Den lave svenske krone giver tusindvis af færre overnatninger på Bornholm

Den svenske valuta har haft konsekvenser for overnatninger i Østersøen.

Den lave svenske krone giver færre svenske turister på Bornholm. (Foto: TT News Agency © Scanpix)

De svenske turister har i år tilsyneladende ikke været helt så vilde med at komme til Bornholm som tidligere.

Omkring 7.500 færre svenske overnatninger bød årets første otte måneder på i forhold til samme periode sidste år, viser tal fra Danmarks Statistik.

Det placerer antallet af overnatninger på samme niveau som under finanskrisen.

For at finde en forklaring på den nedgang, skal man kigge nærmere på værdien af de svenske mønter og sedler, vurderer Kim Håkansson, der er filialdirektør for Danske Bank i Rønne.

- Hvis ens rejse til Bornholm eller andre steder i verden bliver cirka 10 procent dyrere, end den var tidligere, tror jeg, det spiller ind i mange svenske familiers budget, om man skal tage ud at rejse eller ej, siger Kim Håkansson.

For den svenske valuta er faldet en hel del. I dag kan man købe 100 svenske kroner for 72 danske, men for bare to og et halvt år siden var den svenske kronekurs på 81.

Årsagen til den svenske kronekrise skal findes i et stagnerende, svensk boligmarked, forklarer Kim Håkansson:

- Boligmarkedet var den helt store "vækst-driver" tidligere. Det er gået i stå, og derfor oplever mange svenskere lavere boligpriser end for et år siden.

Den svenske nationalbank ventes inden årets udgang at hæve den svenske rente, men ifølge en prognose foretaget af Danske Bank vil det kun i mindre grad påvirke kronekursen.

- Der er ikke noget, der tyder på, at valutaen kommer til at stige voldsomt. Vi har en prognose, der viser, at den vil stige til 72-74 kroner inden for de næste 12 måneder, siger Kim Håkansson.

Politisk kaos slider ikke på kronen

Den lave valutakurs i Sverige kommer oven på et vaskeægte regeringskaos, som blev udløst i kølvandet af det svenske valg tilbage i september.

Søndag opgav lederen af den borgerlige blok i Sverige, Ulf Kristersson, håbet om at danne en ny regering, og nu er det så den hidtidige svenske statsminister, socialdemokraten Stefan Löfven, der forsøger at samle en regering.

Men ingen af blokkene i svensk politik ønsker at samarbejde med højrefløjspartiet Sverigesdemokraterne, og det er derfor svært at sige, om det overhovedet vil lykkes at danne en svensk regering uden nyvalg.

Men den store usikkerhed omkring regeringsdannelsen i Sverige vil formentlig ikke give en endnu lavere svensk kronekurs, vurderer Kim Håkansson:

- Svenskernes optimisme vil måske være påvirket og dermed være med til at dæmpe forbruget, indtil de finder ud af, hvilken regering der kommer, og hvad det betyder for den enkeltes økonomi.

Facebook
Twitter