Hammershus blev bygget af biskop, viser undersøgelser

Nye arkæologiske undersøgelser styrker teorien om, at det var ærkebiskop Erlandsen, der byggede borgen Hammershus på Bornholm.

Hammershus på Nordbornholm havde ikke nogen forgænger fra vikingetiden, tyder nye undersøgelser på. (Foto: Rasmus Kahlen)

Efter fire ugers udgravninger ved Hammershus på Bornholm er arkæologerne nu mere sikre på, hvornår borgen blev opført - og af hvem.

Og teorien om, at det var ærkebiskop Jacob Erlandsen, der satte byggeriet i gang omkring år 1260, er blevet styrket.

Det vurderer museumsinspektør Nils Engberg fra Nationalmuseet, som har været leder af udgravningerne.

Ikke forbindelse til korstog

Andre teorier går ellers på, at borgen kan være bygget tidligere i forbindelse med korstog i Østersøen, men arkæologerne har  ikke fundet noget, der går længere tilbage end slutningen af 1200-tallet.

- Vores konklusion er, at det er ærkebiskoppen, der bygger for at beskytte, hvad han har af ejendom på Bornholm - og det er jo næsten hele øen på det tidspunkt, siger Nils Engberg.

Ikke nogen forgænger

Arkæologerne har også undersøgt, om der kan have været en forgænger for middelalderborgen - for eksempel tilbage fra vikingetiden eller jernalderen.

Men det er der heller ikke noget der tyder på:

- Vi har lavet søgegrave gennem området, men har ikke fundet noget som helst fra vikingetiden eller jernalderen, så vores konklusion er helt klar: Der har ikke været noget før middelalderens Hammershus, siger Nils Engberg.

Håber på nye udgravninger

Der bliver nu en pause i udgravningerne, men Nils Engberg håber på at der kan laves nye undersøgelser om et par år:

- Vi lægger op til, at når det ny besøgscenter ved Hammershus er opført, at vi så kan lave et stort arkæologisk projekt, hvor vi ser på ruinerne, omgivelserne og hulvejene, siger Nils Engberg.

Facebook
Twitter