Mads tager HF på Bornholm for at kunne bo billigt

Billige ungdomsboliger får flere unge til at flytte til øens videregående uddannelser.

Mads Larsen skal lige vænne sig til stilheden på Bornholm efter at være flyttet fra København for at tage en HF på Campus Bornholm. (Foto: Lis Eilsøe © (c) DR)

Det var tilbuddet om en nybygget ungdomsbolig tæt på uddannelsesstedet og til bare 2.800 kroner om måneden, der fik 23-årige Mads Larsen til flytte fra København til Bornholm for at tage en to-årig HF-eksamen.

- Jeg sammenlignede boligpriser i København med priser andre steder, og det kostede stort set bare det halve på Bornholm.

- Samtidig bor min fars familie på øen, så jeg kunne slå to fluer med et smæk ved at vælge at tage en HF i Rønne, siger Mads Larsen.

For en uge siden startede han på Campus Bornholm i Rønne, hvor alle ungdomsuddannelser og videregående uddannelser på Bornholm er samlet.

Uddannelser bliver mere attraktive

Mads Larsen er ikke alene om at vælge Bornholm, fordi der er billige boliger, når man er under uddannelse.

På Sundheds- og Sygeplejeuddannelsen er uddannelsesleder Bonnie Gudbergsen ikke i tvivl om, at det tæller, når unge søger ind på sygeplejerskeuddannelsen på øen. Cirka halvdelen af de 50 studerende på en årgang flytter til øen for at blive sygeplejerske.

- Gode og billige ungdomsboliger gør uddannelsen på Bornholm mere attraktive - og vi har behov for flere tæt på Campus, og gerne toværelses lejligheder til lidt ældre studerende, siger Bonnie Gudbergsen.

Lige præcis det ønske kan de studerende få opfyldt, hvis Bornholms Regionskommune siger ja til en ansøgning fra Bornholms Boligselskab, der gerne vil bygge yderligere 45 nye ungdomsboliger, hvor halvdelen skal være toværelses.

En ungdomsbolig til det halve af det, en tilsvarende bolig i København koster, fik Mads Larsen til at vælge at flytte til Bornholm, mens han tager en HF. (Foto: Lis Eilsøe © (c) DR)

- Planen er, at vi sammen med Campus kan tiltrække flere uddannelsessøgende ovrefra, fordi det er svært at få en ungdomsbolig i København, de er ofte meget dyre og ligger langt fra studiet. Det er anderledes her, siger direktør Ole Schou Mortensen fra Bornholms Boligselskab.

Mads Larsens nybyggede ungdomsbolig er en del af et andet almennyttigt boligselskab, BO42, der lige nu har 63 ungdomsboliger i alt. 30 af dem er nybyggede, og de ligger alle tæt på Campus Bornholm.

Det samme vil de 45 planlagte boliger i Bornholms Boligselskab komme til.

Facebook
Twitter