Borgmester på Bornholm forklarer udskældt 'spærretid': Vi er udsat for større mediepres end andre kommuner

Ordet 'spærretid' droppes i omstridte retningslinjer for medier.

Bornholms Regionskommune har indført nye retningslinjer over for medier og ansatte. Illustration: Morten Fogde Christensen.

For ti dage siden lød det fra Bornholms Regionskommune, at journalister i tre måneder op til kommunalvalget ikke har adgang til børnehaver, plejehjem og andre af kommunens institutioner.

Det skulle være led i en 'spærretid', som er blevet voldsomt kritiseret af lokale medier og offentlig ansatte.

I dag forsøgte Bornsholms borgmester, Thomas Thors (S), der havde været nødt til at afbryde sin ferie, så at "præcisere" på et pressemøde.

- Det går først og fremmest ud på, at det odiøse ord "spærretid", det stryger vi, og det ændrer vi til retningslinjer, sagde han, inden han uddelte de nye retningslinjer til journalisterne.

- Altså at kommunaldirektøren præciserer over for sine medarbejdere, hvordan det fremtidige samarbejde med medier, politikere og kommunalbestyrelsen skal være, sagde han.

'Større mediepres'

De lokale journalister undrer sig dog over, at det i det hele taget er nødvendigt at indføre begrænsninger, som andre kommuner ikke har.

Bornholms regionsborgmester, Thomas Thors (S), havde afbrudt sin ferie på grund af sagen om kommunens spærretid over for journalister. På pressemødet uddelte han nye retningslinjer. (Foto: (DR))

Borgmesteren mener, at den "intensive dækning" af øen med både Bornholms Tidende, TV 2 Bornholm og DR Bornholm gør det nødvendigt at "beskytte medarbejderne."

- Herlev Kommune har ikke sin egen radio- eller tv-station. Medarbejdere og andre i Bornholms Regionskommune er udsat for et større mediepres, end man er i en gennemsnitlig dansk kommune, og derfor er det nødvendigt at lægge nogle begrænsninger ind, siger Thomas Thors.

Skal behandles på møde

Inden retningslinjerne kan træde i kraft, skal de dog efter pres fra oppositionen behandles politisk i Økonomi- og Planudvalget og på et ekstraordinært møde i kommunalbestyrelsen 12. august.

- Fra at blive en beslutning, der ligger i organisationen, er det nu blevet en politisk sag, siger Thomas Thors.

Ændringer i forhold til pressemeddelelse

Der var da også ændringer i de retningslinjer, som i dag blev uddelt til journalisterne. Nu hedder det ikke længere, at medierne slet ikke har adgang, men at de ikke har adgang, "medmindre det er aftalt med direktionen eller en centerchef."

Hvor det tidligere lød, at det kun var kommunaldirektøren, der kan udtale sig, hedder det nu:

- Henvendelser fra medier/journalister skal i perioden gå til direktionen, en centerchef eller kommunens kommunikationskonsulent, som vil koordinere og sørge for, at der bliver svaret på henvendelsen.

Ifølge Thomas Thors er der ikke tale om, at ytringsfriheden bliver begrænset for de offentligt ansatte. Kommunens ansatte kan deltage i debatten op til valget og udtale sig om deres arbejde, så længe det sker på egne vegne.

'Total overkill'

Flere lokale politikere har været imod kommunens spærretid. Blandt andre Kirstine van Sabben fra lokallisten Bornholmerlisten:

- Vi skal afskaffe den her ordning. Dels er den ikke politisk bestemt, og dels så synes jeg, at spærretiden er total overkill. Det er slet ikke nødvendigt, man håner både medarbejdere, politikere og journalister med det her tiltag, har hun tidligere sagt.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk