Bornholmerfærgen vil hjælpe i sag om stenkast: Hold ind og anmeld det med det samme - I skal nok komme med over

Svensk politi håber, at flere dermed stopper og laver anmeldelsen med det samme.

Bornholmslinjen vil forhindre, at bilister ikke kan komme med færgen, fordi de stopper og anmelder et stenkast i Sverige. (Foto: Grafik: Katrine Holst Nielsen)

Siden foråret har politiet i Skåne modtaget cirka 90 anmeldelser om stenkast mod danske bilister.

Langt de fleste er sket på motorvejsstrækningen mellem Malmø og Ystad, hvor Bornholmslinjen sejler fra.

Af samme årsag har flere af de ramte biler været på vej til netop Bornholm, og for ikke at komme for sent til færgeafgangen er de først stoppet for at anmelde stenkastet, når de er nået havnen.

Den forsinkelse forhindrer svensk politis forsøg i at rykke ud med det samme, og det har fået ordensmagten på den anden side af Øresund til at bede Bornholmslinjen om hjælp.

- Svensk politi har taget fat i os, fordi de har det problem, at flere af dem, der oplever det her, vælger at køre videre, og så anmelder de det først, når de når frem, fortæller Jesper Maack, der er PR- og kommunikationschef hos Molslinjen, der driver færgen mellem Rønne og Ystad.

Det er tidligere blevet rapporteret, at det var på strækningen mellem Skurup og Ystad - markeret med sort - at mange af stenkastene fandt sted.

Det problem vil Bornholmslinjen nu forsøge at afhjælpe ved at tage hånd om dem, der bliver forsinket på grund af en anmeldelse.

- De skal gøre, som svensk politi siger, og holde ind. De skal ikke tænke på, om de mister deres færgebillet. Vi skal nok sørge for at få dem med på den afgang, der passer, når de når frem til Ystad, siger Jesper Maack.

Man skal trykke 112, som også er nummeret på alarmcentralen i Sverige.

Taknemmelige for hurtig anmeldelse

Fra svensk politi er man glade for assistancen, der skal gøre opklaringsarbejdet lettere.

- Vi har fået en fin aftale med Bornholmstrafikken om, at de hjælper med at ombooke bilister til en senere afgang, når dette hænder, så bilisten har en mulighed for at standse og alarmere os, siger talsperson Ewa-Gun Westford.

Forruden på danske Adam Kofoed Månssons bil efter den blev ramt af en sten på motorvejen i Sverige.

Blandt de alvorligste tilfælde af de seneste måneders stenkast fik en 70-årig dansk mand i maj en sten igennem forruden, har flere medier skrevet. Han mistede det ene øje.

Og angrebene fortsætter, for mandag morgen blev endnu en dansk bilist ramt på strækningen.

Det fik svensk politi til at rykke ud i stort antal, og i en periode var motorvejen afspærret.

En indsats, der kun gav mening, fordi anmeldelsen kom prompte.

- Vi er meget taknemmelige over, at den danske bilist i dette tilfælde valgte at standse på stedet og alarmere os, så vi kan efterforske grundigt og uden forsinkelse, siger Ewa-Gun Westford.

Der har været benyttet både helikoptere og droner i jagten på gerningsmanden, indtil videre uden held, ligesom der heller ikke er noget klart motiv.

Talsperson Ewa-Gun Westford.

Hjælper gerne

Den hjælpende hånd til svensk politi giver selskabet bag Bornholmslinjen gerne, siger Jesper Maack.

- Vi har alle sammen en fælles interesse i at få det her stoppet, og når svensk politi siger, at det kan hjælpe dem i deres opklaringsarbejde, så vil vi selvfølgelig gerne hjælpe til.

Selvom de mange stenkast har fået masser af omtale, og flere bilister til medierne har udtrykt stor bekymring over at køre på motorvejsstrækningen E65, har det ikke smittet af på lysten til at sejle fra Ystad.

I sidste uge havde Bornholmslinjen 64.500 passagerer, og det er flere sammenlignet med samme uge de foregående år, fortæller Jesper Maack.

Alle, der skal med Bornholmslinjen, modtager en sms med besked om, at man kommer med næste afgang, hvis man bliver forsinket på grund af en anmeldelse, og på hjemmesiden angives også alternative ruter, der fører en uden om E65-motorvejen.

Facebook
Twitter