Danske soldater på NATO-øvelse i Litauen

Opklaringseskadron fra Bornholm sendes på NATO-øvelse frem til midten af december.

En opklaringseskadron ved Almegårds Kaserne skal på NATO-øvelse i Litauen fra næste uge. (Arkivfoto) (Foto: Mette Maj Brochorst © DR Bornholm)

158 danske soldater tager i næste uge afsted på en længerevarende NATO-øvelse i Litauen, oplyser Forsvaret.

Styrken består af en eskadron fra Opklaringsbataljonen på Bornholm samt støtte-enheder fra andre dele af hæren, og den skal ledes af 1. Brigade.

Soldaterne skal træne samarbejde med litauiske styrker i området omkring Kaunas i det centrale Litauen.

Vi øver os med vores allierede

- Øvelsen er en del af Nato Assurance Measure, og målet med den aftale er at forstærke alliancens kollektive ansvar - og det betyder blandt andet, at man skal udbygge øvelsesaktiviteten i Baltikum, siger presseofficer og kaptajn Niels Brandt fra 1. Brigade.

- Nato viser med denne øvelse, at vi står sammen med vores allierede, og vi øver os med vores allierede, siger Niels Brandt.

Erfaringer fra Afghanistan

Øvelserne vil blandt andet komme til at omfatte overvågningsopgaver i en ramme af kampoperationer.

2. Lette Opklaringseskadron er en del af opklaringsbataljonen på Bornholm, og Niels Brandt nævner, at det er en enhed med solide erfaringer fra indsættelser i Afghanistan, hvor enheden løste opklaringsopgaver i den afghanske ørken.

 

Facebook
Twitter