Kræftramte mænd får tungen på gled i skoven

Kræftens Bekæmpelse på Bornholm inviterer kræftramte mænd i skoven.

Kræftramte mænd på Bornholm går hver onsdag tur i skoven for at snakke om blandt andet deres kræftsygdom. Mænd kan nemlig have svært ved at snakke om deres følelser i forbindelse med sygdommen, lyder det fra Kræftens Bekæmpelse. (Foto: Jane Lou © (c) DR Bornholm)

Det kan godt være svært for mænd at tale om deres følelser, og det bliver ikke nemmere, hvis de også har kræft.

Derfor har Kræftens Bekæmpelse på Bornholm fået 10.000 kroner af Socialstyrelsen til at få otte kræftramte mænd ud i den bornholmske natur, hvor de kan snakke om deres sygdom, mens blade og grene knaser under deres fødder.

Lokalformand for Kræftens Bekæmpelse, Lis Hamfeldt Pedersen, har samlet mændene, for hun oplever, at der er mænd med kræft, som ofte ikke får talt med ligesindede om den dødelige sygdom.

Og turen i skoven kan få ord og følelser frem, som ellers er svære at få sagt.

- Når man går, begynder man at snakke om alt muligt, og lige pludselig får man løsnet op for noget af det, man bærer rundt på, og som man ikke rigtig kan få ud, siger hun.

60-årig Bjarne Hansen er en af de i alt otte jævnaldrende mænd, som hver onsdag mødes for at går en tur. Han har ligesom de andre mænd været ramt af prostatakræft og oplever, at turene i skoven giver noget ekstra.

- Jeg er med for at komme ud og møde nogle ligesindede, siger han.

- Vi snakker om, hvordan vi har det. Det er ikke altid kræft, vi taler om, men vi spørger, hvordan vi har det generelt.

Hør, hvad Bjarne og de andre mænd taler om i skoven:

Og når snakken falder på kræft, så glæder det Bjarne Hansen, at han snakker med andre mænd, som har været præcist det samme igennem, som ham selv.

Der er nemlig ikke mange, som ikke helt forstår, hvilke konsekvenser sygdomsforløbet har haft for ham.

- Man kan jo ikke se sygdommen, så det kan være svært for andre at sætte sig ind i. Men når jeg taler med de andre mænd i skoven, ved jeg, at jeg ikke er alene, og at de ved, hvor smertefuld sygdommen har været, siger han.

I dag er Bjarne Hansen blevet erklæret rask af lægerne, og han er nu i genoptræning efter strålebehandling.

Og faktisk har han og de andre mænd været så glad for de ugentlige skovture, at de nu også overvejer at gå i skoven, når projektet slutter på den anden side af foråret.

Bjarne Hansen går her sammen med Lis Hamfeldt Pedersen fra Kræftens Bekæmpelse Bornholm. Bjarne er en af otte mænd, som får tungen på gled i skoven. Han er selv ramt af prostatakræft, men kræftsygdommen er i retræte. (Foto: Jane Lou © (c) DR Bornholm)

Meditation

Mændene drager ikke ud i naturen alene.

De følges med coach Hanne Poulsen fra Rønne, som viser mændene, hvordan de slipper de svære tanker. Og her spiller træerne, bladene og fuglesang en afgørende rolle.

- Skoven kan få os til at slappe af og se tingene på en anden måde. Naturen kan gøre, at vores hjerner lader op og slapper af på en anden måde, siger hun.

Hanne Poulsen bruger også tiden i skoven på at lære mændene forskellige åndedrætsøvelser og meditation, så de har nogle redskaber til at slippe fri for de bekymringer og den angst, som kan opstå, når man står over for en dødelig sygdom.

Gåturene i den bornholmske skov er indtil videre kun et forårsprojekt, men Kræftens Bekæmpelse Bornholm vil søge penge til at kunne fortsætte til efteråret.

Facebook
Twitter