Færre sæler i Østersøen

Fiskeres bekymring om eksplosion i antallet af sæler, som konsekvens af nedskæring i fiskekvoter, er ubegrundet, mener ekspert.

Ny optælling tyder på, at et støt stigende antal gråsæler i Østersøen nu er ved at have nået toppen. (Foto: Helge Røjle)

Østersøsælernes vækst ser ud til at være ved at tabe fart.

Antallet af gråsæler er ellers steget støt siden 80erne takket være fredning og mindre sygdom, men ved den seneste optælling er antallet af sæler faldet i forhold til sidste år.

Det fortæller seniorforsker ved Aarhus Universitet Anders Galatius.

- Når vi ser over et femårsforløb, kan det være starten på et forløb, hvor antallet af sæler i Østersøen stagnerer, siger han.

Årsagen kan ifølge forskeren være, at Østersøen nu er ved at være mættet af sæler.

Flere torsk har minimal betydning for sælerne

Tidligere på måneden blev torskekvoterne i Østersøen skåret dramatisk.

Bekymringen blandt Bornholms fiskere har været, at den store beskæring i fiskekvoterne vil føre til, at sælerne, med en næsten uudtømmelig kilde til føde, vil stige enormt i antal.

Fiskerne er i forvejen godt trætte af sælerne, som går efter fangsterne i fiskenettene.

Men det kommer næppe til at ske, mener Anders Galatius.

- Det betyder ikke så meget for sælerne, at torskebestanden kommer sig. Sælerne er meget opportunistiske, når det kommer til føde. De spiser de fisk, der er, og det har kun en marginal betydning, at en enkelt art kommer sig, siger han.