Borgergrupper mod atom-affald ønsker frivillighed

Borgergrupper fra berørte kommuner skal til møde med sundhedsministeren i dag - de ønsker bedre undersøgelser, før det besluttes, hvor atomaffald fra Risø skal placeres.

Placeringen af atomaffald fra Risø skal diskuteres i dag på et møde mellem sundhedsminister Nick Hækkerup og borgergrupper fra de berørte kommuner. (Foto: Torsten Raagaard DR Bornholm)

Det skal være frivilligt for kommuner at lægge jord til atomaffald. Det har fungeret i Holland.

Det siger Kirsten Mortensen, næstformand i  BOMA - Foreningen Bornholm Mod Atomaffald.

Borgergrupper fra de kommuner, der er i spil som mulig placering for atomaffaldet fra Risø, mødes i eftermiddag med sundhedsminister Nick Hækkerup. Udover Bornholm er det Lolland, Kerteminde, Struer, Roskilde og Skive.

Kræver mellemlager bedre undersøgt

- Ministeren skal også gøres opmærksom på, at vi synes, der mangler bedre undersøgelser af muligheden for at etablere mellemlagre for affaldet, siger Kirsten Mortensen.

Bornholm mod Atomaffald nævner, at det har taget omkring ti år og et to-cifret millionbeløb at lave undersøgelser om et slutdepot, mens der er bevilget 1,2 millioner kroner til at undersøge mellemlagring.

Politikere skal ikke gemme sig bag embedsmænd, mener BOMA

Kirsten Mortensen vil også på mødet med ministeren kritisere forløbet af en række borgermøder i de berørte kommuner om planerne om slutdepot for atomaffald.

I Rønne mødte for eksempel  omkring 600 borgere op til et møde, hvor embedsmænd fortalte om planerne - men BOMA savnede politikere.

- -Det skal være slut med, at politikerne gemmer sig bag embedsmændene. Det kan vi ikke bruge til noget, siger hun.

Facebook
Twitter