Håb om genåbning på Bornholm giver lange køer hos frisør: Per fra Klippestalden har udsolgt i hele marts og april

Udmeldingen om en mulig genåbning af Bornholm kan mærkes i en af øens lukkede frisørsaloner.

Saksen, kammen og krøllejernet skal nok komme i brug, når og hvis frisør Per Drejer får lov til at åbne igen fra på mandag.

En ekspertgruppe under regeringen har i denne uge meldt ud, at det er forsvarligt at åbne frisørsaloner på Bornholm, og det har fået bornholmerne til allerede nu at booke en frisørtid hos Klippestalden i Tejn på Nordbornholm.

Kunderne er strømmet til i sådan en grad, at frisørsalonen allerede nu melder udsolgt i hele marts og april, og frisøren forventer, at salonens stole nok skal forblive varme dag ud og dag ind i løbet af de næste to måneder, hvis både kunder og frisører får lov til at gøre noget ved coronagarnet fra næste uge af:

- Vi kommer til at arbejde nonstop fra ni om morgenen til ni om aftenen, siger Per Drejer.

Frisøren har haft så meget run på, at han har måttet indtale en telefonsvarerbesked, der opfordrer kunderne til at vente med at bestille en tid til mandag, hvor der formentlig er mere klarhed om genåbningen af øen.

Helt overordnet glæder frisøren sig til, at der kommer liv i Klippestalden igen, for det har været svært for en arbejdshest, der ellers normalt arbejder 70 timer om ugen, at holde sig i folden under nedlukningen:

- To en halv måneds nedlukning har været hård. Vi går fra at tjene gode penge til at tjene 0 kroner fra den ene dag til den anden, siger Per Drejer.

Har det svært med genåbningskrav

Ekspertgruppens anbefaling om en genåbning af frisørsalonerneBornholm er ikke betingelsesløs.

Kunderne skal kunne fremvise en gyldig, negativ coronatest eller bevis på et fuldendt vaccinationsforløb, inden de kan sætte sig til rette i Per Drejers frisørstol, og det er et krav, der får en lidt blandet modtagelse hos frisøren:

- Grundlæggende synes jeg måske ikke, at det er min opgave at tjekke kunderne, men hvis det er det, som skal til, for at jeg får en omsætning, så bliver det ikke et problem.

Han forventer, at kunderne nok skal få styr på kravene, hvis han sørger for at give en reminder om en negativ coronatest over sms, inden de tropper op i salonen:

- Så tænker jeg, at de kommer gladelig viftende med deres negative test, siger Per Drejer, der heller ikke frygter, at smitten løber løbsk, hvis øen får mulighed for at åbne op for de liberale serviceerhverv igen.

For bornholmerne har været gode til at holde afstand, spritte af og generelt overholdt retningslinjerne under pandemien, mener han.

Regeringen forhandler stadig med rød blok om en eventuel genåbning af blandt andet Bornholm, og en endelig aftale ventes at være på plads i løbet af i dag.

FacebookTwitter