Borgmester: Bornholm risikerer at kvæle Folkemødet i sin egen grådighed

Stadig flere organisationer melder fra grundet stigende priser.

Under Folkemødet fordobles antallet af mennesker på Bornholm - og alle skal have et sted at bo. (Foto: Lis Eilsøe © dr)

Tilmeldingsdatoen for det kommende års Folkemøde venter lige om hjørnet, og én ting springer i øjnene. Stadig flere af de ellers trofaste organisationer melder fra.

For dyrt, lyder det samstemmende fra flere vestjyske kommuner, Ældresagen, Landbrug & Fødevarer og Dansk Industri.

Det vækker bekymring hos Bornholms borgmester, Winni Grosbøll (S), der selv sidder i Folkemødets bestyrelse:

- Det helt store problem er, hvis Bornholm ikke kan styre sig. Det her er den måde, vi selv kan kvæle Folkemødet og kvæle vores egen succes, siger hun.

I Foreningen Folkemødet peger man på de private udlejere som problemet - de tager for høje priser, lyder det. Men i borgerforeningerne er man dog uforstående overfor kritikken. Kjeld Hammer, der formand i Foreningen Sandvig og sidder som medlem af Allinges erhvervsgruppe, kalder sagen uforskammet:

- Vi i folkemøde-byerne er blevet bedt om at udleje vores huse på grund af boligmangel under Folkemødet. Det gør nogle så, og så får de skæld ud for det bagefter. Det er uforskammet, og jeg synes især at Foreningen Folkemødet har lidt for let ved at pege fingre, når det er dem selv, der hjælper gæsterne med at finde overnatning, siger han.

Han fremhæver eksempler fra tidligere folkemøder, hvor husejere lejer ud i festivaldagene for 30.000 kroner:

- Det kan lyde meget dyrt, men fordeler man det ud på antallet af sengepladser, ender det måske med at blive 800 kroner per person per dag. Det må man så gøre op med sig selv, om man synes det er urimeligt, lyder det fra Kjeld Hammer.

Facebook
Twitter