Hanne bliver straffet for at arbejde i weekenden: Minister vil se på dagpengeregler

Den bornholmske tjener er gået til beskæftigelsesministeren for at få ændret reglerne.

Hanne Andersen mistede 3.500 kroner i dagpenge, da hun meldte sig ledig efter weekendarbejde. En regel om at stå til rådighed mandag til fredag rammer blandt andet sæsonarbejdere i for eksempel turistbranchen hårdt. (Foto: Lis Eilsøe © dr)

En bornholmsk kvinde har sat sig for at få ændret lovgivningen for udbetaling af dagpenge.

I dag kræver dagpengesystemet, at man står til rådighed for arbejdsmarkedet mandag til fredag, men det passer dårligt sammen med Hanne Andersens arbejdsliv.

Hun har som tjener typisk haft weekendvagter på en restaurant i Allinge og har derfor holdt fri mandag og tirsdag – men det kan man ikke gøre ustraffet i dag. Da hun meldte sig ledig i efteråret, betød det, at hun mistede 3.500 kroner i dagpenge ved første udbetaling.

Hanne Andersen blev nemlig modregnet i dagpenge, fordi hun ikke stod til rådighed på de to fridage samtidig med, at de penge, hun tjente i weekenden, også blev modregnet.

En principsag at få ændret reglerne

- Jeg kan komme i samme situation igen, så for mig er det en principsag, for rent økonomisk får jeg ikke noget ud af det, siger Hanne Andersen.

Hun er forsikret i a-kassen Ase, og her mener administrerende direktør Karsten Møllgaard Jensen, at det kan få blandt andre sæsonansatte til at sige nej til weekendarbejde, fordi man mister flere tusinde kroner, hvis man har haft weekendarbejde, inden man melder sig ledig.

Karsten Møllgaard Jensen er dog overbevist om, at der er tale om en utilsigtet fejl, som ikke kun rammer folk i restaurationsbranchen, men også for eksempel sygeplejersker, butiksansatte og sosu-assistenter organiseret i andre a-kasser. Derfor støtter han op om Hanne Andersens kamp.

Et problem for alle med weekendarbejde

- Vi skal have fortalt ministeren, at det her er et problem, der ikke kun er gældende for få mennesker, siger Karsten Møllgaard Jensen.

Det er helt på linje med Hanne Andersens holdning, og hun har derfor henvendt sig til beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) for at få ham til at se på reglerne.

Hendes håb er, at han vil være villig til at ændre loven, så man ikke bliver straffet for at have weekendarbejde.

Hanne Andersen henvendte sig til ministeren i efteråret. Sent i aftes fik hun et skriftligt svar fra ham, hvor han giver hende ret i, at ledighedsreglerne spiller dårligt sammen med et moderne arbejdsmarked.

- Jeg vil sammen med aftalepartierne bag dagpengereformen se på, hvor vi kan forbedre reglerne, så man ikke bliver straffet urimeligt hårdt for arbejde i weekenderne i stedet for hverdage i den måned, hvor man bliver ledig, står der i brevet fra Troels Lund Poulsen til Hanne Andersen.

Ministeren skriver i brevet, at han vil kigge på problemstillingen i forbindelse med en større gennemskrivning af reglerne om arbejdsløshedssikring, som ministeriet er i gang med.

Facebook
Twitter