IT-service på Campus ligger nu i København

Campus Bornholm udliciterer sin tekniske service til et udenøs firma. Men der forsvinder ingen bornholmske job. Det oplyser direktør Mads Kofod.

Campus Bornholm er for nylig indtrådt i et administrativt fællesskab på IT-området.

Fælleskabet hedder CPH Servicecenter, og de øvrige partnere i samarbejdet er SOSU C, Københavns Erhvervsakademi og CPH West.

Det meddeler direktør Mads Kofod.

- Det bliver ikke noget tab af arbejdspladser på øen. Vi har seks medarbejdere, og alle seks bliver i dette regi. De bliver ansat i et fællesskab. Men deres arbejdsplads vil være på Bornholm, i det omfang de ønsker det, siger Mads Kofod.

Samarbejdet er baseret på en model, hvor parterne overlader opgaver til fælles varetagelse af CPH West, som er værtsinstitution for samarbejdet.

Forbedret drift

Som en del af et større fællesskab vil det være muligt at forbedre driftsikkerhed, kompetenceudvikling, professionalisering og effektivitet på området.

- Ønsket er at sikre brugerne et højt og ensartet serviceniveau. Vi får et højere vidensniveau, fordi vi bliver del af et større skolesystem, vurderer Mads Kofod.

- Vi har valgt at gå med, fordi vi får medbestemmelse i ledergruppen for det nye IT-fællesskab, siger Campus-direktøren.

Beslutningen ligger i forlængelse af indstillingen fra en række workshops på Campus Bornholm om emnet i foråret 2011.

Personalehensynet og muligheden for at fastholde arbejdspladser på Bornholm har været afgørende parametre i overvejelserne, fremgår det af en pressemeddelelse fra Campus Bornholm.

Facebook
Twitter