Brænder for arbejdet med unge: 38 år med udsatte feriedrenge på Bornholm

Efterspørgslen er stigende blandt unge drenge fra hovedstaden for at komme på ferie på Bornholm.

Et par af feriedrengene får et velfortjent hvil mellem de krævende øvelser. (Foto: Kristoffer Sutton © DR bornholm)

Siden 1979 har oversergent Preben Kruse Rasmussen, eller P.K., taget imod feriedrenge fra hovedstadsområdet.

- Det er mit hjertebarn det her. Jeg føler, at det jeg og staben bag gør, hjælper de unge med at komme på rette kurs, fortæller han.

Han bliver ved at holde kontakten med de drenge, der har været med.

- Også med det allerførste hold, jeg havde igennem i 1979. Her er alle på supergod kurs ude i verden, siger Preben Kruse Rasmussen.

I år har fonde doneret ekstra mange penge til formålet, og holdet er derfor udvidet fra 18 til 20 drenge, og har fået en overbygning i skikkelse af en mentorordning.

- De unge mennesker er her ikke bare i 16 dage, men de får også et netværk, de kan trække på, hvis de har brug for det, siger Preben Kruse Rasmussen.

Drengene kommer fra socialt udsatte og fattige familier i København, og får gennem Børnenes Kontor muligheden for 16 dages sommerferie på Almegårds Kaserne på Bornholm.

Flere vil på ferie på Bornholm

På dagens øvelse, rapelling fra Hammerbrudet, kan den disciplin, som militæret lærer drengene mærkes. De adlyder ordrer med det samme, og når de henvender sig til Preben Kruse Rasmussen er det 'hr. oversergent'.

Se drengene rapelle ned fra den 17 meter høje skrænt i videoen herunder:

En af dem, der har meldt sig til programmet, er Teis Christian Hansen fra Frederiksberg.

- Jeg har meldt mig til, fordi min storebror har været af sted tidligere. Han har inspireret mig meget til at tage med, siger han.

Langt de fleste kommer med på turen på den måde. Drengene spreder oplevelserne til familie og venner, når de kommer hjem.

Hos Børnenes Kontor, der behandler ansøgningerne om at komme til Bornholm, ser kontorleder Trine Hove en stigende interesse for at komme på ferie på Bornholm.

- I år har vi fået omkring 30 ansøgninger - altså flere, end vi kan sende af sted. Vi gør ikke noget længere for at reklamere for opholdet, men der er helt sikkert nok interesserede, hvis man besluttede sig for at starte flere hold, siger Trine Hove.

Feriedrengene:

  • Første hold drog mod Bornholm i 1954

  • Er i dag drevet af den frivillige forening Feriedrenge ved Bornholms Værn

  • Pengene kommer gennem donationer fra fonde og virksomheder

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk