Her bygger gæsterne selv festivalen: Honeyland er noget, vi giver til hinanden

Selv programmet er gør-det-selv, når festivalpladsen Honeyland åbnes torsdag.

Marker og skov omkranser landejendommen, der i de kommende tre dage udgør festivalpladsen Honeyland. En bæredygtig musik- og kunstfestival uden engangsservice, hvor deltagerne selv er med til alt fra at bygge pladsen op til at stå for at udfylde programmet.

Et stykke fra hovedvejen nær Olsker på Bornholm har festivalens mange frivillige bygget scener og møbler af genbrugsmaterialer mellem havens gamle krogede æble-og pæretræer, og i dag er de klar til at byde velkommen til tredje omgang af den bæredygtige gør-det-selv-festival.

- Fri, selvskabende og respektfuld. Sådan beskriver Lucas Kober fra Tyskland Honeyland Festival, hvor han selv deltager som frivillig for andet år i træk.

Mød Lucas Kober fra Tyskland - en af de mange frivillige på Honeyland Festival

- Der er en form for respekt omkring, at mange af de mennesker, der kommer, selv er med til at bygge festivalen op, siger han og tilføjer,

- Folk er meget venlige over for hinanden, behandler hinanden godt, og behandler området og pladsen med respekt. Der er generelt en meget behagelig social atmosfære, slutter Lucas Kober.

Gæsterne er selv på programmet

Publikumsinddragelse og frivillighed er netop de kerneværdier, festivalen er bygget på, lyder det fra en af arrangørerne bag, Jacob Kaasberg,

- Vi fokuserer meget på at inddrage deltagerne, som også får lov til at bidrage med deres egen kunst og musik.

Festivalen stiller selv op med et program fyldt med musik, kunst, DJ-pult til de sene timer, samt en biograf, men der er altså også "huller" i den forstand, at publikum også kan være en del af underholdningen,

- Gæsterne kan skrive sig på en tidsplan. De kan spille en klaverkoncert på den lille scene eller afholde en workshop om lige, hvad de har lyst til, siger Jacob Kaasberg.

Han understreger, at man også er velkommen, selvom man ikke er født under en kreativ stjerne:

- Man kan jo bidrage på mange måder, og så kan man måske hjælpe i køkkenet eller deltage i en workshop, som andre laver og blive inspireret af det.

Målet er ikke at blive størst

Der er plads til 300 mennesker på Honeyland Festival, hvor man i øvrigt også bare kan dukke op og købe en endagsbillet.

I år havde festivalen forventet omkring 40 frivillige, men interessen er vokset, og der er nu omkring 100 frivillige indtil videre foruden de deltagere, der ankommer med bussen fra København.

Det er altså en festival, der er blevet mere populær og tjekket over de sidste par år, siger Jacob Kaasberg, men det er ikke nødvendigvis ønsket.

- Målet er ikke at blive størst men at bevare det intime ved Honeyland. Det er vigtigt at minde folk om, at man kan skabe noget smukt, hvis man er sammen om det.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på bornholm@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.