De største virksomheder på Bornholm mangler medarbejdere

Hver fjerde af øens største virksomheder mangler folk på lønningslisten.

PL Entreprise var med til at anlægge Rønnes ringvej tilbage i 2013. Virksomheden er en af dem, der kommer til at mangle arbejdskraft i fremtiden. (Foto: PL Enterprise © DR)

Tidligt i morges kom tre nye kalve til verden på gården Olsminde på Bornholm. En af kalvene har dog have svært ved at die hos sin mor, og derfor griber en af gårdens medarbejdere en sutteflaske, så kalven kan få sin mors fede, livsvigtige mælk.

På Olsminde var der i dag en medarbejder klar til at tage imod de nyfødte kalve, men faktisk står mejerisektoren på Bornholm i lidt af en knibe – der mangler nemlig medarbejdere.

Faktisk står hver fjerde af øens større virksomheder med ubesatte stillinger, viser en ny spørgeundersøgelse, som DR Bornholm har foretaget blandt de 45 største virksomheder, hvoraf 31 har svaret.

En af dem, som har svaret på undersøgelsen, er ejeren af Olsminde, Kim Larsen, der også er formand for Bornholms Andelsmejeri.

Han vurderer, at manglen på medarbejdere i sektoren skyldes den næste generations manglende vilje til at gribe malkemaskinen og greben i kostaldene.

For selvom det kan være attraktivt at tage sig af de søde, spæde kalve, så er det ikke malkekøer, der optager den unge, når han eller hun bladrer igennem ”Hvad kan jeg blive?”-bogen:

- Jeg tror, at det er svært at lokke de unge ud i mejerisektoren. Det er simpelthen den største udfordring for os, siger Kim Larsen.

Mejerisektoren mangler både ufaglærte og driftsledere i øjeblikket, og hvis det ikke lykkes at få flere til at træde ind i staldene, så kan gårdene heller ikke vokse sig større, siger Kim Larsen:

- Bedrifterne bliver jo større og større, så der skal jo være medarbejdere nok. Man kan jo ikke passe det hele selv, siger han.

Denne betragtning deler halvdelen af de adspurgte virksomheder i spørgeundersøgelsen. Her erklærer de sig nemlig enige eller delvist enige i, at udfordringen med at finde arbejdskraft er den væsentligste hindring for vækst og udvikling på øen.

Bornholmerne bliver ældre, og eleverne smutter

Og det er også tilfældet hos PL Entreprise i Rønne, der er den største entreprisevirksomhed på Bornholm. Her er det ikke manglen på opgaver, men hænder til at løse dem, der udgør en hæmsko for virksomhedens vækst:

- Befolkningen på Bornholm bliver ældre, og der bliver født færre mennesker på øen, og dem, vi forsøger at lære op, flytter væk fra øen, og det betyder i sidste ende, at vi ikke kan lave opgaverne, og at vi må få fat i udenlandsk arbejdskraft, siger direktøren for PL Entreprise, Jens Koefoed.

Dansk Industri Bornholm repræsenterer en del af de største virksomheder på Bornholm, og her holder man løbende øje med virksomhedernes behov. Derfor kommer spørgeundersøgelsens resultater heller ikke bag på formand Kenn Kjellberg:

- Medarbejdermanglen er den største trussel mod det bornholmske erhvervsliv, og det har vi jo sagt i de sidste to til tre år, og det er den samme situation i hele landet, siger han.

Formanden mener, at virksomhederne kan skaffe flere medarbejdere ved at få flere unge ind på arbejdspladsen, og her nævner Kenn Kjellberg specifikt indsatser, der skal få flere elever og lærlinge til at gribe hammer, sav og andet værktøj på øens arbejdspladser.

Tidligere i år tilbød 100 bornholmske virksomheder 300 praktikpladser til unge over hele landet, der ledte efter et sted at blive udlært.

Og hvis denne tilgang ikke bærer frugt, så bør virksomhederne ikke kun lede efter arbejdskraft i Danmark, mener Kenn Kjellberg:

- Ellers er der kun en vej at gå, og det er at importere uddannet, udenlandsk arbejdskraft, siger formanden.

I 2016 vurderede Center for Regional- og Turismeforskning, at Bornholm vil mangle 425 faglærte i 2025.

Facebook
Twitter