Fra søvnløse nætter og konkursfrygt til millionoverskud: Her er historien om Pizza-mageren fra Svaneke

PORTRÆT: Gorm Wisweh har indtaget hele Danmark med sine pizzaer, men begynderfejl var ved at koste ham pizza-imperiet.

Med et overskud på 2,6 millioner, otte restauranter rundt om i landet og to nye på vej, kører det for kokken Gorm Wisweh.

Han har manifesteret sig som succesfuld gourmet-pizzabager, har ageret tv-kok og skrevet kogebøger.

Og egentlig har Gorm Wisweh aldrig været i tvivl om, at det var kokkekunsten og i særdeleshed pizzaen, der skulle optage ham langt ud i fremtiden. Det har været på trods af mange søvnløse nætter, en nærtstående konkurs og en far, der døde alt for tidligt.

Problemerne fik ham dog aldrig til at skifte karrierevej. Selv tror han, at det hænger sammen med opvæksten på Bornholm. Det er også på klippeøen, at pizza-eventyret starter.

Han gik på Svaneke Skole med både Johan Bülow, der står bag millionvirksomheden "Lakrids by Johan Bülow" samt Rasmus Kofoed, Magnus Høegh Kofoed og Nicolai Nørregaard, der står bag Michelin-restauranten Kadeau.

Og Gorm Wisweh tror ikke, at det er tilfældigt, at de allesammen har fået stor succes på hver deres kulinariske område.

- Vi voksede op, da turismen var presset af, at tyskerne og svenskerne ikke kom så meget. Vi så vores forældre slide i det for at få det til at fungere. Vi kunne ikke bare servere den samme fiskefilet og soft ice med tivolidrys. Fiskeeventyret var slut, og folk gik på røven til højre og venstre. Vi så mange ulykkelige skæbner i vores opvækst, siger Gorm Wisweh og fortsætter:

- Men bornholmerne er et folk, der ikke piver så meget. Vi måtte finde ud af, hvad vi skulle gøre. Det har noget med miljø at gøre, og så kommer vi alle af forældre, der er selvstændige.

Gorm Wisweh er med til at klippe snoren under indvielse af Tivoli Hjørnet i København. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Som bornholmer i turistbranchen var man nødt til at tænke nyt for at kunne få nok turister til at klare sig gennem vinteren, oplevede Gorm Wisweh.

Hans egen interesse for at lave pizza begyndte i en alder af 11-12 år. Pizzabagningen gav en hurtig afregning, og han fik en stjerne i bogen hos både vennerne og pigerne.

Omkring 2004 ville han drive sin pizza-interesse til noget mere professionelt. Derfor solgte han pizzaer fra sin mors café i Svaneke tre somre i træk efter gymnasiet, og efter at han havde stået i køkken i Frankrig. Væk var den klassiske strimmelskinke og det færdigskårede pepperoni, og inde var de dyrere råvarer.

Og interessen var enorm. Bornholmerne kørte fra Rønne til Svaneke. En tur på omkring 30 kilometer, og som for en bornholmer betragtes som lidt af en pilgrimsrejse.

- Første gang, jeg hørte det, vidste jeg, at jeg havde fat i noget rigtigt. Det måtte virkelig ramme noget, som folk havde savnet. Når bornholmere tog den tur for at hente en pizza, der var blevet kold, når de kom hjem, så var det en god indikation af, at vi havde gang i noget, der kunne blive mere end for sjov, siger Gorm Wisweh.

Cirka fire år senere åbnede han sin første pizza-restaurant i Indre København på Magstræde sammen med fem andre.

- Først prøvede jeg at købe en restaurant på Bornholm i Nexø, men jeg fik nej i banken. Det var nok meget godt. Jeg havde ikke noget imod at ende der (i Nexø red.), men jeg var jo nok endt der, hvis det var lykkedes. Nogle gange er de nej’er, man får i livet en god ting til at få noget nyt til at ske, siger han i dag.

Og det nye skete. Gorm's Pizzablev en stor succes. En italiensk pizzarestaurant der havde respekt for det nordiske køkken. Tanken var, at råvarerne skulle være i orden, og pizzaerne skulle laves ud fra kokkekunsten, til gengæld var prisen også højere end hos mange andre pizzarier. Gorm Wisweh droppede ud af sin kandidatuddannelse for i stedet at stå i køkkenet de fleste af døgnets timer. Men selvom det gik godt, var det alligevel ved at gå helt galt.

Gorm Wisweh har deltaget i forskellige tv-programmer både på TV2, TV3 og hos DR. (Foto: Sophia Juliane Lydolph © Scanpix)

- Vi havde glemt, at vi skulle betale forsikringer og skat, så efter et halvt år gik vi hurtigt ud og købte et nyt sted. Det var lige ved at knække os, siger han og fortsætter:

- Der var mange uger, hvor jeg ikke sov godt om natten. Ellers stod jeg ekstra tidligt op for at arbejde for at spare nogle lønkroner. Men jeg har aldrig tænkt, at jeg ikke havde lyst til at lave det, siger han.

Det var svært at vænne folk til at skulle betale mere end 70 kroner for en pizza, men i dag er den holdning ændret. Der er dukket fagfæller - eller konkurrenter - op, som også beskæftiger sig med pizzaer i en højere prisklasse.

Den bornholmske mentalitet, hvor man knokler, når kunderne og turisterne er der, har dog også været tæt på at knække Gorm Wisweh.

- Når der er noget at lave, så laver man noget. Det kommer af sæson-tankegangen, som der er på Bornholm. Det har været svært for mig at geare ned. Her er der mennesker hele året. Det var jeg enorm dårlig til at håndtere i starten. Pausen kom jo, når der ingen gæster var, men der var bare aldrig ikke nogen gæster, siger han.

Og det har altid været gæsterne, der har fyldt mest for Gorm Wisweh. Hans forældre drev hotel med restaurant i fødebyen Svaneke. Faren var kok.

- Når vi børn gik gennem morgenmadsrestauranten vidste vi, at hvis gæsterne var glade, så kom vi på ferie om vinteren. Hele min barndom var præget af at kigge på andres behov. Det har jeg altid med mig, siger han.

Gorm Wiswehs forældres liv som selvstændige gjorde også, at de altid var tæt på, selvom de arbejdede mellem 16 og 18 timer i døgnet.

- Uanset hvor travlt der var, så kunne man altid komme ind, hvis man havde slået sig, og det skulle pustes på. Det var en enorm tryghed.

Den tryghed ville Gorm Wisweh egentlig gerne give videre til sine egne børn i dag, men det er bare ikke sådan, hans liv har formet sig, som han selv formulerer det.

Noget han til gengæld vil give sine børn er, at han passer på sig selv. Det føler han nok især, at han skylder dem, efter at hans egen far døde, da Gorm Wisweh blot var otte år. Hans lillesøster var seks år, og deres mor var gravid med deres lillebror.

- Hvis jeg har noget, jeg ikke kan forstå ved min krop, så er jeg hurtig til at komme til lægen. En ting er ens eget helbred, men med to små børn og en kæreste, der regner med, at man er der for dem, så har man et ansvar.

Gorm Wiswehs far døde af en aggressiv form for nyrekræft lillejuleaften. Moren valgte at fortsætte livet som selvstændig og drev både hotel og restaurant videre i en årrække med stor hjælp fra venner - især dem fra Svaneke bakkede op. Morens veninder agerede tjenere, og en anden lærte hende at lave mad på restauranten.

- Den virkekraft, jeg har i dag, kommer af, at der var masser at tage fat på som otte-årig. Vi havde vores lillebror, vi skulle passe på. Og vores mor. Sådan er børn jo. Vi kunne se, at det var hårdt. Vi prøvede ikke at være til besvær, men det er man alligevel sommetider som barn, siger han og fortsætter:

- Det præger selvfølgelig mit voksenliv, men på trods af det har jeg haft en fantastisk barndom. Og ligemeget hvad livet kan byde én af forhindringer, så ved jeg, at hvis du tager arbejdshandskerne på, så er der noget bedre på den anden side. Det har jeg lært af min mor.

Første sommer efter, at Gorms fars døde. Billedet er taget udenfor hotellet i Svaneke. (Foto: (privatfoto))

Kokkelivet har ry for at have et hårdt arbejdsmiljø med stress og for lidt søvn. Men i dag er Gorm Wisweh længere væk fra kødgryderne end tidligere. Han bidrager mere til tankerne bag projektet.

- Jeg savner det. Jeg startede, fordi jeg synes, at det var sjovt at lave mad og have gæster. Men i ny og næ sniger jeg mig ud på restauranterne og kører en service, siger han.

Han er også stadig i køkkenet, hvis der er arrangementer som Folkemødet på Bornholm og Roskilde Festival. Og selvom der sidste år er blevet lavet et millionoverskud, er det ikke noget, der præger tv-kokkens hverdag. Overskuddet bliver ikke udbetalt, men er øremærket til at investere.

- Jeg hygger mig med min 15 år gamle Suzuki og min andelslejlighed på Vesterbro. Hvis jeg havde haft råd til det, havde jeg heller ikke kørt i store biler eller taget til Hawaii. Det vigtige er, at min familie og jeg er glade, og at Gorm's Pizza bliver en procent bedre hver dag, siger han og tilføjer:

- En eller anden dag er der nogle flere penge til måske en kæmpe udbetaling, men det er ikke en dag, jeg kigger frem mod. Det er ikke vigtigt. Det må jeg ikke arbejde med som sigte, for så tager jeg de forkerte beslutninger, mener han.

Blå bog om Gorm Wisweh

  • Bor på Vesterbro med sin kæreste.

  • Har en datter på 2,5 år og en dreng på 4 år.

  • Er opvokset i Svaneke på Bornholm.

  • Er autodidakt kok, men har en bachelor i filosofi og økonomi fra Copenhagen Business School.

Facebook
Twitter