Bornholm fjerner sparekatalog og kulegraver hjælp til ældre

De bornholmske politikere dropper sparekatalog og gør op med dårlig trivsel i ældreplejen.

Bornholms Regionskommune vil endevende sin ældrepleje. (Foto: casper christoffersen © Scanpix)

På et fælles udvalgsmøde mellem social- og sundhedsudvalget og økonomi-, erhverv- og planudvalget i aftes besluttede øens politikere at kulegrave ældreområdet på Bornholm og droppe mulige besparelser.

Ældreområdet på Bornholm har de seneste måneder været genstand for en opslidende debat, da man i et sparekatalog til i alt ti millioner koner blandt andet har foreslået at erstatte de ældres daglige vask med vand og sæbe med vådservietter.

Politikerne har nu indstillet til Kommunalbestyrelsen et nej til sparekataloget og et ja til en kulegravning af hele ældreområdet.

Sidstnævnte skal gøre op med et for højt sygefravær og en for lav medarbejdertrivsel blandt regionskommunens SOSU-medarbejdere.

- Vi skal lidt længere ned i strukturen, organiseringen og selve materien for at finde ud af, hvorfor vi har et højt sygefravær, og hvorfor vi har svært ved at holde en høj medarbejdertrivsel, siger Bornholms borgmester Winni Grosbøll (S).

Drop dokumentationskrav og strenge deadlines

Allerede nu lægges der op til at skrotte flere af medarbejdernes rehabiliteringsopgaver, hvor de bruger deres tid på at få de ældre til at blive mere selvhjulpne frem for selv at hjælpe de ældre direkte.

Et tiltag, der er kærkomment, hvis man spørger medarbejdernes fagforening.

For rehabiliteringsopgaverne kræver, at de ansatte bruger en stor del af arbejdsdagen med deres varme hænder på keyboardet, mener FOA.

- Rehabiliteringen har ført en masse dokumentation med sig, som de ansatte har kæmpet rigtig meget med. Det fylder i en arbejdsdag og tager noget tid fra borgeren, siger Dorte Leah Pedersen, der er SOSU-formand hos FOA Bornholm.

Hun mener også, de ansatte har alt for lidt tid til de opgaver, som de skal udføre i løbet af dagen.

Eksempelvis har en ansat i hjemmeplejen kun tre minutter til at give og tjekke de ældres medicin og kun tid til en fem minutters samtale med den enkelte borger, når han eller hun kommer på besøg i borgerens hjem.

Dokumentationskravet og de strenge deadlines i hverdagen har fået flere medarbejdere til at melde sig syge, og der er nogen, som har helt valgt at kvitte jobbet, siger formand Dorte Leah Pedersen.

- Vi ser, at der er mange, der siger op og forlader faget, fordi de ikke kan stå inde for deres arbejde mere, siger hun.

Det er Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF, Kristendemokraterne og Alternativet, der har bragt en kulegravning af området på banen.

Facebook
Twitter