Jane og Lærke er læsemakkere: Frivillige bedstemødre lærer børn at læse

"Abel Spendabel, hvad koster din sabel" - ikke alle børn har lige let ved at læse, men det kan en voksen læsemakker hjælpe på.

Jane Funch Hansen og Lærke fra 4.A på Paradisbakkeskolen i Nexø er læsemakkere. De læser sammen to til fire gange om ugen. (Foto: Frederik Sundby-Lebech © (c) DR Bornholm)

Det ligner mest en bedstemor i en hyggelig stund med sit barnebarn. Men Jane Funch Hansen og Lærke fra 4.A på Paradisbakkeskolen i Nexø er ikke i familie. De er læsemakkere.

I et nedlagt lærerværelse har skolen sat rammen for "Projekt Aktiv Læsemakker" - et helt særligt tilbud til udvalgte elever i de mindste klasser, der har brug for en ekstra hjælp til at lære at læse.

- Vores elever får en ven på tværs af generationer, som de hygger sig med og går på opdagelse i sproget og litteraturen med. Og så øger det både elevernes selvtillid og læselyst, siger Maria Nexø Grønnegard, der er læsevejleder på Paradisbakkeskolen og initiativtager til projektet.

22 frivillige voksne mødes med læsemakkere to til fire gange om ugen for at læse med eleverne. De fleste af dem er pensionister af hunkøn. Jane Funch Hansen er en af dem.

- Det er hyggeligt og interessant at komme på skolen. Vi er glade, børnene er glade. Nogle gange vil de slet ikke herfra, og deres klassekamerater vil også være med, men vi kan jo kun læse med en ad gangen, siger hun.

Janes Funch Hansens læsemakker hedder Lærke og går i fjerde klasse.

- Jeg lærer at læse bedre, og det er rigtigt hyggeligt at være her. Lige nu læser vi en bog om en hest, der hedder Sigge. Og Jane er rigtig sjov - nogle gange.

Lærke fra 4.A finder sin bog frem fra kommoden. Læsemakkerparrene hver deres skuffe, hvor de gemmer den bog, de er i gang med. (Foto: Frederik Sundby-Lebech © (c) DR Bornholm)

"Projekt Aktiv Læsemakker" er det eneste af sin slags på Bornholm og der findes kun få tilsvarende projektet andre steder. Projektet blev søsat i starten af sidste år med elleve frivillige voksenlæsemakkere - og et år efter er antallet fordoblet.

Læsevejleder på Paradisbakkeskolen i Nexø, Maria Nexø Grønnegaard fortæller, at tiden med de voksne læsemakkere giver eleverne et ekstra læseløft, som lærerne ikke altid når i skoletiden.

Facebook
Twitter