Vågekonerne holder ikke kun de døende i hånden til allersidst i livet. De er i højere grad også begyndt at sidde sammen med de alvorligt syge tidligere i deres sygdomsforløb.

Og selv om arbejdet for vågekonerne på den måde vokser, er de glade for det. Det giver nemlig vågekonerne bedre mulighed for at lære den døende at kende.

- Det er dejligt, når de pårørende kan fortælle den døendes livshistorie, så kan man bedre sætte sig ind i den enkeltes situation inden den allersidste fase, siger Alice Hansen, der er aktivitetsleder i Vågetjenesten hos Røde Kors Bornholm.

Pårørende har brug for pauser

Gennem de sidste to år har hun mærket en stigende efterspørgsel på hjælpen fra de frivillige vågekoner. Familien vil nemlig gerne være tæt på, når døden nærmer sig - men det er hårdt for de pårørende.

- Den døende kan have et langt sygdomsforløb, og det kan være meget opslidende for de pårørende. Derfor kan de have brug for, at vi støtter op, så de kan få en kort pause, siger Alice Hansen.

Det slider hårdt på vågekonerne

Landets øvrige vågetjenester - først og fremmest Røde Kors, Samvirkende Menighedsplejer og Ældre Sagen - oplever ligesom de bornholmske vågekoner, at der oftere er bud efter dem, så de kan aflaste de pårørende.

Derfor har vågekonerne, der typisk er ældre mennesker på pension, udvidet deres vågetjenester fra de sidste timer eller dage til længere forløb.

Ifølge Kristeligt Dagblad er især Ældre Sagens vågetjeneste betænkelig ved, at de pårørende beder om mere aflastning.

- Man skal huske på, at de frivillige ikke er professionelle, men oftest ældre, der er gået på pension, siger socialhumanitær-konsulent Peter Lindblad til Kristeligt Dagblad.