Beredskab på Bornholm: Reddere er iført skudsikre veste på Folkemødet

En læge og en paramediciner er klar, hvis der skulle ske et terrorangreb på Folkemødet.

Læge Henrik Alstrøm (tv.) og paramediciner Jan Kenneth er her iklædt den særlige TEMS-uniform, som blandt andet består af en skudsikkervest, der kan stoppe en kugle fra en AK47-riffel. (Foto: Morten Volff © DR bornholm)

Tid kan redde menneskeliv under et terrorangreb.

Derfor har Region Hovedstaden, som den første region i landet, uddannet læger og paramedicinere, der kan rykke ud med politiet ved et terrorangreb eller et skyderi, og en del af disse specialuddannede læger og paramedicinere er til stede på Folkemødet i år.

For hvis en tragedie skulle ske, kan der gå langt tid, før læger og paramedicinere kan komme hen til de personer, der er kommet mest til skade.

Der kan nemlig gå timer før politiet erklærer et gerningssted sikkert for almindeligt ambulancepersonale, og imens kan sårede have akut brug for hjælp, fortæller Henrik Alstrøm, der er ansvarlig overlæge for TEMS, der er den samlet betegnelse for det uddannede sundhedspersonale.

- Det er i den periode, hvor de tilskadekomne har mest brug for hjælp, så der vil være en periode på nogle timer, hvor de værst tilskadekomne vil ligge, og de vil ganske enkelt dø af deres kvæstelser, siger Henrik Alstrøm.

Derfor kan lægerne og ambulanceredderne med den særlige uddannelse - og iført skudsikre veste - hurtigt rykke ind under politiets beskyttelse og forhåbentlig redde liv.

Heldigvis har der ikke været mange alvorlige hændelser i Danmark, men fra udlandet ved TEMS-holdet, at der er liv at redde, hvis sundhedspersonalet sætter tidligere ind, siger Henrik Alstrøm.

- Der er lavet nogle opgørelser fra en række masseskyderier i USA, og de viser, at knap ti procent af de omkomne havde skader, som egentlig kunne have været afhjulpet, hvis man havde nået frem i tide, siger han.

Selvom Folkemødet er en af de første gange, hvor TEMS-trænede er til stede, så er det ikke første gang, at lægerne og paramedicinerne har været i hælene på politiet, siger Henrik Alstrøm:

- Vi havde et beredskab under VM i Ishockey, Royal Run og Distortion og heldigvis var der ikke større terrorhændelser der, men der var knivstikkerier og skudepisoder, hvor vi sammen med politiet var med til at stabilisere de tilskadekomne.

Målet er, at der fra næste år altid er nogle af de særligt uddannede læger og paramedicinere på vagt i København.

Facebook
Twitter