Der skal bornholmsk rapsolie i de danske gryder

Lehnsgård Rapsolie fra Aakirkeby kommer ud på hylderne i alle store supermarkeder gennem et nyt samarbejde med DLG Foods.

Bornholmsk raps får nu mulighed for at lande i de varme gryder over hele landet. Lehnsgård Rapsolie har nemlig indgået et tæt samarbejde med DLG Foods, der leverer til supermarkeder over hele landet. (© P4 Bornholm)

Når du køber koldpresset, dansk rapsolie i Kvickly, Netto, Lidl, Superbrugsen eller Irma, er der stor sandsynlighed for, at rapsen har vokset på Bornholm.

Lehnsgård Rapsoliefabrik i Aakirkeby har nemlig lavet en aftale med DLG Food om at levere rapsolie til mange danske supermarkeder, og i forvejen havde den bornholmske rapsolieproducent selv leveringsaftale med flere kæder.

I første omgang skal den bornholmske fabrik kun levere olie i glasflasker, mens det stadig er en anden producent, som leverer koldpresset, dansk rapsolie i plasticflasker.

Produktionen udvides hen ad vejen

Indehaveren af Lehnsgård Rapsolie, Hans Hansen, regner dog med også at overtage arbejdet med at fylde olie i plasticflasker på et senere tidspunkt. Det er også først på det tidspunkt, der for alvor kommer flere arbejdspladser i det.

- Vi udvider produktionen hen ad vejen, siger Hans Hansen.

Han håber også, at den udvidelse kommer til til at omfatte produktionen af økologisk, bornholmsk rapsolie. I dag må den økologiske raps nemlig hentes på Lolland.

- Der bliver ganske enkelt ikke dyrket økologisk raps på Bornholm, men det, håber jeg, bliver ændret nu, siger Hans Hansen.

Rapsolie i konkurrence med olivenolie

Den bornholmske rapsolie skal især konkurrere med olivenolie, som danskerne i stor stil bruger i madlavningen. Og her kommer samarbejdet med DLG Food i den grad ind i billedet. Der bliver nemlig langt bedre muligheder for at markedsføre olien.

Både Hans Hansen og DLG Food tror på, at der er rigtigt gode muligheder for for alvor at få danskerne til at putte rapsolie i gryderne:

- Rapsoliens anvendelsesmuligheder er mange, og når sortimentet indeholder både klassiske rapsolier og specialprodukter med for eksempel citron, er det kun fantasien, der sætter grænser, siger Jan Kristensen, markedsdirektør i DLG Food.

 

Facebook
Twitter