Bornholmsk æbletræ med to gamle æbler

Lilliendal Plantecenter har podet et træ med de to bornholmske æblesorter rødraner og dyndegårdsæblet. Næste år kommer granegårdsæblet måske også med.

Om nogle år kan du sætte tænderne i flere bornholmske æblesorter fra samme træ. (Foto: Annette Jespersen © DR)

Har du altid drømt om at kunne plukke dine egne bornholmske æbler i haven, kan du nu slå to fluer med ét smæk.

Til havens dag - som er i denne weekend - har Lilliendal Plantecenter i Rønne nemlig podet en række frugttræer med de to bornholmske æblesorter rødraner og dyndegårdsæblet.

Og dem vil bornholmerne gerne prøve kræfter med hjemme i haven.

- Vi har solgt ganske pænt af dem, siger planteskolens ejer Jørgen Hansen.

Faktisk har arbejdet med at pode været så sjovt, at Jørgen Hansen sammen med planteskolens podemand regner med at eksperimentere videre til vinter - og måske oven i købet samle tre gamle bornholmske æblesorter på et og samme træ.

Og tredje æble - det kunne godt blive granegårdsæblet.

Lilliendal er ikke alene om at arbejde med bornholmske æblesorter. Melstedgård og Fuglesang Haveparadis har sammen lavet en række æbletræer med ialt fem bornholmske æblesorter: slamraæblet, dyndegaardsæblet, yndby, styrsgaards vinterkalvil og kaptajns æble.

Regionskommunen har allerede investeret i 20 nye træer med gamle æblesorter.

Der går 3-4 år, inden de nye æbletræer begynder at bære frugt.

Facebook
Twitter