Bornholms største narkofangst udløser syv års fængsel til 39-årig mand

Bornholmeren blev snuppet med adskillige kilo amfetamin og tusindvis af ecstasypiller.

De store mængde narkotika blev fundet på adresser i Nexø og Rønne på Bornholm. Det er Bornholms Politis største narkofangst nogensinde. (Foto: Bornholms Politi)

5.764 gram amfetamin og 4.357 ecstasypiller.

Sådan lød det i dag i Retten på Bornholm, da en 39-årig mand fra Nexø blev idømt syv års fængsel for blandt andet besiddelse af den store mængde narkotika.

Politiet konfiskerede narkotikaen på adresser i henholdsvis Nexø og Rønne den 1. maj i år, og i den forbindelse fik ordensmagten fat i den 39-årige, som har været varetægtsfængslet lige siden.

Ved tirsdagens retsmøde tilstod manden både at have opbevaret og at have haft til hensigt at sælge stofferne videre.

De mange kilo amfetamin og tusindvis af piller er tilsammen den største beslaglæggelse af stoffer i øens historie, og ifølge politiet har sagen forbindelse til bandemiljøet, siger efterforskningsleder ved Bornholms Politi, Henrik Schou.

- Vores tese er, at der er en bandegruppe fra Københavns-området, som tænker på at etablere sig på Bornholm. De vil have narkomarkedet her på øen, siger han.

Henrik Schou understreger dog, at det endnu ikke er lykkedes banderne at få overtaget markedet på Bornholm, og sådan skal det gerne blive ved med at være.

- Vi stiller skarpt på det her problem med banderne og den følgekriminalitet, de tager med sig. Vores indsats bygger på, at vi både forebygger og strafforfølger dem, som er impliceret, siger Henrik Schou.

Planen kunne være salg til sommerturister

Kim Møller er lektor og ph.d. ved Malmø Universitet, og han har i en årrække forsket i den kriminelle underverdens salg af narkotika.

Han skønner, at den store mængde ikke nødvendigvis skulle ende i de bornholmske næser og munde.

- Bornholm er jo en ganske attraktiv feriedestination, og de her stoftyper ser vi typisk i nattelivet. Det kunne være, at man gerne vil servicere de tilrejsende i løbet af sommermånederne. Jeg tvivler på, at der er et ekstraordinært højt forbrug af amfetamin i forhold til det øvrige Danmark, siger Kim Møller.

Narkofangsten er blevet sat i forbindelse med et knivstikkeri, som indtraf i slutningen af juli i år, da en 30-årig mand blev stukket ned på Lille Torv i Rønne.

Manden overlevede.

Bornholms Politi er forsigtig med at komme med oplysninger omkring den del af sagen, men Kim Møller mener, at der typisk opstår vold, når så store partier narkotika beslaglægges af politiet.

Alene amfetamin kan koste 200-300 kroner per gram, og derfor er det store summer, der pludselig går tabt, og det må nogen bøde for, siger Kim Møller.

- Når politiet konfiskerer et stort lager, er der pludselig problemer i narkoøkonomien. Så er der nogen, som skylder penge, og dem kan de ikke betale, fordi deres varer er gået tabt. Så tyr bagmændene til vold, siger lektoren.

Ved dagens retssag havde anklager ved Bornholms Politi Benthe Pedersen krævet ikke mindre end otte års fængsel, mens den 39-åriges forsvarer Mikael Skjødt argumenterede for fem års fængsel.

Det endte altså med syv år, og den 39-årige modtog dommen.

Facebook
Twitter