Her venter et nyt liv for de firbenede: Tau har oprettet et refugium for misrøgtede heste

Projektet Red Hesteliv bliver brugt af både dyreværnsorganisationer og politi.

På en gård lige uden for Rønne på Bornholm går en broget flok på 11 heste rundt på grønne græsmarker med klipper stikkende op hist og her.

Fælles for hestene er, at de er blevet tilovers. Nogle har været misrøgtet, andre er ikke længere brugbare på travbaner eller rideskoler. Andre har ejerne bare ikke længere været i stand til at have eller sælge, og derfor har hestene været tæt på at blive aflivet.

Men nu er de på Erlandsgård ved Knudsker, hvor Tau Rebecca Mikkelsen har oprettet stedet Red Hesteliv. Hun samarbejder med både dyreværnsorganisationer, politi og private, der sender hestene til hendes tilflugtssted.

- Heste står mit hjerte nær, og da vi flyttede hertil, indså jeg, at her kan jeg gøre en forskel, siger Tau Rebecca Mikkelsen, der selv har haft heste i ti år.

Tau Rebecca Mikkelsen har lige nu 11 heste på Erlandsgård ved Rønne, som hun passer i sin fritid. (Foto: (privatfoto))

Drevet af donationer

Hestene hos Tau Rebecca Mikkelsen er reelt gået på pension, og de fleste vil blive på deres bornholmske heste-refugium resten af deres liv. Hun har dog åbnet en dør for, at hestene kan komme andre steder hen, men Tau Rebecca Mikkelsen beholder ejerskabet, og hun vil fortsat tjekke hestene.

En del af hestene kommer fra Bornholm, men der er også heste fra Sjælland på stedet - og Tau Rebecca Mikkelsen åbner stalden for alle trængende heste uanset geografi.

Red Hesteliv bliver drevet af private bidrag og donationer, og enkelte tidligere hesteejere betaler selv for at sende deres heste på pension her frem for at få dem aflivet.

Den 12 år gamle Blomsten kommer fra Sjælland. Ejeren var tæt på at få den aflivet, for den har gigt i halsen og kan ikke bruges til at ride på. Ejeren henvendte sig selv til Tau Rebecca Mikkelsen, så hesten ikke skulle aflives. (Foto: Morten Volff © dr)

- Det er hundedyrt at have hest. Der er dyrlæge, der er foder, der er hø, og derfor er det nødvendigt at få donationer, siger Tau Rebecca Mikkelsen.

Hun anslår, at det i gennemsnit koster 2.000 kroner om måneden per hest.

Tau Rebecca Mikkelsen passer hestene i sin fritid ved siden af sit arbejde, og derudover får hun hjælp til det praktiske arbejde af andre frivillige, der også gerne vil være med til at give hestene en ekstra chance.

Tau Rebecca Mikkelsen

  • 49 år

  • Regionsleder i Fonden for Entreprenørskab Bornholm frem til 1. marts. Derefter selvstændig coach i firmaet Heart Coaching Center.

  • Født i København, har boet over det meste af Danmark - de sidste 16 år på Bornholm.

  • Mor til fem børn.

  • Har været hestepige med egen hest. Fik egne heste igen for ti år siden.

  • Uddannet i Horsemanship (træningsmetode til heste) and Humanship på Marianne Flormans True Lead Academy.

Facebook
Twitter