Erik må nøjes med integrationsydelse efter rejse: "Jeg troede, at jeg var dansker"

Erik Anker Munk regnede med at kunne få kontanthjælp efter et udlandsophold - han tog fejl.

Erik Anker Munk havde regnet med at kunne få kontanthjælp, da han stod uden arbejde. I stedet fik han integrationsydelse efter at have opholdt sig i udlandet i for lang tid. (Foto: Kathrine Lykkegaard Jeppesen © (c) DR Bornholm)

Erik Anker Munk håber, at pengene rækker til hele måneden. Han har nemlig måttet spænde livremmen ind, efter at han havnede på integrationsydelse fremfor den kontanthjælp, som han ellers havde regnet med at få.

Efter længere tids rundrejse i verden vendte Erik Anker Munk tilbage til sit hjem på Bornholm og søgte Bornholms Regionskommune om at få kontanthjælp. Men det blev vurderet, at bornholmeren havde været for lang tid i udlandet, og derfor skulle han i stedet have den såkaldte integrationsydelse.

- Det er chokerende at få sådan en besked, for jeg troede jo, at jeg var dansker, siger han.

Og det betyder, at Erik Anker Munk nu får omkring 7.700 kroner før skat. Selv havde han regnet med at få omkring 11.000 kroner i kontanthjælp.

- Jeg må passe på pengene og håbe, at de varer hele måneden, siger Erik Anker Munk og fortsætter:

- Jeg har heldigvis en billig boligudgift. Jeg kræver ikke så meget. Jeg har hverken bil, internet eller kabel-tv. Jeg spiser mest kold mad, og der er ikke penge til sjov. Det kan blive til en bakke pomfritter den 1. i måneden, og så er det månedens restaurationsbesøg.

Det eneste, der ligger i det, er en straf i forhold til ham, fordi han ikke har opholdt sig i Danmark.

Kirsten Ketscher, professor i socialret ved Københavns Universitet

Reglerne strammes

Erik Anker Munk er blevet ramt af det såkaldte "opholdskrav." Det betyder, at man skal have opholdt sig i Danmark i syv ud af de seneste otte år for at kunne få kontanthjælp. For nyligt besluttede regeringen og Dansk Folkeparti at stramme lovgivningen yderligere. Det betyder, at man fra 2019 skal have opholdt sig lovligt her i riget - som det lyder i aftaleteksten - i mindst ni ud af ti år for at være berettiget til kontanthjælp. Lever man ikke op til opholdskravet, må man nøjes med integrationsydelse.

Nye optjeningsprincipper
  • For at kunne modtage kontanthjælp skal man fra 2019 have opholdt sig lovligt her i riget i mindst ni ud af de seneste ti år. I dag lyder opholdskravet på syv ud af de seneste otte år.
  • Som noget nyt indføres der også et beskæftigelseskrav. Det betyder, at man udover at skulle leve op til opholdskravet som udgangspunkt skal haft beskæftigelse i 2 ½ ud af de seneste 10 år for at kunne få kontanthjælp.
  • Der er desuden indført opholdskrav for at kunne modtage dagpenge, ressourceforløbsydelse, fleksløntilskud og ledighedsydelse. Læs mere her.

Kilde: Finansministeriet

Fra politisk side håber man, at det økonomiske incitament vil få flere til at gå fra integrationsydelse til beskæftigelse. Og Erik Anker Munk vil heller ikke afvise, at motivationen for at søge et arbejde er blevet forstærket.

- Mig og arbejdsmarkedet fungerer ikke så godt sammen. Det er svært, synes jeg. Det har det altid været, siger han.

Ifølge Erik Anker Munk har han kun været ude af Danmark i otte måneder, han kan derfor ikke genkende kommunens udlægning om, at han i løbet af de seneste otte år skulle have været bortrejst i mere end et år. Derfor har han klaget over beslutningen om at give ham integrationsydelse fremfor kontanthjælp.

Samtidig fortæller Erik Anker Munk, at han godt kan forstå ræsonnementet i, at alle ikke skal kunne komme til Danmark for at få kontanthjælp, men han mener, at han han har ret til ydelsen som dansker - også selvom han skulle have været ude af landet i mere end et år.

Han får opbakning fra Kirsten Ketscher, som er professor i socialret ved Københavns Universitet. Hun mener, at det er helt skævt, når danske statsborgere som Erik Anker Munk får integrationsydelse.

- Hvad er det, han skal lære, når han er på integrationsydelse? Det eneste, der ligger i det, er en straf i forhold til ham, fordi han ikke har opholdt sig i Danmark. Men jeg mener ikke, at det er et sagligt formål at behandle ham anderledes end dem, der har været i landet hele tiden, siger hun.

Kirsten Ketscher mener, at partierne bag stramningen af opholdskravet, som er indgået for at finansiere den nye skatteaftale, får svært ved at argumentere for formålet.

Men når reglerne skærpes, er det, fordi regeringen og Dansk Folkeparti ønsker at sende et signal om, at man skal have en fast tilknytning til det danske samfund og have bidraget hertil gennem en længere årrække for at kunne få de fulde ydelser, lyder det i skatteaftale-teksten.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på bornholm@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.