Dansk atomaffald skal lægges i mellemlager

Venstres Erling Bonnesen kræver nu, at et mellemlager bliver en vægtig del af debatten om det danske atomskrald fra Risø.

Venstres Erling Bonnesen er fuld af lovord om den måde, hollænderne har taklet deres atomaffald på ved at lægge det i et såkaldt mellemlager.

Det siger han efter en studietur mandag, hvor han sammen med 12 folketingskolleger blev vist rundt på det hollandske atommellemlager COVRA.

- Det var særdeles lærerigt, og hollænderne øste af deres erfaringer, siger Erling Bonnesen.

Veldrevet anlæg

- Vi så et rigtig godt, veldrevet anlæg. Det er simpelthen en god måde, de gør det på i Holland. Så det er nogle gode erfaringer at tage med hjem, mener Erling Bonnesen.

- Erfaringerne skal inddrages i det fortsatte arbejde i Danmark, kræver han.

Mellemlager fraværende i dansk debat

Indtil videre mener Venstremanden, at diskussionen om et mellemlager i stedet for det slutdepot Folketinget vedtog i 2003 ikke har spillet en rolle i den danske debat.

- Nej, det synes jeg ikke. Det har ligesom været undertrykt. Mellemlageret skal diskuteres som et reelt alternativ i den videre danske proces. Det er helt oplagt, understreger Erling Bonnesen.

Vil ikke ændre 2003-beslutning

Erling Bonnesen vil dog i første omgang ikke kræve, at Folketinget ændrer sin beslutning fra 2003 om, at Danmark selv skal skaffe sig af med alt det radioaktive affald fra årtiers atomforsøg på Risø nær Roskilde.

- Men vi skal sikre, at vi får alle muligheder belyst. For hidtil har det mest været slutdepotet, som har været på bordet, konstaterer han.

- Vi skal helt klart have inddraget de hollandske erfaringer med en mellemlagerløsning.

Folketinget forventes først i det nye år at beslutte, hvad der skal ske med det danske atomaffald.

Se hvordan man har valgt at håndtere og opbevare radioaktivt affald i Holland i videoen i toppen af artiklen.

Facebook
Twitter