Henrik Saxgren vil stoppe udkantsklicheerne

- Vi skal stoppe klicheerne om Udkantsdanmark, siger fotograf Henrik Saxgren. Han arbejder på det med tre kolleger, som åbner udstilling på Bornholm i juni.

- Hvis vi bliver ved at kolportere klicheerne om Udkantsdanmark, så tror folk jo, man ikke kan bo her, siger fotografen Henrik Saxgren. (Foto: Torsten Raagaard DR Bornholm)

Udstillingen 'Uden Myldretiden' slår dørene op på Bornholms Kunstmuseum 13. juni næste år, og indholdet er fire danske fotografers bud på det, mange kalder Udkantsdanmark.

- Det er jo politikerne, som har valgt, at det skulle være yderområder. Hvis man bor her, er det jo centrum, konstaterer Henrik Saxgren.

- Hvis vi bliver ved at kolportere klicheerne om Udkantsdanmark, så tror folk jo, man ikke kan bo her, siger Henrik Saxgren.

Og når udstillingen hedder 'Udenfor Myldretiden' er der en forklaring.

- Ingen myldretid er helt vildt tiltrækkende for en københavner som mig. Vi må lede efter nogle kvaliteter, som får os til at tænke: her kan jeg sgu' godt bo, siger Henrik Saxgren.

Et par fraværende brikker

Han har i halvanden måned arbejdet på Bornholm, og han mangler et par afgørende brikker for at få sin del af udstillingen til at gå op i en højere enhed.

- Jeg vil gerne interviewe en bornholmer, som aldrig har været udenfor øen, om verden udenfor, siger fotografen.

Han har indtil videre forgæves forsøgt at finde personen, og han giver ikke op.

- Det er en vigtig del af mit projekt, siger Henrik Saxgren.

Han leder også efter bornholmere, som har fået tatoveringer ud i verden, eller som har tuscher med referencer til øen.

- Det kan for eksempel være en, som har fået tatoveret 'Bornholm' på huden, foreslår fotografen.

Du kan kontakte Henrik Saxgren via e-mail på adressen: s@xgren.dk

Facebook
Twitter