Borgermøder om atomaffald er pinligt dårlige

Sundhedsministeriet sender kun embedsmænd og fagfolk. Der skal også politikere med, kræver folketingsmedlem nu.

Peter Juel Jensen (V) kræver nu, at der kommer politikere med ved de sidste tre af Sundhedsministeriets borgermøder om atomaffald i Kerteminde, Skive og Struer.

Det er pinligt, at Sundhedsministeriet afholder store borgermøder om placeringen af et muligt atomaffaldsdepot, uden at der er én eneste politiker til stede.

Det skal laves om.

Det siger folketingsmedlem Peter Juel Jensen (V).

Fem kommuner er i spil som modtager af de 5.000 kubikmeter atomaffald, der ligger på Risø ved Roskilde, og Sundhedsministeriet er på rundtur til de fem kommuner for at orientere om forholdene omkring mulige depoter.

Borgerne vil diskutere politik, ikke fakta

Men der er altså ikke lagt op til en politisk diskussion af atomaffaldsdepoterne - og det har været det, som borgere og lokalpolitikere er mødt talstærkt frem for at diskutere ved de første to møder, der har været afholdt.

Og der er massiv utilfredshed med, at der kun er lagt op til en faktuel orientering, selv om den bliver leveret af Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser (GEUS), Dansk Dekommisionering og Statens Institut for Strålesikkerhed.

- Det er pinligt, siger Peter Juel Jensen, der er valgt på Bornholm.

Her var der orienteringsmøde i aftes. Sundhedsministeriet startede sin møderække i sidste uge på Lolland, men endnu mangler orienteringsmøderne i Kerteminde, Skive og Struer.

Uanstændigt kun at sende embedsmænd

- Det er uanstændigt at sende embedsmænd over for at stå på mål for denne her sag. Derfor vil jeg nu gå til Venstres sundhedsordfører Sofie Løhde og bede hende om at ændre proceduren ved de sidste tre orienteringsmøder, siger Peter Juel Jensen.

Til de to første orienteringsmøder i Rødby og Rønne har der været 500-600 fremmødte borgere hvert sted, og der har været synlig skuffelse og frustration at mærke, fordi der ikke var mulighed for at diskutere alternative muligheder.

Borgmestrene vil tage diskussionen

Men den diskussion lover Bornholms borgmester Winni Grosbøll (S) til gengæld at tage op, når de fem borgmestre fra de mulige atomaffaldskommuner mødes med sundhedsminister Nick Hækkerup (S) den 28. april.

- Vi vil have en ordentlig proces, hvor de inddrager os.

- Dybest set ønsker vi, at de skal lade atomaffaldet ligger dér, hvor det ligger lige nu i Risø, og så lave et mellemlager, så man kan overvåge affaldet og gribe ind, hvis der er noget, som går galt, siger Winni Grosbøll.

Dermed er borgmestrene på linje med de borgergrupper, der er dannet i de enkelte kommuner.

 

Facebook
Twitter