Ét enkelt nyt vindmølle-job skaber optimisme på Bornholm: 'En ekstremt god nyhed'

Et vindmølleeventyr ud for Bornholms kyst vil kunne resultere i hundredvis af nye jobs. Nu er et af de første landet.

Staten planlægger at etablere en stor vindmøllepark ud for Bornholm - Energiø Bornholm. Det kan resultere i hundredevis af nye jobs på øen. Billedet viser en havvindmøllepark ved Anholt. (Foto: © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix, Ritzau Scanpix)

Én ny arbejdsplads lyder måske ikke af meget på Bornholm, der har små 40.000 indbyggere.

Men det betyder noget, når arbejdspladsen er på et nyt kontor, åbnet af den internationale shippingvirksomhed Blue Water Shipping.

Stillingen bliver åbnet, fordi statens store havvindmølle-projekt Energiø Bornholm er ved at få vind under vingerne.

Lokalpolitikere og erhvervslivet har længe håbet – og troet på – at energiøen vil gavne øens trængte økonomi. Men med det nye job kommer et af de første konkrete tegn på, at der rent faktisk er penge og lokale arbejdspladser i projektet.

- Vi ser et stort potentiale for øen og for de lokale, siger Klaus Odby Jensen, der er general manager i Blue Water Shipping.

- Vi kommer med mere end 30 års erfaring indenfor vindbranchen, som vi gerne vil omdanne til arbejdspladser og aktivitet på øen – i samarbejde med de lokale.

Blue Water Shippings entré på Bornholm giver kun bornholmerne grund til optimisme. Det vurderer professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, Brian Vad Mathiesen.

- Det er et tegn på, at industrien ser et kæmpe potentiale for, at Rønne Havn spiller ind i den store udvikling, der finder sted med havvind i Østersøen. Så jeg betragter det her som en ekstremt god nyhed, siger Brian Vad Mathiesen.

Lokalt autoværksted på banen

Blue Water Shipping har mere end 2.000 ansatte og kontorer i omkring 70 lande. Klaus Odby Jensen lægger op til, at virksomheden i fremtiden kan udvide med 2-3 ansatte på Bornholm. De skal arbejde med at servicere skibe, som sejler mellem vindmølleparker og øen.

Derudover vil shippingvirksomheden samarbejde med lokale virksomheder.

- Udover de medarbejdere, der sidder hos Blue Water Shipping, vil der også være en masse afledte effekter hos underleverandører rundt omkring os, siger Klaus Odby Jensen.

En mulig underleverandør kan blive bilværkstedet Nyboes Auto i Rønne. Det har investeret i nye, store anlægsmaskiner, som det vil leje ud i forbindelse med etableringen af Energiø Bornholm.

Værkstedet har netop haft besøg af repræsentanter fra Blue Water Shipping, som var meget interesserede i maskinerne.

- Det er glædeligt, at vi får besøg af Blue Water Shipping med henblik på at få et samarbejde op at køre, siger direktør hos Nyboes Auto, Jesper Jensen.

- Jeg tror på, at den her udvikling er kommet for at blive. Vi har haft et par år til at lære det hele lidt at kende, så derfor tør jeg nu at gøre investeringen de her store, meget specielle maskiner. Det er maskiner, der ikke findes mange af i Skandinavien. Så det er ikke noget, man lige henter rundt om hjørnet.

Den internationale shippingvirksomhed Blue Water Shipping vil samarbejde med bornholmske virksomheder om at løse opgaver i forbindelse med Energiø Bornholm. Det lokale bilværksted Nyboes Auto byder sig til med udlejning af nyindkøbte anlægsmaskiner. (Foto: © Laura Barfoed Mikkelsen)

Så meget lokal arbejdskraft som muligt

Bornholm vil snart komme til at se mange flere samarbejder som det, der er på vej mellem Nyboes Auto og Blue Water Shipping. Det vurderer Christa Lodahl, som erhvervschef hos det lokale erhvervscenter Business Center Bornholm.

Når først Energiø Bornholm skal etableres, vil store aktører komme til Bornholm. Men de vil alliere sig med lokale virksomheder og lokal arbejdskraft.

- Vi ved, at mange gerne vil indgå samarbejde med lokale underentreprenører. Det koster rigtig mange penge at flytte mange medarbejde på tværs af landet eller hertil fra udlandet. Så det er attraktivt at få så meget lokal arbejdskraft som muligt, siger Christa Lodahl.

Forberedelserne til Energiø Bornholm er nu så langt fremme, at tegningerne og placeringen af en op til 25 meter høj omformerstation på Sydbornholm blev præsenteret ved et borgermøde i sidste uge.

30. marts inviterer Bornholms borgmester Jacob Trøst (C) til et stort borgermøde med ét spørgsmål på dagordnen: Hvad kan energiøen gøre for det bornholmske samfund?