Danmark og Sverige vil deles om lægehelikopter: Skal give kortere responstid på Bornholm

Region H vil skyde penge i den lægehelikopter, som Region Skåne skal have.

Region Hovedstaden er klar til at skyde penge i en ambulancehelikopter i Skåne. Det betyder blandt andet hurtigere afhentning af bornholmske patienter, der på langt sigt både kan blive behandlet på Rigshospitalet og på Universitetshospitalet i Lund. (Arkivfoto). (Foto: Media Næstved)

Bornholmere og gæster på øen skal vænne sig til at høre mere svensk, hvis de har behov for at blive hentet af helikopter og fløjet til behandlig på Rigshospitalet.

De politiske formænd i de to øresundsregioner - danske Sophie Hæstorp Andersen (S) og svenske Carl Johan Sonesson (Moderaterne) - har netop underskrevet en hensigtserklæring, der vil give Skåne og Region Hovedstaden en fælles lægehelikopter.

- Jeg har længe ment, at vi har brug for en bedre helikopterdækning af Bornholm, og det kan vi give med en fælles dansk-svensk helikopter, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Hurtigere hjælp med svensk helikopter

En fælles helikopter vil ikke kun betyde et supplement til de nuværende fire danske lægehelikoptere. Det vil også betyde, at bornholmske patienter kan komme i behandling hurtigere end nu.

For flyvetiden er kortere fra Skåne til Bornholm end fra Ringsted eller Roskilde, hvor henholdsvis lægehelikopteren eller forsvarets redningshelikopter i dag letter fra.

Det er stadig planen, at patienter fra Bornholm skal flyves til behandling på Rigshospitalet, men Sophie Hæstorp Andersen og Carl Johan Sonesson vil også gerne udvide samarbejdet mellem hospitalerne på de to sider af Øresund, så danske patienter vil kunne modtage akut behandling i Sverige.

Hjerteformand: positivt med dansk-svensk helikopter

Planerne om en fælles dansk-svensk helikopter og kortere flyvetid for patienter med hjertestop eller blodpropper i hjertet er meget positivt.

Det siger formanden for Hjerteforeningen på Bornholm, Jørn-Ole Kristoffersen.

- Jo kortere tid, der går, jo bedre er det. En svensk helikopter vil alt andet lige betyde, at man kan komme hurtigere til Rigshospitalet, siger Jørn-Ole Kristoffersen.

Han er også åben over for et tættere samarbejde mellem hospitalerne i hovedstaden og Skåne, så bornholmske patienter på længere sigt kan blive behandlet på blandt andet Universitetshospitalet i Lund.

En fælles dansk-svensk akuthelikopter og et udvidet samarbejde på tværs af Øresund skal godkendes i Sundhedsstyrelsen.

De to regionsrådsformænd tror dog så meget på det, at de allerede nu har aftalt at mødes igen i august for at konkretisere planerne.

Facebook
Twitter