I havn med mere end otte timers forsinkelse

Den kraftige vind først på dagen kom bag på alle, og passagererne til Bornholm blev fanget på to færger.

Morgenens passagerer fra Ystad til Rønne fik et ufrivilligt ophold på fire timer i Ystad Havn, fordi blæsten forhindrede færgen i at sejle til Rønne. (Foto: Viktor Lykke Reddersen © (c) DR)

De passagerer, der tog turen fra Køge mod Bornholm i nat, fik en tur på 13 timer og 20 minutter, inden de kunne gå i land i Rønne.

Normalt tager turen 5 timer og 30 minutter.

Vinden blev langt hårdere end forudsagt, og derfor kunne færgen Hammerodde ikke gå ind i havnen i Rønne, men måtte ligge og vugge under den svenske kyst, indtil vinden havde lagt sig så meget, at færgen kunne komme til kaj.

Det skete klokken 14.20.

Hurtigfærgen blæste inde i Ystad

40 minutter tidligere var det lykkedes hurtigfærgen Leonora Christina at komme ind i Rønne Havn.

Passagererne ombord på hurtigfærgen var dog noget heldigere end dem, der var med natfærgen. Hurtigfærgen blev nemlig i havn i Ystad, så passagererne kunne vente på en stilleliggende færge.

Det blev til en ekstra ventetid på fire timer.

Mens fragtfærgen lå og hakkede i bølgerne tæt på den svenske kyst, blæste det 26-27 meter i sekundet i middelvinden.

Til gengæld er vinden nu løjet kraftigt af, og færgen regner med at sejle regelmæssigt til og fra Bornholm resten af døgnet.

Facebook
Twitter