Billigere at sejle til og fra Bornholm fra 2018

Sejladsen til Bornholm er sendt i EU-udbud. Staten giver 3,7 milliarder kroner i støtte.

Det skal være billigere at sejle til og fra Bornholm - i hvert fald udenfor højsæsonen. Det er betingelserne i det nye EU-udbud af sejladsen. (Foto: Færgen A/S © dr)

Det bliver billigere at sejle til og fra Bornholm.

Transport- og Bygningsministeriet har netop sendt besejlingen af Bornholm i EU-udbud, og det er sket med 3,7 milliarder støttekroner i ryggen. Dermed bliver Bornholm sikret billigere billetter.

Det betyder også, at det bliver billigere at tage på ferie på Bornholm - i hvert fald uden for skolernes sommerferien.

Billetpriserne falder nemlig mindst 10 procent og formentlig endnu mere fra september 2018. Det fremgår af betingelserne i EU-udbuddet.

Priserne skal falde 10 procent

Den operatør, som byder ind med de laveste billetpriser uden for højsæsonen, vinder opgaven.

Billetpriserne skal ned med mindst 10 procent, og derfor bliver der bundet cirka 310 millioner statslige kroner årligt i 10 år med mulighed for to års forlængelse.

Ved de to tidligere udbud er opgaven gået til den operatør, som tilbød at udføre sejladsen med det mindste statstilskud. Men denne gang ligger tilskuddet fast - 306 millioner kroner om året i 2014-priser - og det er altså laveste billetpris, som afgør sagen.

Nuværende operatør byder på opgaven

- Den nye model betyder, vi skal regne omvendt af, hvad vi plejer, fortæller direktør John Steen-Mikkelsen fra Danske Færger, der går efter at fortsætte med at stå for besejlingen af Bornholm.

- Vi kommer med et bud og vil gøre alt, hvad vi kan, for at vinde, siger han.

Bornholms borgmester Winni Grosbøll (S) er godt tilfreds med, at det er billigste billetter, der er afgørende ved dette udbud.

Borgmesteren håber så på, at der i forbindelse med finansloven og øvrige politiske forhandlinger kommer nye millioner på bordet til at sikre endnu billigere billetter og dermed opnå den såkaldte trafikale ligestilling, som også de øvrige danske øer går efter.

Måske endnu billigere færgebilletter

Og forhandlinger på Christiansborg om en trafikal ligestilling kan få indflydelse på, hvordan udbuddet af færgebetjeningen af Bornholm i sidste ende kommer til at se ud.

Det er nemlig stadig uafklaret, om der kommer flere penge, fremgår det af udbudsmaterialet. 'Dette beror på politiske forhandlinger', står der i materialet.

Udbuddet giver dog under alle omstændigheder ministeriet ret til at købe billetprisreduktioner for 75 millioner kroner om året på et senere tidspunkt.

Interesserede rederier har frem til 18. april 2016 til at byde ind på sejladsen til og fra Bornholm.

Facebook
Twitter