Lyse idéer til lufthavnens energiforbrug

Bornholms Lufthavn har fået kortlagt sit energiforbrug i en ny rapport. Den viser, at der fx kan spares energi og penge på at skifte pærer.

Jeremie Paul, der studerer bio-teknologi, og teknisk chef i Bornholms Lufthavn Anders Schou Jensen, ser mange muligheder for at spare på energien i lufthavnen. (Foto: Sofie Rønde Mathiesen © DR)

Der er masser at tage fat på, hvis Bornholms Lufthavn vil spare på energien, være mere miljørigtig og spare penge.

Det er blevet kortlagt i en ny rapport om lufthavnens energiforbrug, som firmaet Greenabout står bag i samarbejde med belgiske Jeremie Paul, der studerer bio-teknologi ved Universitetet i Liège.

Han peger på flere oplagte løsninger, såsom bedre isolering af bygningerne og opsætning af solceller. Men der er også mange andre muligheder.

Ansatte skal have fokus på energien

- For eksempel kan lufthavnen genbruge de kemikalier, der bruges til sne- og isrydning. Og den kan vælge at bruge elektriske biler på parkeringsområderne, siger Jeremie Paul.

Det vigtigste er, at Bornholms Lufthavn lærer sine medarbejdere, hvordan man sparer på energien, så de har fokus på det i det daglige.

Lufthavnen bør også samarbejde mere med andre selskaber som eksempelvis BAT om at spare energi på transporten til og fra lufthavnen, tilføjer Jeremie Paul.

Lufthavnen vil bruge pæreforslag

Anders Schou Jensen, der er teknisk chef i Bornholms Lufthavn, er meget interesseret i de mange forslag til at nedbringe energiniveauet.

- Der er rigtig god økonomi i det, og der kan blandt andet spares ved at skifte til LED-lys og bruge varmepumper, siger han.

Der er også nogle idéer, der kræver en større investering.

- Jeremie Paul har også set på varmelagre, store solcelleanlæg og vindmøller. På den lange bane vil det til gengæld give en stor gevinst, siger Anders Skov Jensen.

Som noget af det første vil lufthavnen skifte meget af belysningen ud med LED-pærer. Der kan potentielt spares op mod 70 procent på dén konto.

Facebook
Twitter