Flest flygtninge i job på Bornholm: 'Det var en kæmpe lettelse at ansætte en syrisk flygtning'

Halvdelen af de voksne flygtninge, der bor på Bornholm, er i arbejde.

Bente Hammer, tekstildesigner, er lettet over at have fundet en syrisk syerske. (Foto: PRIVAT)

På klippeøen i Østersøen kan man andet end at lave smørrebrød med røget fisk.

Bornholm er det sted i Danmark hvor den største andel flygtninge er i arbejde. Nye tal fra Danmarks Statistik viser nemlig, at 49 procent af de voksne flygtninge på øen havde et lønmodtagerjob i tredje kvartal af 2017.

Ifølge Allan Westh, der er jobcenterchef i Bornholms Regionskommune, har førstepladsen i beskæftigelse for flygtninge to årsager: Politisk vilje og ansvarsfulde virksomheder.

- Vi bliver færre erhvervsaktive mennesker på Bornholm, så vi har brug for kvalificeret arbejdskraft udefra. Derfor er tilgangen til flygtninge og integration meget konstruktiv. Vi vil gerne vores flygtninge, og det gælder hele vejen rundt - i daginstitutioner, skoler og de byer, der har taget imod, siger Allan Westh.

Da jeg med kommunens hjælp fik en syrisk flygtning ansat, var det en kæmpe lettelse

Bente Hammer, tekstildesigner

Khuloud var en stor lettelse

Der er mangel på mange typer faglærte på Bornholm - en af dem er syersker. Tekstildesigner Bente Hammer har forgæves ledt efter en ekstra hånd i sit tøjfirma, men så tilbød kommunen hende en løsning:

- Alle de uddannede danske syersker er gået på pension, så de er simpelthen ikke til at opdrive. Så da jeg med kommunens hjælp fik en syrisk flygtning ansat, var det en kæmpe lettelse, siger Bente Hammer.

I Damaskus i Syrien havde Khuloud Saadieh en systue. Nu arbejder hun i Nyker på Bornholm. (Foto: PRIVAT)

Khuloud Saadieh fra Damaskus kom i først på prøve hos Bente Hammer sidste sommer, og i juni blev hun fastansat.

- Hun havde haft en lille systue i Syrien, så hendes fingre sad rigtigt på, og hun var meget nem at lære op. En kvinde som i dén grad ønskede jobbet, siger Bente Hammer.

Et råd til andre kommuner

Mens Bornholm har succes med at få flygtninge i arbejde, går det mere trægt i Guldborgsund, Svendborg og Odsherred, hvor henholdvis 14, 15 og 18 procent af kommunens flygtninge er i arbejde.

Og jobcenterchef, Allan Westh fra Bornholms Regionskommune har følgende råd til kommunerne.

- Man skal lave en samlet strategi, hvor man tager godt i mod de nye familier i daginstitutioner, skoler og virksomheder. Også selvom flygtningene ikke taler dansk til at starte med. Og så skal man tilbyde undervisning, så flygtningene kan blive en endnu bedre arbejdskraft for virksomhederne.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på bornholm@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.