Bornholmske Michael Møller misbrugt i russisk tv-indslag

Ejeren af forhenværende militært tårn på Dueodde er fejlciteret og fremstilles som russisk agent.

De russiske tv-journalister lavede blandt andet optagelser i det privatejede Bornholmertårnet, der har en koldkrigsudstilling. Ejeren af tårnet, Michael Møller, føler sig fejlciteret og misbrugt. (Foto: Kaj Sparrewath Hansen © Kaj Sparrewath Hansen)

Både danske toppolitikere og menige bornholmere føler sig misbrugt i et russisk tv-indslag lavet af den statskontrollerede station NTV. Det fortæller Radio 24syv i dag.

De to tidligere socialdemokratiske ministre Nick Hækkerup og Mogens Lykketoft siger til Radio24syv at de føler sig misbrugt til russisk propaganda. Og bornholmske Michael Møller, der ejer Bornholmertårnet med en koldkrigsudstilling ved Dueodde, føler sig også manipuleret i samme udsendelse.

Bornholmertårnet blev blandt andet brugt til overvågning under den kolde krig.

Udtalelser blev manipuleret

Michael Møller følte sig ellers godt behandlet af de russiske journalister, da de var på øen, og derfor kom indholdet i det russiske tv-indslag også helt bag på ham. Han føler sig både misbrugt og manipuleret i indslaget, hvor de danske stemmer er skruet helt ned og erstattet af russisk tale, der fortæller noget helt andet, end det, som blandt andre Michael Møller sagde.

- De giver blandt andet det indtryk, at jeg er agent for Kreml. Den fremstilling er helt uoverskuelig og dybt tragisk, siger Michael Møller.

I tv-indslaget bliver det også sagt, at der sidder et overvågningskamera i toppen af Bornholmertårnet, der holder øje med Rusland. I virkelighedens verden er der tale om en TV2-vejrstation. TV-inslaget fortæller også, at gaderne på Bornholm ligger øde hen, fordi bornholmerne er bange for Rusland.

Journalisterne kom med en dagsorden

Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Flemming Spliidsboel Hansen, er overbevist om, at de russiske tv-folk havde en klar dagsorden, da de kom til Bornholm for at lave indslaget.

- Det her er en lille brik i det store spil, hvor russiske medier giver vælgerne et billede af, at Vesten er i konflikt med Rusland, og at Rusland derfor må passe på sig selv, centralisere magten, have et stærkt militært forsvar og en præsident, der forstår at håndtere de her udfordringer, siger Flemming Spliidsboel.

Han blev i øvrigt selv spurgt, om han ville medvirke i tv-indslaget, men takkede nej.

Facebook
Twitter