han hilser derimod kritikken velkommen.

- Der er en sund portion af skepsis kombineret med ildsjæle - og så bliver engagementet, som det er. Det er en del af at være en profileret virksomhed, der stiller op på Bornholm. Så det tager vi imod, siger han.

Tager kritikken til sig

Carsten Jensen mener, at Molslinjen allerede har vist, at de meget gerne lytter til de bornholmske input. Rederiet har flere gange været til møder med forskellige parter på øen.

- Når det kommer til hensyn til turister og bornholmere, så har vi jo tidligere været på Bornholm, og vi har lyttet til, hvad der er blevet sagt. Vi har udvidet kapaciteten, og vi bygger et helt nyt skib i Finland. Og det er, fordi vi har lyttet til bornholmerne, siger Carsten Jensen og fortsætter:

- Jeg forstår godt, at man er urolig. Men vi anstrenger os, og det kommer vi til at gøre fremadrettet.

Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard, fortalte efter mødet, at han ville tage kritikken med sig i det videre arbejde.

Blandt andet var han brændt lun på et konkret forslag om at lave et 10-turskort til færgen, når Bornholmslinjen altså begynder sin sejlads til og fra Bornholm 1. september.

Facebook
Twitter