Flere starter iværksætterselskaber

Over 20.000 personer har siden 2014 benyttet sig af en ny selskabsform for iværksættere.

Iværksætteren Johan Bülow vandt i 2013 prisen EY Entrepreneur Of The Year for lakridsvirksomheden. Nu kaster flere og flere danskere sig ud som selvstændige erhvervsdrivende. (© DR Bornholm)

Dorthe Lind Thornton og Kristian Kongsted startede tidligere i år bornholmerbixen.dk. De er iværksættere og driver virksomheden om aftenen, når børnene er lagt i seng.

De faldt i snak med hinanden over hækken. De er naboer. Dorthe Lind Thornton beskæftiger sig inden for marketing, mens Kristian Kongsted arbejder med software.

Sammen fandt de et hul i markedet for køb og salg af brugte møbler på Bornholm og har udviklet et mobilvenligt site, der blev sat i søen i maj.

Virksomheden er en af de over 20.000 virksomheder under den særlige IVS-selskabsform, som er startet op, siden selskabsformen for iværksættere blev indført i 2014.

I 2014 startede cirka 5.300 danskere en IVS-virksomhed op, mens hele 5.600 personer indtil videre har gjort det i år.

Flere bør tro på egne idéer

Selvom det er hårdt arbejde, burde flere kaste sig ud i at starte selv, mener Dorthe Lind Thornton.

- Vi skal blive bedre til at turde gribe chancen og tro på vores egne idéer, siger hun.

Hun og Kristian Kongsted tror så meget på projektet, at de er klar til at eksportere konceptet med en mobilvenlig køb- og salgsside til andre øer.

Det er en god idé at tænke et større marked end bare det lokale, fortæller Christian Vintergaard, der er direktør i den statslige Fond for Entreprenørskab.

- Hvis man er placeret på Bornholm, er der alt andet lige færre kunder end i København, i Europa eller hvis man udvikler sin idé, så den kan gå på det internationale marked. Jo større kundebefolkningen er, jo større er sandsynligheden for succes, siger han.

Iværksætterselskabet adskiller sig fra selskabsformer som ApS og A/S ved, at man med én krone på lommen kan stifte et IVS-selskab. Eksempelvis skal man stille med 50.000 kroner for at stifte et anpartsselskab (ApS).

Facebook
Twitter