Man behøver hverken at have børn eller børnebørn for at blive 100 procents bedstemor.

Det kræver blot, at man åbner sine døre - og det har Kirsten Wendell fra Bornholm i den grad gjort.

Derfor banker det konstant på døren i parcelhuset i det østlige Rønne, som Kirsten Wendell deler med sin mand, Flemming Mortensen. Eller også ringer telefonen. Eller også smutter den ene eller begge ægtefæller lige forbi noget af den selvvalgte og stærkt udvidede familie.

Fra russiske sømænd til flygtninge

Kirsten Wendell har i de seneste 12 år været stærkt involveret i modtagelsen af flygtninge på Bornholm, og hun er en af de mange danskere, der har gjort et kæmpe arbejde for at give flygtninge muligheden for at skabe sig et nyt liv i et land, hvor de hverken kan sproget, kender kulturen eller har noget netværk.

Mange burmesere er kommet til Danmark fra den kristne provins Chin i det nordlige Burma, og Baptistkirken på Bornholm åbnede dørene for dem, da den første flok kom til Bornholm den 20. januar 2004.

Kirsten Wendell trængte på det tidspunkt i virkeligheden mest til en pause efter måneders kamp for at hjælpe nogle russiske søfolk, der var endt under kummerlige forhold og uden løn på et fabriksskib i Rønne Havn.

Lukker ikke igen øjnene for folk i nød

- Undervejs i den proces havde jeg lovet mig selv, at det var sidste gang, jeg lukkede øjnene for folk, der var i nød lige udenfor min dør, fortæller Kirsten Wendell nu mange år senere.

- Derfor kunne jeg kun sige ja, da et af Baptistkirkens medlemmer ringede og spurgte, om jeg ikke kunne gøre noget for de burmesiske kvinder, der kom, siger hun.

Og det kunne den socialt engagerede kvinde selvfølgelig. Hun har i mange år været socialdemokrat og stærkt engageret i lokalpolitik i både Rønne Byråd og Bornholms Regionsråd.

Selv om hun samtidig har fuldtidsarbejde som regnskabsmedarbejder for blandt andet flere københavnske filmselskaber, var der plads til burmeserne i hendes liv.

- Der var noget, der bankede på. Jeg kunne ikke lade være med at møde de første kvinder, der kun havde været på øen i ganske få dage på det tidspunkt, siger hun.

De skulle lære alting fra bunden

Første møde var med fire familier med sammenlagt tre børn. De var flygtet via Malaysia af både religiøse og militære årsager.

- De kom fra et diktatur, de kendte intet til verden udenfor deres provins - og da slet intet til Danmark.

- De skulle lære alt fra telefoner og internet til dansk sprog og kultur. De talte ikke engelsk, ja, faktisk kunne mange af dem dårligt tale sammen, fordi der findes mange små, lokale sprog i Burma, fortæller Kirsten Wendell.

Det gik hurtigt op for hende, at de burmesiske flygtninge skulle bruge hjælp til rigtigt meget, og Kirsten Wendell trak meget på både sin mand og andre i sit netværk.

De hjalp de nye bornholmere med alt fra at købe ind og få en hverdag til at fungere med sprogskole, børnehave og skolegang og gudstjenesterne i Rønne.

De manglede mest af alt en familie

Der kom flere og flere flygtninge, og så var det, det pludselig gik op for Kirsten Wendell, hvad de i virkeligheden stod og manglede allermest:

- De havde brug for at blive del af en familie, siger Kirsten Wendell.

Og ofte var der ikke langt fra tanke til handling hos ildsjælen. Sammen med Flemming Mortensen gik hun i gang med at finde en ordentlig flok bornholmske familier, der var villige til at mødes med en burmesisk familie eller enkeltpersoner og så lade det udvikle sig derfra.

- Vi fordelte familierne vilkårligt ud fra den filosofi, at vi heller ikke kender vores biologiske familie, når vi får dem. Og det lykkedes. Rigtigt mange fortsatte med at mødes, og næsten alle steder har bekendtskabet holdt og er blevet udviklet.

Fik barn og barnebarn næsten samtidig

Hende og Flemming Mortensens tildelte familie var et ungt par, hvor kvinden var gravid. Kirsten Wendell har ikke selv børn, så det var noget af en omvæltning pludselig at få unge mennesker så tæt ind på livet.

Hun var oven i købet med til fødslen af den dreng, hun siden har betragtet som sit barnebarn - og 12-årige Lawn betragter med lige så stor selvfølge Kirsten og Flemming som sine bedsteforældre.

Præcis lige som Lawns mor, Siang Uk Nawl, i dag betragter Kirsten og Flemming som sine danske forældre, og de har i dag et forhold til hinanden som ethvert andet forældrepar med voksne børn og børnebørn.

Siang, der i mellemtiden er blevet skilt fra sin burmesiske mand, er blevet uddannet SOSU-assistent og har fast arbejde, mens Lawn går i 6. klasse i Rønne.

Kristne og buddister samlet

Mens baptistkirken i begyndelsen var samlingsstedet for mange af de mere end 200 burmesere på Bornholm, er de i dag spredt ud.

Nogle kommer der stadig, andre har dannet egen menighed og lejet Metodistkirken i Rønne, mens andre igen er aktive i den katolske kirke på Bornholm.

- Og så er der også buddhister imellem. Til at begynde med tænkte vi slet ikke over, at vi blandede flere religioner, der jo nærmest slår hinanden ihjel i Burma. Her har de ikke problemer med at tolerere og acceptere hinanden, siger Kirsten Wendell.

- Det var en overvindelse for dem i begyndelsen, da de blev tvunget sammen. Nu er det helt naturligt.

Kirsten Wendell har arbejdet politisk ved siden af flygtningearbejdet, og hun håber, at hun får en periode mere i kommunalbestyrelsen på Bornholm.

Og så er det hendes store håb, at hun på det tidspunkt kan give den politiske stafet videre til en eller to burmesere og dermed sikre et endnu tættere bånd mellem de gamle og de nye bornholmere.

Blå Bog: Kirsten Wendell