'Kvinder ingen adgang': Flere mænd går sammen for at holde ensomheden ude

Flere steder i landet går mænd sammen i klubber for at snakke om alt mellem himmel og jord, og det er guld værd. For et lyttende øre kan redde liv, lyder det fra en forsker bag klubberne.

Syv mænd mødes hver 14. dag i Dansk Metal Bornholms lokaler i industrikvarteret i Rønne. Her får mændene mulighed for at stille sulten og støtte hinanden i livets op- og nedture. (Foto: Morten Volff © (c) DR Bornholm)

To mænd skræller kartoflerne, to piller løgene, og en femte sætter kaffen over.

Rollefordelingen er ganske klar i mandegruppen 'Sjakket', der er et særligt mødested for bornholmske mænd, når der denne aften gøres klar til en større omgang biksemad med alt inklusiv.

Det var her, hvor det første såkaldte ”Mænds Mødesteder” havde sin begyndelse tilbage i februar 2015, og som nu er blevet udbredt til hele 30 steder landet over, hvor mænd mødes for at gå ture, fiske eller lave mad som mændene på mødestedet på Bornholm gør i dag.

Alene sidste år åbnede der tre nye mødesteder for mænd.

Bornholm mødes de syv mænd hver 14. dag, hvor de hygger sig i lånte lokaler i Rønnes industrikvarter, og selvom menuen og rollefordelingen ændrer sig fra tid til anden, så er ansigterne de samme, og det har stor betydning for Bjarne Svendsen, der manglede nogle at dele sit liv med, da han blev pensioneret og skilt fra sin kone.

Dagens ret i "Sjakket" er biksemad lavet af rester af flæskesteg og is til dessert, og selvom det bombastiske måltid måske giver lidt mere fedt på siddebenene, så er fællesskabet i mødestedet faktisk godt for helbreddet, lyder det fra Forum for Mænds Sundhed. Det sociale samvær kan skåne mænd for eksempelvis depression. (Foto: Morten Volff © (c) DR Bornholm)

- Når man ikke går på arbejde, så mangler man nogle at læsse af på, og det er de andre gode til. Vi laver en masse spøg, siger han.

Og spøg er der rigeligt af. Nogle af mændenes bulede maver giver anledning til jokes om, hvor langt de er henne, og kvindekønnet bliver også flittigt vendt i bedste mandehørm-stil, og det er da også en af årsagerne til, at kvinder ikke er velkomne, siger Bjarne Jensen, der har været en del af mandegruppen i fire år:

- Det er ikke alle kvinder, der vil høre på sådan noget.

Men selvom mændene på mange måder lever op til mandehørmens stereotyper, så handler tiden i ”Sjakket” om andet og mere end bare jokes om tykke maver og kvindens nedre dele. For når livets nedture viser sig, står mændene klar til at støtte og hjælpe hinanden, siger Bjarne Jensen:

- Hvis der er nogle, der har nogle problemer, så snakker vi om, hvad man så kan gøre. Vi siger tingene ligeud, og det kan man bruge til noget. Det er sundt, siger Bjarne Jensen, der ligesom navnebroren er gået på pension.

Ensomme mænd er selvmordstruede

Netop ”sundt” er hele ideen bag ”Mænds Mødesteder”.

Forum for Mænds Sundhed, der er et partnerskab mellem blandt andre kommuner, patientforeninger og Rigshospitalet, havde efter irsk forbillede set, at mandefællesskaber kan forbedre trivslen blandt ensomme mænd.

Og det er der hårdt brug for, siger Svend Aage Madsen, der er professor og formand for Forum for Mænds Sundhed. Han har igennem sit forskningsarbejde på Rigshospitalet løbende kunne konstatere en ulighed, når det gælder mænd og kvinders sundhed.

Kvinder opsøger i højere grad egne fællesskaber, når de har brug for det, mens mændene halter bagefter, og det kan ramme hårdt, hvis en mand f.eks. mister sin partner, siger forskeren:

- Hvis man bliver afhængig af et menneske, og man bliver skilt eller mister sin partner, så er både mænd og kvinder selvmordstruet, men mens kvinden inden for det første halve år er selvmordstruet, så er det fem år for mænd.

Derudover kan ensomheden sænke sig som et mørkt tæppe over den enkelte mand, hvor lysten til at passe på sig selv og sit helbred svinder ind. Men her kan fællesskabet være den medicin, der skal til.

- Vi har set nogen, som kommer ud af depressioner, mistrivsel osv. Og der er også nogen, der tager mere hånd om sig selv. Eksempelvis ved at stoppe med at ryge, siger Svend Aage Madsen.

Han glæder sig derfor over, at mødestederne er blevet udbredt til 30 steder landet over, og fremover kan man komme til at støde på fællesskaberne endnu flere steder.

I år fik Forum for Mænds Sundhed lidt over 3,5 millioner kroner af Trygfonden til blandt andet at udbrede tilbuddet rundt omkring i landet, og Svend Aage Madsen kan allerede pege på de områder, hvor der i særlig grad skal sættes ind.

- Når vi ser på landkortet, så mangler der stadig mødesteder i Nordjylland og Vestjylland, så det er noget af det, vi har øjne på, siger forskeren og formanden, der på sigt håber, at der kommer et mødested i hver af landets 98 kommuner.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk