Fortsætter luftprovokationer: Danske F16-fly afviser i stigende grad russiske fly

Russiske kampfly får oftere de danske kampfly på vingerne.

De danske F-16 kampfly har været på vingerne 26 gange i år for at afvise russiske kampfly. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Selvom Rusland forsøger at samle fodboldverden i år til VM, så har det ikke stoppet landet i at flyve tæt på det danske luftrum med sine kampfly.

For det danske luftvåben har i løbet af dette års første fem måneder været på vingerne 26 gange for at afvise russiske fly ved dansk territorium i Østersøen.

Helt konkret er der tale om 23 russiske jagerfly og tre formodede kampfly fra landet, viser nye tal fra Forsvarsministeriet.

Til sammenligning var de danske jagerpiloter efter russerne 19 gange i 2016 og 34 gange sidste år.

Lektor på forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen mener, at russernes grænsesøgende flyvninger er et forsøg på at vise Danmark, at man er utilfreds med vores udenrigspolitik:

- Den generelle tolkning af de her besøg fra Rusland er, at russerne er utilfredse med den politik, vi fører i forhold til Østeuropa og især i Baltikum, og der har Danmark indsat soldater og fly, siger han.

Han tror dog også, at det hænger tæt sammen med forsvarsforliget tilbage i januar, hvor samtlige partier på nær Alternativet, Enhedslisten og SF blev enige om at løfte Danmarks forsvarsbudget med 4,8 milliarder kroner frem til 2023.

En økonomisk håndsrækning, der blev begrundet med en stigende trussel fra Rusland, og det spiller helt klart ind, siger Peter Viggo Jakobsen:

- Vi har en forsvarsminister, der har brugt det sidste års tid på at tale meget grimt om russerne og givet dem skylden for, at vi nu bruger flere penge på forsvarsbudgettet, så det har nok noget at gøre med det, siger lektoren.

Ren provokation

Hos regeringspartiet Venstre er man ikke ligefrem glad for de russiske krigsmaskiner, som flyver tæt op af vores grænser. Partiets forsvarsordfører Peter Juel Jensen er i hvert fald yderst kritisk over for russerne:

- Det vil jeg tolke som en ren og skær provokation fra russisk side, siger han.

Han mener, at det er nødvendigt at få de danske fly på vingerne, når de nærmer sig vores luftrum:

- Vi bliver tvunget til at sende de her fly på vingerne, fordi det værste, der kan ske for Danmark, det er, at landet blive betragtet som russisk interesseområde ligesom Ukraine, siger forsvarsordføreren.

Rusland har blandt andet annekteret den ukrainske halvø Krim og hjulpet pro-russiske oprørsgrupper i den østlige del af Ukraine.

Lektor på Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen mener dog, at den danske oprustning på forsvaret og de russiske luftprovokationer er med til at øge spændingerne mellem de to lande:

- Vi er i en ond spiral, hvor vi gør noget, som russerne ikke kan lide, og så gør de noget, som vi heller ikke kan lide, og så er man kommet ind i en spiral, hvor man så kan råbe af hinanden og give hinanden skylden for det, man foretager sig, siger lektoren.

Derfor er det nødvendigt at få pakket attachémapperne frem for flybrændstoffet, hvis der skal sættes en stopper for de russiske provokationer:

- Det er sådan set spild af både russernes piloters tid og de danske piloters tid, så det ville være fint, hvis der var nogle diplomater som kunne finde ud af at få provokationerne ned, så vi ikke behøvede at flyve hele tiden og hilse på hinanden, siger Peter Viggo Jakobsen.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på bornholm@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.